Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ba - B. A. - Bååth, Albert Ulrik - Baad (adelsslegt) - Baad - Ordbøgerne: B - beflissentlich ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ba, kem, tegn for Barium.
B. A. [bl ej, eng. forkortelse for Bachelor of arts,
den laveste akademiske grad i England (se A. B. og
Baccalaureus). For at opnaa den maa man have
studeret en bestemt tid ved universitetet og have
underkastet sig forskjellige prøver. Efter et bestemt antal
aar har en B. A. ret til uden yderligere prøve at blive M. A.
(Master of arts), s. d.
Bååth, Albert Ulrik (1853—), sv. digter, docent i
oldnordisk litteratur ved Göteborgs høiskole og intendant
ved Göteborgs museum, vakte opmerksomhed med sine
første «Dikter» (1879), hvis eiendommelige, knappe stil
var paavirket af den norrøne digtning, paa samme
tid som han forstaar at afvinde hverdagslivet poetisk
interesse og viser stor medfølelse med samfundets stedbørn.
Foruden flere digtsamlinger (deribl. «Vid allfarväg»,
1884, «Svenska toner», 1893) og større episke digte har
han ogsaa udgivet en række oversættelser af islandske
ættesagaer (Egils, Niaals m. fl.s sagaer) og norrøn poesi.
Baad, n. adelsslegt, der optræder i Norge i midten
af det 15 aarh. og fører samme vaaben som den sv.
slegt Bonde. Stamfaderen hr. Aslak Turesen, der
endnu levede 1472, var ridder og norsk rigsraad og gift
med en jomfru af slegten «Tre Roser». Hans sønnesøn
hr. Knud Knudsøn B., lensmand paa Akershus og
Bohus, norsk rigsraad, blev 1519 af Kristian II fængslet,
anklaget for forræderi og halshugget, trods rigsraadets
frikjendelse. Med ham uddøde slegten.
Baad, paa Vestlandet om en aaben robaad, paa
Østlandet ogsaa om en seilbaad med dæk (lodsbaad,
makrel-baad o. s. v.). Se Dæksbaad og Skøite. Vest- og
nordover kaldes baadene gjerne efter størrelsen og efter
det antal aarer, de fører; se Fembøring, Ottring,
Seksæring, Trirøing, Færing, Kjeks. Syd- og
østover bruges andre navne: snekke, skjegte, kogg, pram,
eke (se nedenfor).
I de fra vikingetiden mere eller mindre vel
bevarede rester af baade, som i de senere aar har
seet dagens lys, har vi det bedste bevis for, at
baadbygningskunsten dengang har staaet paa et
overordentlig høit trin, som neppe har været overgaaet i
nogen senere periode til vor tid. Indtil sidste fjerdedel
af forrige aarh. har alt baadbyggeri foregaaet ganske
paa frihaand, rent erfaringsmæssig, uden hjælp af
tegninger eller beregninger. Kunsten er gaaet i arv fra
fader til søn eller fra mester til lærling, idet man
til veiledning har havt uskrevne regler og formler, som
i tidernes løb kun synes at have undergaaet ubetydelige
forandringer. Inden et og samme strøg holdt man sig
øiensynlig til en fra gammel tid overleveret norm.
Paa hele den lange kystlinje fra Svinesund til Nordkap
anvendtes før 1870-aarene udelukkende klinkbygning saavel
til ro- som seilbaade. Selv blandt de større fartøier
bestemt til fragtfart langs kysten var det en sjeldenhed
at finde en kravelbygget (glatbygget) baad.
Ved klinkbygning gaar man frem omtrent paa
følkende maade; Naar kjølen er strakt og stævnene reist
og forsvarlig støttet for at forebygge forandring af stilling
under bygningen, begynder straks bordklædningen. Det
første bord, kjølgangen, fældes med sin underkant ind i
en dertil i kjøl og stævne udhugget fals (sponningen) og
fastnagles i denne. Den følgende bordgang lægges med
sin underkant udenpaa kjølgangens overkant og 25 à 30
mm. ned over den, og efterat der paa den overskydende
del af bordpladen (landet) er arbeidet den fornødne
skraaning (patron), forat bordet kan faa det udfald eller
den reisning, som ønskes, fæstes de to bordkanter til
hinanden med nagler af jern, træ eller kobber. Paa
samme maade gaaes frem med alle de øvrige bordgange.
Kunsten bestaar her i at give hver bordgang en form, som
kan sikre det rette udfald eller reisning, forat baaden
paa ethvert punkt af sin længde kan faa den tverskibsform,
man ønsker at give den. De fleste baadbyggere pleier dog,
til støtte for det blotte øiemaal og for at sikre sig,
at baadens to sider bliver nogenlunde ens, at betjene
sig af løse spantemodeller (maler) eller oftest halve maler,
der kan dreies paa tapper anbragt i huller i baadens
midtlinje og saaledes kan svinges til begge sider. Naar
baaden er «bordfyldt» i sin fulde høide indskrabes
baandene med passende mellemrum, saaledes at de ligger
kompakt an mod bordgangene, hvortil de fæstes med en
nagle i hvert bord af klædningen. Baandene bør helst
være selvgroet, d. e. krumvokset efter baadens form.
Dog bruges i den senere tid ofte bøiede ribber i én
længde fra æsing til æsing istedetfor groede baand.
 |
| Fig. 1. Tversnit af en østlandsk seilskjegte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
