Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 619-620 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylonien - Ordbøgerne: B - begrenzen ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Herodot (5 aarh. f. Kr.) og uddrag af et græsk
verk af den babyloniske prest Berosus (4 aarh. f. Kr.),
har, fra midten af forrige aarh., faaet en uanet rig
udfyldning gjennem udgravninger: topografiske
undersøgelser af Babylon, Borsippa, Nippur, Erech, Larsa,
Ur og Eridu ved englænderne Loftus og Taylor under
overopsyn af Sir Henry Rawlinson (1849—55) og ved den
franske ekspedition under Fresnel og Oppert (1851—54);
Rassams gravninger (1879—82) i Sippar (fund af
Soltemplet med et arkiv paa angivelig ca. 50000 lertavler),
fortsat af Scheil (jan.—april 1894) i opdrag af det
Ottomanske museum; E. de Sarzecs gravninger i Tello
(1875—80, og senere); nordamerikanske ekspeditioner bl. a.
under Peters, Hilprecht, Haynes til Nippur (1884—85,
1888—89, 1890, 1893—96, 1899—1900); det tyske
orientselskabs gravninger (juni 1902—mars 1903) under ledelse
af Kolewey i Fara og Abu Hatab (32 breddegrad) og
i Babylon (siden 26 mars 1899). Hertil kommer især
fundet (i 1888) i (Tell-el-)Amarna (s. d.) i Mellemægypten
af ca. 300 tavler med babylonisk kileskrift, og fundet
af talrige værdifulde babyloniske indskrifter (deriblandt
den berømte Hammurabi-stele se nedenf.), engang røvet
af elamiterne, i Susa, under de Morgans og Scheils
gravninger smst. (siden 1897). —

Vildoksen, babylonisk relief af emaljeret teglsten.

Den babyloniske skrift
(«kileskriften»), som babylonierne overtog fra sumererne
(se nedenf.), og som skrives fra venstre mod høire (uden
mellemrum mellem ordene), er fremgaaet af en linear
billedskrift (som man endnu tildels kan gjenkjende paa
de ældste indskrifter). Den har 2 elementer; «kilen»
(dels vandret 𒀸, dels lodret 𒁹, dels skraa 𒀹) og
«vinkelhaken» (𒌋). Sumererne anvendte et og samme ordtegn
(ideogram) til at udtrykke flere beslegtede begreber;
saaledes betegnede f. eks. en «stjerne» 𒈦 (oprindelig 𒀭)
tillige «himmel», «himmelgud» og «gud» overhoved,
samt «høi», «være høi». De udviklede videre sin skrift
til stavelseskrift (syllabisk skrift); saaledes anvendtes
f. eks. tegnet for «himmel», der i sumerisk lyder an,
ogsaa til rent fonetisk at udtrykke stavelsen an. Disse
sumeriske stavelseværdier bibeholdt de semitiske
babyloniere, da de overtog skrifttegnene; men samtidig
udtalte de ordtegnene paa sit eget, semitiske sprog, saaledes
at f. eks. ovenstaaende tegn herefter ogsaa blev udtalt
shamu, semitisk: himmel (og ilu, sem.: gud). Den
babyloniske skrift er altsaa paa samme tid ord- og
stavelseskrift; og de enkelte skrifttegn (hvoraf der er
mere end 500) kan desuden betegne flere ord og flere
stavelser. For at lette læsningen føiede man til enkelte
ord saakaldte determinativer, d. v. s. tegn, som angiver,
hvilken kategori vedkommende ord tilhører, samt
«fonetiske komplementer» til bestemmelse af den rigtige
udtale af slutningsstavelsen. At ombytte hele dette
indviklede skriftsystem med et alfabetisk (hvad ægypterne
tildels gjorde) evnede de semitiske babyloniere ikke.
Derimod blev det betydelig forenklet af perserne, som,
i lighed med susianerne, overtog det. Achæmeniderne,
som herskede ogsaa over B. og Susiana, forfattede sine
indskrifter paa alle 3 sprog. Og tydningen af den
forholdsvis lette gammel-persiske kileskrift (som
indlededes i 1802 af den hannoveranske gymnasiallærer
Grotefend gjennem en genial kombination og fortsattes,
foruden af Burnouf og Rawlinson, af nordmanden Lassen
og dansken Rask) kunde nu være til betragtelig hjælp
ved tydningen af den vanskeligere babyloniske
(Rawlinson (1851), Hincks, Oppert (1859)). —

Portindgang til Dur-Sargon (Khorsabad). (Efter Places rekonstruktion.)

Udviklingen af det babyloniske (el. babylonisk-assyriske)
sprog, som tilhører den semitiske sproggruppe, kan
fordeles paa 4 perioder:

1. den gammel-babyloniske (Hammurabi ca. 2250);

2. mellemperioden (Tiglat Pileser I ca. 1100);

3. den nyassyriske periode (Assurbanipal ca. 650);

4. den senbabyloniske (fra ca. 600; man efterlignede gamle
mønstre, især i lærde kredse; som folkesprog maatte
babylonisk vige plads for andre sprog, især aramæisk).

Historie. Af den vestlige Orients 2 kulturcentra,
Ægypten og B., har sidstnævnte øvet den mest
vidtrækkende betydning; det havde nemlig den fordelagtigste
beliggenhed, idet den korteste og tryggeste handelsvei
fra Indien og Østasien til de østlige Middelhavslande
førte gjennem Eufratdalen. Paa den tid da historiens
lys begynder at falde over B. (ca. 3000 f. Kr.), har
kulturen der allerede naaet et kulminationspunkt; og denne

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>