Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 723-724 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bark (skib) - Barka - Barkald - Barkaldfoss - Barkarole - Barka's - Barkbiller - Barkbrand - Barkdyret - Ordbøgerne: B - betrauern ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Barkskib

.

Barka, Nord-Afrika, en halvø ved Middelhavet mellem
den Store Syrte og Ægypten. Danner et ca. 500 m. høit,
i n. af kalk, i s. af sandsten bestaaende plateau, som
ved en brudsænkning i s. er, skilt fra den Libyske ørken.
Kun i n. tilstrækkelig (vinter-)regn, derfor her frugtbart
aker- og england, tuja-skoge, oliven- og palmelunde paa
skraaningerne af Djebel el Achdar («grønne fjelde»), men
i s. en tør halfa-steppe paa overgangen til ørkenen.
Er siden 1879 et tyrk. mutessarifat, som efter hovedstaden
kaldes Ben Ghasi, ca. 150000 km.² med ca. 300000 indb.
(2 pr. km.²). I oldtiden en blomstrende græsk koloni,
Kyrenaïka, saa kaldt efter den 631 f. Kr. af dorer
fra Thera anlagte hovedstad Kyrene, hvoraf ruiner ved
Gurena i n.

Barkald, jernbanestation (post og telegraf) ved
Trondhjems-banen, 453 m. o. h., 178 km. fra Hamar,
Lille-Elvedalen herred, Østerdalen.
I nærheden den merkelige fjeldkløft Jutulhugget.

Barkaldfoss (Barkalden), vandfald (4 m.) i Glommen,
nær Barkald jernbanestation, Lille-Elvedalen herred.
Hedemarkens amt.

Barkarole (ital., af barcaruola, en liden baad), en
gondoliersang, alm. i moll og 6/8 takt, er ogsaa ofte
benyttet i operaer, f. eks. «Othello», «Zampa», «Den
stumme», «Fra Diavolo», og endog i den rene
instrumentalmusik (Chopin, Mendelssohn m. fl.).

Barka’s (barkasse) er den største skibsbaad paa et
orlogsskib. Den har sedvanlig dampmaskine.

Barkbiller (scolytidæ, bostrychidæ), en familie af smaa
sorte eller brunfarvede og valseformige biller, beslegtede
med snudebillerne, men uden disses fremstaaende snude.

Barkbille: Furumarvboreren. Stregen tilh. paa billedet angiver insektets størrelse.

Larverne ligner ogsaa snudebillernes, idet de er krumbøiede,
fodløse og blinde, blege af farve og tyndhudede, med brunt
hornagtigt hoved. Udvikles under barken eller i veden af
bar- eller løvtrær. Efter parringen gnaver hunnerne saakaldte
modergange, hvori eggene lægges; de deraf udklækkede
larver gnaver saa senere ud fra modergangen hver sine
larvegange, hvorved der opstaar for hver enkelt
art meget karakteristisk udseende gangformer, B.s betydning
særlig for granskogen har været meget omstridt, idet man
tidligere alm. tilskrev dem skylden for den ødelæggende
«grantørke», medens man i den senere tid mere og mere er
gaaet over til den anskuelse, at de ialfald som regel ikke
angriber friske trær, men kun saadanne, som af andre
grunde (storm, for sterk hugst e. l.) er syge i forveien.

For granens vedkommende er den vigtigste art typografen
(tomicus typographus), hvis gange man finder overalt
under barken paa omblæste eller paa roden hensygnende grantrær.
Under furubark udvikles bl. a. furumarvboreren eller
skoggartneren (hylesinus piniperda), der især gjør sig
bemerket ved, at billen udhuler de unge furuskud, saa de ofte
i stor mængde falder af, hvorved trærne faar en eiendommelig
deformeret kronedannelse og skades i sin udvikling.

Barkbiller: Furuskud angrebet af hylesinus piniperda. Fuld størrelse.

Under barken hos løvtrær yngler ogsaa flere arter,
baade paa ask, alm, birk, frugttrær o. fl. Blandt de
vedborende arter kan nævnes æblebarkbillen
(xyleborus dispar), der ofte dræber unge frugttrær
ved at bore i stammerne.

Barkbrand, opflagning og afskalling af barken paa
træstammer som følge af for sterk solbestraaling, der
dræber det indenforliggende saftførende, delingsdygtige
cellevæv (kambium). B. forekommer særlig paa tyndbarkede
trær, der pludselig blotstilles, f. eks. i hugstkanter,
paa fritstillede frøtrær etc. Kan virke dræbende
paa trærne.

Barkdyret (rhytina-gigas), en i 1768 udryddet sjøko,
tilhørende en egen slegt. Beboede kysterne af Beringshavet
og Østsibirien og blev først opdaget 1742 af den
anden Beringsekspedition. Den er beskrevet af Steller,
ekspeditionens naturforsker, og af Waxell, ekspeditionens
næstkommanderende; den sidste har leveret de to eneste
efter selvsyn tegnede billeder af dyret. — B. havde
væsentlig samme legemsform som de nulevende sjøkjør,
men var større end disse (7—9 m. lang). Halefinnen
bred, vandret; ingen baglemmer, luffeagtige forlemmer.
Hovedet mindede om en bøffels; munden tandløs, men
med en haard knuseplade af horn i hver kjævehalvdel.
De ydre ører lidet udviklet. Huden var mørkebrun,

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>