Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 621-622 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylonien - Ordbøgerne: B - behäbig ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kulturs skabere, den «sumeriske» race (af hidtil
ukjendt herkomst, sandsynligvis stammende fra det indre
Asien), tilhører helt overveiende den forhistoriske tid;
en anden, langt senere til B. indvandret, semitisk
race er ifærd med at tilkjæmpe sig overmagten. Der
er urolige og usikre forhold; smaakongerne i de enkelte,
ældgamle byer (Ur, Larsa, Lagash, Erech, Nippur,
Sippar, Agade m. fl.) ligger i strid med hverandre.
Herpaa gjøres der, kort efter aar 3000, en ende ved den
nordbabyloniske konge Sargon I af Agade, som grundede
et rige (hvori smaakongerne blev vasalfyrster) med et
senere uopnaaet magtomraade; ikke alene underlagde han
sig Elam, Suri (d. e. Mesopotamien) og «vestens land»,
men han endog «overskred det vestlige hav (Middelhavet)
og blev 3 aar i de vestlige egne» og befæstede sit
herredømme der; som hovedstad for dette rige
grundlagde han Babylon. Hans søn Naram Sin erobrede
Magan og Melucha (d. e. Arabien). Ikke meget senere
(ca. 2600) blev det politiske tyngdepunkt flyttet til det
mere «sumeriske» Sydbabylonien, hvor der dannedes et
rige, som ogsaa omfattede den nordbabyloniske halvdel
(Sumers og Akkads rige), og hvis regenter var kongerne
af Ur, Isin og Larsa. Men atter forlagdes magtcentret
til Nordbabylonien, hvor nu det Iste «dynasti af Babylon»
(oprindelig muligens fra Sippar) tog ledelsen
(ca. 2400—2100).

Vægprydelse af emaljeret tegl (Khorsabad).

Mest kjendt blandt disse konger er Hammurabi,
som under sin 55-aarige regjering bragte ro og ordnede
tilstande tilveie i B. (hvad han beseglede gjennem sin
berømte, for faa aar siden gjenfundne lovbog), udvidede
sit magtomraade indtil Middelhavet og befæstede
Babylons anseelse. Under det 2det dynasti (ca. 2100—1750),
som stammede fra det sydlige B., og som gjennemgaaende
viste sig noksaa svagt, faldt Kassiterne
(Kashshu) østfra ind i landet og tilrev sig magten;
efterhaanden blev de «babyloniseret». Det kassitiske dynasti
(ca. 1750—1200) betegner for B. en sterk tilbagegang,
svarende til ægypternes fremgang i Syrien og hetiternes
(«mitani») i Mesopotamien. Rigtignok blev de sidstnævnte
i løbet af 14 aarh. trængt tilbage af kongerne af
Assyrien (oprindelig vistnok en babylonisk koloni);
men til gjengjæld fik B. en farlig rival i denne
nyopdukkende stormagt, som gjennem et oprør i B. fik en
velkommen anledning til at gribe ind og yde sin
«beskyttelse» ; sluttelig blev den assyriske konge Tukulti
Ninib I konge ogsaa over «Sumer og Akkad». En anden
kraftig militærstat, Elam (østenf. B.), tidligere babylonisk
provins, søgte ogsaa at gjøre sin indflydelse gjældende,
hvad der lykkedes, da den assyriske magt pludselig gik
sterkt tilbage. Det næste babyloniske dynasti «Pashe»
(12 aarh.) fremviser imidlertid en kraftfuld regent,
Nebukadnezar I, som kjæmpede seierrig mod elamiterne
og tildels ogsaa mod assyrerne. Men atter gik det
tilbage; den assyriske konge Tiglat Pileser I (ca. 1100)
erobrede Babylon; ogsaa kaldæerne satte sig i stadig
større mængde fast i B., som desuden svækkedes gjennem
indre uroligheder og dynastiskifter. Efter en lysere periode
under Nabu-aplu-iddins regjering (ca. 885—854) maatte
B. paany give sig ind under Assyriens beskyttelse;
navnlig var dette forholdet overfor det nyassyriske rige,
hvis grundlægger Tiglat Pileser III i 729 besteg
Babylons trone under navnet Pulu. I 721 lod kaldæeren
Merodach Baladan sig udraabe til konge i B. og søgte at
hævde sig ved Elams hjælp. Men han maatte omsider vige
pladsen for de assyriske konger Sargon II og Sanherib;
sidstnævnte gik saa vidt i sin hevn, at han endog
ødelagde det høit anseede Babylon (689), som imidlertid
gjenopbyggedes af hans søn Assarhaddon (681—669).
Dennes efterfølger i Assyrien var hans søn Assurbanipal
(s. d.), medens en anden søn Samassumukln blev
underkonge i B. Den sidstnævnte forsøgte, med bistand af
elamiterne og araberne, at gjøre sig uafhængig: men
det mislykkedes, og Assurbanipal besteg nu (647) under
navnet Kandalanu selv Babylons trone.

Saaret løve (British museum).

Efter hans død grundlagde kaldæeren Nabopolassar (625—604)
det nybabyloniske rige. Assyrerne søgte at vinde B. tilbage,
men Nabopolassar allierede sig med mederne, og da Ninive
erobredes (606), tilfaldt det sydlige Assyrien B. I 605
blev ægypterkongen Neko II slaaet ved Karkemish af
den babyloniske kronprins Nebukadnezar (II), som fulgte
sin fader paa tronen og under sin regjering (604—561)
styrkede det nye rige udadtil ved seierrige krige i Syrien,
Palæstina (Jerusalem blev erobret) og mod Ægypten, og
øgede dets glans indadtil bl. a. ved storartede
byggeforetagender. Efter endel hurtig paa hinanden følgende
tronskifter blev Naboned konge (555—538). Ved sine
religiøse omvæltningsplaner vakte han imidlertid
forbitrelse hos det mægtige presteskab; dette saa i Kyros
en redningsmand og understøttede ham ved hans
erobring af Babylon (538). Det var hermed forbi med B.s
selvstændighed; forsøg paa at gjenvinde den blev kuet

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>