Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asien - Ordbøgerne: B - baden ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa et vigtigt vandskil. Ligeløbende med kysten
mellem Kanton og Hangtsjou strækker sig det sydkinesiske
bjerglands for tedyrkningen meget vigtige aasdrag. Fra
Hangtsjou-bugten nordover ligger det store frugtbare
og tætbefolkede kinesiske lavland omkring det nedre
løb af elvene Jangtsekiang, Hoangho og Peiho. Her
skyder sig Sjantung som en bjergig halvø ud mellem det
Gule hav og Petsjili-bugten (Taisjan, nær Hoangho, 1545 m.).
Den tilbagestaaende del af Østasien er ø-ringene
fra Formosa til Kamtsjatka. Formosa bærer i øst
fjelddraget Tasjan med Mount Morrison, 4370 m., i vest
aaser og sletter. Selve Japan er gjennemgaaende et
gammelt bjergland, hvis rækker ordner sig langsefter
øerne, har høie toppe, men ogsaa dybe skar. En mængde
af toppene er vulkaner, mange endnu virksomme,
saaledes ogsaa Japans to høieste toppe, Fudsji-jama
(Fujiyama, F.-san v. for Jokohama) og Ontake (n.v. for F.,
henimod det Japanske hav), begge henimod 3800 m.
Med Filippinerne betræder vi Sydasien. Filippinerne
er ligesom øerne nordenfor bjergfulde og vulkanske.
Det samme gjælder ogsaa Sundaøerne, hvor navne som
Krakatau (i Sundastrædet, udbrud 27 aug. 1883) og Tambora
(paa Sumbava, udbrud 1815) fortæller om nogle af de
mægtigste vulkanske ytringer, som vi kjender i
jordskorpens historie. Borneo er imidlertid ikke vulkansk,
og det er heller ikke Malakka, i hvis nordligste del den
længste af de bagindiske meridionalkjeder, den som
danner vandskillet mellem Saluen og Mekong, løber ud.
Bagindien er gjennemskaaret af flere saadanne kjeder,
som udgaar fra det østlige Tibet, danner vandskil
mellem de store elve, Mekong, Saluen, Iravadi o. fl., og
i almindelighed taber sig, længe før de naar kysten.
Forindien, den vestligste del af Sydasien, støtter sig med
to sider til Himalaja og Iran og danner her i nord
lavlandet Hindostan; de to øvrige sider af omridset,
Koro-mandelkysten i ø. langs den Bengalske bugt og
Malabarkysten i v. ved den Arabiske bugt, begrænser den
egentlige halvø, bjerglandet Dekan.
Vestasien danner et høiland af gjennemsnitlig 1300 m.
høide, hvis væsentligste undtagelser er de to sænkninger
Mesopotamien op fra den Persiske bugt og Jordandalen
op fra det Røde hav. Hoveddelene er Iran, Armenien og
Kaukasien, Mesopotamien, Lilleasien, Syrien og Arabien.
Fra Pamir løber mod vest Hindukusj, som ved Khorasans
bjerge hænger sammen med Elbursfjeldene søndenfor
det Kaspiske hav. Elburs (Elburus eller Albors)
forbindes ved Karadagh (langs Araxes’ sydlige bøining)
med det armeniske høiland. Fra dette løber mod syd
Kurdistans fjelde med fortsættelser som Irans vestgrænse;
østgrænsen dannes af Suleimanfjeldene o. a. fjelddrag, som
slutter sig til dem. Til Armenien slutter sig Kaukasien,
hvor Kaukasus naar 5631 m. i Elbrus (Albors).
I Lilleasien fortsætter sig flere af de armeniske fjeldrækker,
saaledes hovedkjeden i Antitaurus med fortsættelsen det
kilikiske (østligere det lykiske) Taurus langs sydkysten
(3600 m.). Ikke fuldt saa høie er de pontiske randbjerge
flere parallele fjeldrækker langs Sortehavets kyst.
Mesopotamiens dal skiller Iran fra Arabien (s. d.), og
mellem Arabien og Lilleasien ligger plateauet Syrien,
gjennemskaaret fra n. til s. af den merkelige sprække,
som i n. kaldes Koilesyrien (Coelesyrien, d. e. det hule
Syrien) og ligger 520 m. o. h., i syd udgjøres af Jordans
dal, hvor det Døde hav ligger 394 m. lavere end
Middelhavets overflade. Koilesyrien begrænses i v. af
Libanon (Dhor (Dahr) el Chodib 3068 m.), i ø. af
Antilibanon (Hermon 2760 m.).
Til Nordasiens vide sletteland. Vestsibirien, slutter sig
paa den ene side Kirgisersteppen og Vest-Turkestan, for
en stor del ensformigt steppe- og ørkenland, som ved
det Kaspiske havs østlige bred ligger lavere end
havoverfladen, paa den anden side, hinsides Jenissei, et
aasland, ja tildels høit fjeldland, i Østsibirien, hvor
Kamtsjatka endog bærer en talrig række vulkaner, en enkelt
4800 m. høi.
Alle Asiens store elve, undtagen Eufrat og Tigris,
har sine kilder i det midtasiatiske høiland. De længste
er Ob, regnet fra Irtisj’s kilde 5300 km., Jenissei-Salenga
5200 km. og Jangtsekiang 5100 km., den sidste skulde,
om jordens elve regnedes fra sine hovedelves kilder, kun
staa tilbage for Nilen. Amur-Kerulen naar 4500 km.
Foruden de nævnte indtager ogsaa Lena og Ganges (med
Brahmaputra) en fremskudt plads blandt de elve, som
har de største vanddistrikter (fra omtr. 2 mill, km.2 og
opover). Endvidere udmerker Asien sig ved sine mange
elvepar: Hoangho og Jangtsekiang, Brahmaputra og
Ganges, Eufrat og Tigris, Syr og Amu. De største og
fleste indsjøer ligger langs (eller nær) det midtasiatiske
høilands nordrand: Det Kaspiske hav, jordens største
indsjø, 440 000 km.2 Aralsjøen 67 000 km.2 Baikalsjøen
34200 km.2 Balkasjsjøen 18400 km.2 Af disse har kun
Baikalsjøen afløb. Saadanne afløbsløse sjøer har Asien
flere af, i det midtre høiland f. eks. Lop-nor i
Tarimsænkningen, talrige i Tibet, i Kirgisersteppen, og ovenfor
er allerede nævnt det Døde hav.
Asiens klima bestemmes af verdensdelens store
landudstrækning og de store høisletter, den indeholder. Det
har et udpræget «fastlandsklima». Under den tynde,
for det meste skyfri luft bliver de store høividder sterkt
ophedet om sommeren og sterkt afkjølet om vinteren.
Disse dele af Asien kommer derfor til at frembyde
store temperaturmodsætninger, saadanne som ogsaa
gjør sig gjældende udover større dele af det øvrige
Asien. Asien indeslutter saaledes omraader, der opviser
saavel de høieste som de laveste temperaturer. Over
det n.v. Ostindien og Iran møder vi en julivarme paa
34° C., ja sommesteder meget høiere; omkring
Verchojansk, jordens koldeste sted, i Nordøst-Sibirien en
januarkulde paa - 51° C.; dette sidste omraade frembyder
ogsaa den største aarlige amplitude, d. v. s, den største
forskjel mellem den varmeste og den koldeste maaneds
normaltemperatur, nemlig - 65° Fra Forindien til
Japan blæser i sommerhalvaaret fugtig og varm havvind
ind over landet, som i den tid faar regn. Om vinteren
blæser kold og tør landvind. Med et navn, oprindelig
kun anvendt i de indiske farvande, betegnes disse med
aarstiderne (arab. mausim) skiftende vinde som
monsuner, og hele dette randstrøg kaldes monsunstrøget.
Middelhavslandene har det subtropiske klimas tørre
somre og regn om vinteren. Det indre ligesom ogsaa
det sydvestlige Asien er i stor udstrækning steppe eller
ørken. Nordasien har nedbør forholdsvis jevnt fordelt
udover hele aaret.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
