Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bank holidays - Bankheftelser - Bankier - Bankivahønen, se Hønseslegten - Banknote - Bank of England - Banko - Bankobreve, se Post - Bankpolitik - Banks, Sir Joseph - Banks, Nathaniel Prentiss - Bankura - Bankvand - Bann (elv) - Bann (straf) - Ordbøgerne: B - bestille ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hviledage for al bank-, fabrik-, told- og
oppebørselsvirksomhed. Det er anden dag jul, paaske,
pinse og første mandag i august, i Skotland 1 mai og
i enkelte byer ogsaa nogle andre dage. Veksler,
forfaldne paa en b., betales som regel dagen efter.
Bankheftelser kaldtes i Danmark en til fordel for
den 1813 oprettede rigsbank indført grundskat, hvis
særformaal var at skaffe banken midler til at drive sin
virksomhed. Heftelsen knyttedes til al rigets faste eiendom
med prioritet foran alle andre indtil 6 pct. af værdien.
Denne grundbyrde kunde gives form af en pantobligation.
Den forrentedes med 6 1/2 pct., men kunde indløses
kontant med sølv; dog stod det eieren frit for isaafald
at lade sig obligationen tiltransportere til fri
raadighed. Da Rigsbanken 1818 overgik til Nationalbanken,
blev der givet b.s indehavere adgang til at indløse dem
med fortrinsret til at erholde aktier i banken for
heftelsesbeløbet. De sidste b. udslettedes efter proklama 1878.
Bankier [bangkie’] kaldes en forretningsmand, som
driver almindelig bankvirksomhed, som diskontering af
veksler, handel med værdipapirer, fremmed mynt,
indløsning at kupons, lotterisedler m. v. (se Bank).
Denne virksomhed er hos os ikke underkastet nogen
særlovgivning. Den, som driver vekselerer- eller
bankforretninger, ansees efter lov om handelsregistre,
firma og prokura af 17 mai 1890 «lige med handlende»
(se l.s § 35 a).
Bankivahønen, se Hønseslegten.
Banknote, bankseddel eller pengeseddel er et af en
bank udfærdiget gjældsbevis hvis beløb udbetales ved
paakrav til ihændehaveren. I vort land er Norges bank
eneberettiget til at udstede b. (1. 23 april 1892 § 6).
Bank of England [bæᶇk əv inglənd] er et af verdens
største og vigtigste bankinstituter, grundlagt 1694 som
et privat konsortium af statskreditorer efter en af
skotlænderen W. Paterson udarbeidet plan, nu et
aktieselskab med £ 14553000 aktiekapital. Den er den
engelske stats bankier og forvalter den hele statsgjæld
mod en provision, der sedvanlig udgjør omkr. £ 160000
aarlig, medens den aarlig for sit privilegium erlægger
omkr. £ 200000. B. betaler ingen renter for folioindskud,
giver ikke forskud i form af blankokredit, diskonterer
ikke veksler paa udlandet, men udfører ellers almindelig
bankvirksomhed. B. styres af et forvaltningsraad
paa 26 medlemmer valgt af aktionærerne; inden sin
midte vælger styret en guvernør og en viceguvernør.
Skjønt uden eneret til udstedelse af seddelpenge har,
efterhaanden som den Peel’ske banklov af 1844 (s. d.) har
øvet sine virkninger, alene B.s noter faaet betydning
som omløbsmidler.
Banko (ital. banco, bank), var i Sverige en benævnelse,
der tillagdes den saakaldte Riksens ständers bancs
sedelpenge og skillemynt til adskillelse fra samme banks
sølvmynt el. specie paa den ene side og det saakaldte
Riksgäldskontors sedler paa den anden. Værdiforholdet var:
1 riksdaler specie = 2 2/3 rdl. banko = 4 rdl. riksgäld.
Da den svenske rigsdag 1854 indførte decimalsystemet
i landets myntvæsen fra 1863 af, ophørte den
brogede regning med b.-mynt som lovlig.
Bankobreve, se Post.
Bankpolitik taler man om, hvor det gjælder de
grundsætninger, efter hvilke et lands bankvirksomhed
drives, navnlig med hensyn paa dennes interesse for
staten. Den vil derfor i første række omhandle reglerne
for udstedelse af pengerepræsentativer. Retten til at
udstede saadanne er i de fleste stater i nyere tid knyttet
til et enkelt bankinstitut, der træder i et nærmere
forhold til staten, og som derfor udstyres med
særrettigheder, samtidig som dens virksomhed omgjærdes af
lovfæstede forholdsregler og betryggende kontrol. For Norges
bank har man saadanne regler i 1. af 23 april 1892,
revideret ved tillægslove af 27 juli 1896, 19 mai 1900
og 14 mai 1902, hvorhos der for dens virksomhed er
udfærdiget et reglement af 16 novbr. 1892. Staten kan
imidlertid udvide sin regulerende medbestemmelsesret
ogsaa til andre banker end de rene statsbanker. Det er
f. eks. hos os skeet ved l. om sparebanker af 6 juli 1887,
som fastsætter normer for disse bankers organisation og
forretningsførsel, hvis overholdelse staten kontrollerer.
Om Norges hypotekbank og Norsk arbeiderbrug- og
boligbank, se art. herom. [Litt.: Will. Scharling,
«Bankpolitik» (Kbh. 1900).]
Banks [bæᶇks], Sir Joseph (1743—1820), eng.
naturforsker og opdagelsesreisende. Var med paa Cook’s
første reise om jorden. Efterlod sig et berømt bibliotek.
Banks [bæᶇks], Nathaniel Prentiss (1816—94),
nordamer, politiker og general, først bomuldsspinder,
siden redaktør og medlem af kongressen. Som ivrig
modstander af slaveriet deltog han i krigen 1861—65, i
begyndelsen som oberst for en bataljon frivillige. Han blev
hurtig general og førte overbefalingen i flere træfninger.
Bankura, hovedstad i et distrikt af samme navn i
Bengalen, Forindien, ca. 20000 indb., livlig handel.
Bankvand, et vandlag i Nordsjøen og Skagerak af en
saltholdighed af 32—34 pro mille, dannet ved opblanding
af det salte Nordsjøvand med ferskere vand fra kysterne.
Man skjelner mellem et koldere «nordligt b.» og et
varmere «sydligt b.», hvis indbyrdes forhold i udbredelse
og mægtighed antages at øve indflydelse paa sildens
indsig til kysterne.
Bann [bæn], elv i nordl. Irland (provinsen Ulster),
udspringer paa Mournefjeldene, gaar gjennem Lough
Neagh og falder ud i Atlanterhavet ved Coleraine;
93 km. lang, rig paa laks.
Bann, oldtysk-gotisk ord, men tidlig optaget i oldnorsk.
Betyder egentlig forbud (bl. a. handelsforbud),
men brugtes senere i forskjellige anvendelser
om straf for forbudenes overtrædelse (fredløshed, bøder
o. l.). I det kirkelige sprog er b. (ekskommunikation)
udelukkelse af menigheden. Paa grundlag af den hellige
skrifts ord har allerede den apost. kirke udstødt aabenlyse
syndere af menigheden, vistnok oprindelig for hele livet.
Senere tillod kirken en gjenoptagelse i menigheden efter
forskjellige bodsstraffe. Denne indrømmelse fremkaldte
flere stridigheder og medførte adskillige udtrædelser
(novatianismen, donatismen). Oprindelig var magten til
at lyse i b. lagt i menighedens haand, men senere gik
den over til geistligheden. I middelalderen skjelnede
man mellem det lille og det store bann. Det første:
udelukkelsen fra kirkens sakramenter, var en pædagogisk
forholdsregel. Det sidste (anatema, s. d.), kirkens sværeste
straf, medførte udelukkelse fra alle kirkens goder. Den
middelalderlige kirkeret krævede, at den verdslige magt
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
