Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 659-660 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bakkestjerne - Bakkesund - Baklandet, se Trondhjem - Bakmeis - Bakonyersvin, se Svineracer - Bakonywald - Bakse - Bakterierne - Ordbøgerne: B - bemeistern ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bakkestjerne (erigeron), slegt af kurvblomstrede
(astersgruppen). Urter med smale, hele blade og kurve
med oftest violette, tungeformede hunkjønsblomster i
randen og tokjønnede, rørformede skiveblomster.
Hos os 3 arter, hvoraf de to er fjeldplanter.
Som haveplanter dyrkes f. eks. den gulblomstrede,
høie e. speciosus.

Bakkestjerne.

Bakkesund, liden norsk havn ved Bergen.

Baklandet, se Trondhjem.

Bakmeis, kurv af vidjer, bestemt til at bæres paa ryggen.

Bakonyersvin, se Svineracer.

Bakonywald, fjeldstrøg i nordvestlige Ungarn, fra
Gran ved Donau i sydvestlig retning, skiller mellem den
store og lille ungarske slette,langs Plattensjøens nordside.
Midtre del bevokset med eke- og bøkeskoge, hvor der
gaar store svinehjorder; øvrige dele opdyrket: akerland
og vinbjerge.

Bakse, flytte tunge gjenstande ved hjælp af spet.
Baksebom, bom til baksning, særlig af kanoner.

Bakterierne er en gruppe af almindelig
forekommende mikroskopiske planter uden bladgrønt, som
formerer sig ved simpel, under gunstige betingelser hurtig
forløbende deling, og som faar betydning ved de store
kemiske omdannelser, de kan fremkalde ved sit
stofskifte (forraadnelse, sygdom).

Deres systematiske stilling er lidt usikker. Almindelig
regnes de til algerne (s, d.) som en særlig gruppe,
«spaltalgerne», og visse former frembyder ogsaa flere
ligheder med blaagrønne alger, medens andre nærmer sig
mugsoppene (streptothricaceæ) og atter andre lavtstaaende
dyreformer, som flaggelaterne (spirochaete). Om deres
systematiske inddeling hersker endnu større uenighed.
Sedvanlig bruges betegnelsen «bakterier» som
fællesbetegnelse, og disse deles da i stav-, kugle- og
skrueformede b. De første (bacillaceæ) kan være af forskjellig
tykkelse og længde og med forskjellig formede ender
(afrundede, afskaarne eller tilspidsede). De er oftest af
regelmæssig form; undertiden, især under ugunstige
betingelser, dannes uregelmæssige (involutions-) former
(difteribaciller f. eks.). Undertiden vokser stavene ud til
traade, hvor man først i farvede præparater kan skjelne
de enkelte baciller, eller der dannes kjeder med tydelig
adskillelse allerede i ufarvet tilstand.

Den anden gruppe (coccaceæ) dannes af forskjellig
store kugleformede b., der dog ved delingslinjer kan
antage lidt afvigende former (pneumokokker, gonokokker).
De kan ligge uden særlig ordning (micrococcus), i kjeder
(streptococcus) eller i hobe, der frembyder ligheder med
bomuldsballer (sarcina). Endelig kan de skrueformede
b. (spirillaceæ) være stive (spirillum) eller bøielige
(spirochaete). De første kan undertiden være saa korte,
at de let forveksles med krumme stave (kommabaciller,
spirillum choleræ).

Nogle b. betegnes ved særlige navne (pneumokokken,
streptococcus lanceolatus, gonokokken, micrococcus
gonorrhoeæ, meningokokken, micrococcus intracellularis o. s. v.)
Nogle b. er bevægelige (alle skruer, en del stave); nogle
baciller danner i sit indre en seiglivet lysbrydende spire
(«spore»), undertiden under formforandring til kølle- el.
trommestikform.

De fleste af de kjendte bakterier kan iagttages i mikroskop
ved 5—800 ganges forstørrelse; de er fra 0.5—7 μ
lange (1 μ = 1/1000 mm.). Der gives dog sikkert mindre,
selv ved den sterkeste forstørrelse (ca. 3000 gange) endnu
usynlige b. Lettest iagttages b. i indtørret, farvet
tilstand. Visse farvninger har diagnostisk betydning (efter
«Gram», «Ziehl Neelsen»). Den sidste anvendes saaledes
oftest til paavisning af tuberkelbaciller.

B.s bygning er kun ufuldstændig kjendt. De har
cellehinde, protoplasma og kjerne. De kan indeholde
korn f. eks. af eggehvide, fedt eller svovl. Hos nogle er
det yderste lag af hinden geléagtig omdannet til kapsel.
De bevægelige former har en eller flere svingtraade, der
kan være længere end selve b. Undertiden findes
saftrum (vakuoler) i b. De træder tydeligst frem efter
farvning («beltetegning» hos difteribaciller eller
tuberkelbaciller).

Til udvikling kræver b. næring, der ofte kan
være meget sparsom, saaledes de ved almindelig kemisk
undersøgelse upaaviselige, opløste stoffe i destilleret vand.
Visse former trives bedst paa uorganisk næring (nitriter
og nitrater); dog fordrer de fleste i hvert fald ét organisk
stof. Til dyrkning anvendes oftest kjødsuppe, som
tilsættes kogsalt, pepton og alkali. Mange former er kræsne
og fordrer f. eks. serum eller blodfarvestof til sin vekst.
Enkelte kan man overhovedet ikke dyrke udenfor legemet
(spedalskhed, syfilis). Næringen optages kun i opløst
tilstand; derfor er fugtighed en anden livsbetingelse.
Yderligere fordres en vis varmegrad; de sygdomsvækkende
(patogene) former trives bedst ved legemsvarme,
andre bedst ved stuetemperatur. I almindelighed
ophører veksten ned mod frysepunktet og op mod 50°.
Man kjender dog undtagelser i begge retninger
(termofile b. vokser f. eks. bedst ved 60—70°).

Som andre levende væsener kræver de fleste b.
adgang af luftens frie surstof (aërobe b.); mange kan
dog trives uden og skaffer sig surstoffet fra dettes
forbindelser. For enkelte former er frit surstof en gift; de
udvikles kun, naar surstoffet udelukkes (anaërobe b.).
Nogle b. henter ikke sin energi fra en oksydation af C til
CO₂, men fra en oksydation af ammoniakforbindelser eller
svovlvandstof under dannelsen af nitrit eller frit svovl.
Enkelte kan tilegne sig luftens frie kvælstof (de
erteblomstredes knoldbakterier).

B.s stofskifteprodukter er af meget forskjellig
art. De kan danne farvestoffe (vidunder-b., den blaa
melks b., de fleste sarcinaformer m. fl.), gasarter
som kulsyre, svovlvandstof, methan, lysende stoffe
(fosforescerende b., der ofte vokser paa saltvandsfisk i
spiskamre), fermenter (f. eks. melkesyredannende,
peptondannende, løbeferment o. s. v,).
[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>