Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ask - Ask (beholder) - Askalon - Aske - Askeaton - Askefis - Askeladden - Askelandsfoss - Askelöf, Johan Kristoffer - Askeonsdag - Askepot - Ordbøgerne: B - bagevje ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bladene. Vingefrugt. De overvintrende knopper har
sorte skjæl. A. findes hos os i lavlandet nordover til
Trondhjemsfjorden. Besiegtet med a. er manna-asken
(f. ornus), som dyrkes, særlig i Middelhavslandene, for
saftens skyld, som i stivnet tilstand giver «manna».
Ask (lidet kar til smør el. 1.) betyder eg. gjenstand
lavet af asketræ. En afledning er æske (i folkesproget
øskja).
Askalon, en af filisternes fem hovedstæder, var i
oldtiden hovedsædet for gudinden Derketos dyrkelse.
Assyrerne gjorde den skatskyldig, senere kom den under
ægyptisk og babylonisk herredømme. 104 f. Kr. blev
den fristad. Herodes den store fødtes i A. Paa
korstogstiden kjæmpedes ivrig om byen. Store ruiner.
Skalotløg (ascalonitæ) har navn efter A.
Aske. Askebestanddele er de uorganiske stoffe, som
bliver tilbage ved en plantes forbrænding. En del af
disse, nemlig alkalimetallernes karbonater, sulfater og
klorider, er opløselige i vand, andre er uopløselige og
bestaar af silikater og fosfater af kalcium og magnesium
samt fri kiselsyre. Desuden er der i asken mindre mængder
af jern og mangan, undertiden lerjord. Den a., som de
forskjellige planter levner ved forbrændingen, varierer
saavel i mængde som sammensætning. — Vulkansk a. kaldes
et graat el. gulagtigt, fint pulver, der sammen med
vanddamp og smaadele af pimpsten el. anden lava kastes op
ved vulkanske udbrud. Den breder sig ofte ud som et tykt
lag over tilgrænsende egne og føres ogsaa tildels langt
bort med vinden. Ved en mikroskopisk undersøgelse sees,
at den bestaar af glasagtige partikler af de samme
mineraler, der sammensætter lavaen.
Askeaton, by i Irland, prov. Munster. Havn ved
Shannon. 2190 indb. Laksefiske. Ruiner af et
franciskanerkloster og en af tempelherrernes borge.
Askefis er den fællesnord. benævnelse paa Askeladden
(s. d.). Navnet betegner en, «som blæser paa glørne»
(af fisa, blæse, puste), for at faa ilden til at lue op;
(middelald. lat. ciniflo, askeblæser; t. Aschenpüster
og -bläser). Enkelte steder i Norden betegner A. et
overnaturligt væsen, som holder til paa arnen,
«aarevætten»; det er sandsynligt, at eventyrets navn paa
den ringeagtede, men med skjulte kræfter udstyrede søn,
som ligger ved ildstedet, er en overførelse herfra, men
isaafald vistnok foranlediget ved kjendskabet til et eller
andet af de mange udenlandske navne paa eventyrenes
«askeligger». Disse fremmede navne har ingen
sammenhæng med noget overnaturligt; de gaar ud fra husets
laveste og simpleste tjenerstilling, kjøkkenguttens.
Navnet Askefis fremtræder i nordisk litteratur først i 15
aarh. (i ordsprog) og findes i det 16 hos Hieron. Ranch
(«hvortil duer en askefis»), senere bl. a. hos Holberg
(«Hvor ofte ser man ei en Espen Askefis af modgang
blive stor») og en af hans norske modstandere 1726
(«Jeg tænkte barnet var som faderen saa vis; men da
jeg ret saa til, var det en askefis»), samt hos Ewald.
— A.-navnet maa holdes ud fra A.-typen, som er langt
ældre. I typen synes ofte at indgaa to momenter: 1.
forestillingen om den sent udviklede, tilsyneladende
tossede unggut, som siden aabenbarer den største kløgt og
dygtighed; 2. den primitive idé om den yngste søns
fortrinsret ved arv o. l. («junior-ret». Jüngstenrecht», i
modsætning til førstefødselsretten). Det er væsentlig det
første moment, som repræsenteres i typen, saaledes som
den fremstilles i den nordiske heltedigtning (Uffe spage,
Helge Hjorvarðsson, Starkad) og i de mange sagaers
skildring af den lade, sværlemmede «askeligger» (især fra
det 13 aarh. af). I nutidens nordiske eventyrtradition
har ogsaa det andet moment øvet indflydelse.
Askeladden er den norske folkefantasis idealskikkelse,
den forborgne kraft, som, tilsyneladende dum og døsig,
bier til den rette tid kommer; da seirer han, den yngste
og foragtede, i alle prøver og vinder kongsdatteren og
det halve rige. Navnet er almindeligst paa Østlandet;
det har faaet kurs gjennem Asbjørnsen og Moe’s
eventyrgjengivelser. I folkemunde lyder det oftest Oskeladd,
der har samme betydning som sideformerne Oskelabb,
Oskelamp, Oskefot, hvis sidste led alle betyder en
ladd el. sokk, i modsætn. til skotøi. Et andet alm. navn
er Oskunge, askebarn, som stemmer med det svenske
Askungen. Det ældste og over hele landet udbredte
navn er dog det fællesnordiske Oskefis, Askefis (s.d.).
Ingen af disse navne bruges i Norge om den kvindelige
eventyrhelt (se Askepot). Efter den norske folketradition
er A. stundom eneste barn; har han søskend, er han
altid den yngste, i regelen af 3 brødre, og de ældre,
som ofte kaldes Per og Paal (el. Pyk og Sløg),
foragter ham dybt. Fornavnet Espen, som han ikke
sjelden fører, især i det sydlige Norge, er laant fra de
danske eventyrs Esben (Knæsben, Jesper) Askefis;
ofte er hans fornavn dog Svein, Halvor, Lars,
Hans (se Tyrihans); men oftest betegnes han bare
som Askeladden eller Askefisen.
Askelandsfoss, vandfald (8 m.) i Nidelvens bielv
Gjøv (Gjevedalselv), Aamli herred, Nedenes amt.
Askelöf, Johan Kristoffer (1787—1848), sv. publicist,
tilhørte fosforisterne (s. d.) og udgav deres
tidsskrift «Polyfem» (1809—12), hvor han med stort vid
angreb sit partis modstandere. Senere udgav han flere
andre tidsskrifter; han blev politisk skribent og viste
sig som det konservative partis bedste pen i «Svenska
Minerva» (1830—48), der paa grund af sin
udenrigspolitiske holdning fik navnet «Ryska Minerva».
Askeonsdag, første onsdag efter fastelavnssøndag.
Paa den dag mødte de bodfærdige klædt «i sæk og aske»,
d. e. i bodsdragt med aske strøet paa hovedet. Nu
knæler de troende romersk-katolske foran alteret og
korstegnes paa panden med asken af indviede palmegrene.
Askepot er i danske folkeeventyr oftest navnet paa den
foragtede yngste datter eller steddatter, hvem moderen
og søstrene sætter til det tyngste og simpleste arbeide
i huset, men som ved sin godhed og skjønhed tilslut
naar frem til lykke og magt og vinder kongssønnen.
Norsk tradition kjender ikke A.-navnet. I litteraturen
er det dog tidligere brugt hos os: i 1 udg. af «Norske
folkeeventyr» anvender Asbjørnsen og Moe A. endog for
den mandlige «Askeladd» ligesom i dansk, og i
oversættelser af udenlandske eventyr kan man fremdeles møde
A. om den kvindelige helt; de telemarkske navne
Oskeguffe, Oskeguve, Oskegøyve betegner egentlig en
kvinde, som sidder bred og stængende foran peisen, og er
først i nyere tid delvis gaaet over til at anvendes om
den kvindelige Askepot.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
