Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belgien - Ordbøgerne: B - bord ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var betydelig baade materielt og aandelig; 1772 oprettedes
videnskabernes akademi. 1780 besteg Josef II
Østerriges trone. Det lykkedes ham at faa ophævet
Barrièretraktaten, men ikke Scheldes spærring. Da han
vilde bringe styrelsen i B. i samklang med styrelsen i
Østerrige og indføre andre forandringer, blev hans planer
mødt med en uafhængighedserklæring og væbnet modstand
(1788), og først to aar efter blev det østerrigske
herredømme atter oprettet. Det revolutionære Frankriges
betydningsfulde seier ved Jemappes (s. d.) ledede til B.s
erobring (1794), og ved fredsslutningerne i Campo-Formio
1797 og Lunéville 1801 forenedes B. fuldstændig med
Frankrige, deltes i 10 departementer og fik love og
institutioner fælles med dette land.
Efter Napoleons fald blev magterne paa Wienerkongressen
enige om at forene Holland og B. for paa den maade
at danne en sterk stat ved Frankriges nordgrænse.
Hollands regent, prins Vilhelm af Oranien, som nu
kaldte sig Vilhelm I af Nederlandene, lod i løbet
af sommeren 1815 ved hjælp af en kommission af
fremragende holhendere og belgere udarbeide en
helstatsforfatning for de to lande, som bl. a. indeholdt en
bestemmelse om et lige antal deputerede til den fælles
nationalforsamling, uagtet B. paa dette tidspunkt havde
en befolkning paa over 1 mill. flere end Holland.
24 aug. s. a. aflagde Vilhelm ed til forfatningen; men da
selve forfatningsudkastet i mellemtiden var blevet særdeles
ugunstig modtaget i indflydelsesrige kredse i B., indeholdt
foreningen lige fra begyndelsen af spiren til sin
egen undergang. Den følgende 15-aars unionstid mellem
Holland og B. er derfor fuld af stadige rivninger, som
dels er at føre tilbage til historisk-politiske,
socialreligiøse og sproglige modsætninger hos de to folk, dels
til paaviselige feilgreb fra hollandsk side. Under disse
omstændigheder blev B.s betydningsfulde materielle og kulturelle
fremgang i unionstiden et naturligt led i dets nationale
bestræbelser, og som et resultat af julirevolutionen
i Frankrige i 1830 kom høsten s. a. den belgiske
revolution, som endte med opløsningen af unionen mellem
Holland og B. og oprettelsen af kongeriget B. under
Leopold I (tidligere prins af Sachsen-Koburg) efter valg
af nationalforsamlingen. Denne begivenhed (juni 1831)
blev i nov. s. a. efterfulgt af en garanti fra stormagternes
side om stedsevarig neutralitet for B. Da kongen af
Holland ikke vilde bøie sig for den nye tingenes tilstand,
kom det til en kort krig mellem Holland og B., som
imidlertid blev afsluttet i løbet af 1832 ved fransk
indblanding til B.s fordel. Først 7 aar efter fulgte
Hollands officielle anerkjendelse af B.s uafhængighed. —
B.s historie siden 1832 er en uafbrudt fredsperiode, som
i korthed kan skisseres saaledes: I det nærmeste tiaar
efter revolutionen af 1830 var der ingen tydelige
partigrænser tilstede, og de to ministerier, som fylder
denne periode, betegnes derfor i den belgiske historie
som «samlingsregjeringer» (ministères unionistes).
Efter et kort forsøg med et ensartet liberalt ministerium
(1840—41) vendte man i aarene 1841—46 atter tilbage til
samlingsregjeringer; men siden har der udelukkende været
partiregjeringer. I løbet af disse seksti aar har det liberale
parti været ved magten fra 1847—55, 1857—70 og 1878—84.
Det konservative parti («katolikerne») har været inde i
1846 (da det første gang dannede regjering); endvidere i
aarene 1855—57, 1870- 78, 1884 til april 1907, da der paa
spørsmaalet om grubeloven indtraadte en ministerkrise,
som i dette øieblik (april 1907) endnu ikke er løst.
De mest fremtrædende partiførere i samme tidsrum er paa
liberal side Charles Bogier og Frère-Orban og paa konservativ
side Beernaert og Woeste. De spørsmaal, som især har vakt
bevægelse, er folkeskoleundervisningen og stemmeretten,
som begge har en særdeles indviklet historie.
Med hensyn til den første faar det være tilstrækkeligt
at fastslaa, at det konservative parti ved loven af 1895
atter har lagt folkeskolen paa den tvungne
religionsundervisnings grund i modsætning til de liberale og
arbeiderpartiet, hvis program er «konfessionsløse» skoler.
Hvad den anden post angaar, har det vistnok (1893) lykkes
at gjennemføre alm. stemmeret for mænd (i staten); men
da der samtidig hersker pluralitetsvalg, kan spørsmaalet
endnu ikke siges at være helt løst. — Ved siden af de
to ledende partier, katolikerne og de liberale, spiller
socialisterne en stor rolle, specielt siden 1886, da B.
rystedes af svære arbeideruroligheder, som maatte
dæmpes med militær. Fra dette aar, som i almindelighed
regnes for det mest kritiske i B.s nyeste historie, daterer
sig praktisk talt hele det sociale lovgivningsarbeide.
Ved de sidste valg (1906) gjorde de liberale stor fremgang,
delvis paa socialisternes bekostning.
[Litt.: Moke, «Histoire de Belgique» (Gent 1881, 7 udg.);
Poullet, «Histoire politique interne» (2 bd. 1892);
«Archives Belges, revue critique d’historiographie nationale» (udg. af Kurth, Liège 1899 ff.).]
Kunst. Den belgiske kunst har i nyere tid staaet i
nært afhængighedsforhold til den franske.
Ved begyndelsen af det 19 aarh. afspeiler den trofast de
klassisistiske strømninger, som udgaar fra David, og efter
julirevolutionen gaar den i Delaroches mere romantiske
skole. Først fra omkr. 1850 kan man tale om et
selvstændigt belgisk maleri. Under indflydelse af Courbet
udvikles der en moderne, alvorlig folkelivsskildring, hvis
betydeligste repræsentant er De Groux. Landskabskunsten
staar i gjæld til den franske impressionisme, og det
mondæne maleri, som har vundet en velkjendt udøver
i Alfr. Stevens, er udviklet lige meget under indtryk af
livet i Paris som i Brüssel. I maleren og billedhuggeren
Constantin Meuniers storskaarne skildringer fra
gruberne har den belgiske kunst ved aarh.s slutning
givet sig sit betydeligste og mest nationale udtryk.
Litteratur. B.s litteratur er skrevet dels paa fransk,
dels paa flamsk og dels paa vallonsk. Den flamske bevægelse,
hvis maal har været at hævde det flamske sprog ved
siden af det franske, begyndte i 1840-aarene.
Bevægelsens første, energiske leder var publicisten J. F.Willems.
Ved hans side stod en række digtere, blandt dem den
begeistrede, urolige Theodoor van Rijswijk, endvidere
Prudens van Duyse og K. L. Ledeganck. Samtidig skrev
den udmerkede forfatter Hendrik Conscience sine romaner
og noveller, og Charles de Coster gav i sin betydningsfulde
bog om Uylenspiegel udtryk for den flamske karakters
væsen. Elegikeren Octave Pirmez var præget af fransk
aand; derimod fik den flamske retning nye dyrkere i
den varme, patriotiske digter J. M. Dautzenberg, den
fine lyriker Jan van Beers, poeterne J. de Geyter,
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
