Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berger og Fosseklevens fabriker - Bergerac, Savinien Cyrano de - Bergerac - Bergerat, Auguste Émile - Bergflette - Bergfolk - Bergfrihed - Bergfrue, se Bergbrud - Bergfæste - Berggreen, Andreas Peter - Berggren, Sven - Berggrønt - Berggylte - Bergh, Christian Wilhelm - Bergh, Christopher Anker - Ordbøgerne: B - broutille ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved fabrikerne beskjæftiges ialt ca. 800 mand, hvoraf ca. 300
faste arbeidere, der bor i vel indredede arbeiderboliger med
have (to familier i hver bygning). Fabriken har egen skole,
egen læge etc.
Bergerac [bæržəra’k], Savinien Cyrano de (1619—55),
fr. forfatter, fra Gascogne, officer, bekjendt for sine
mange dueller, hvis aarsag ofte var spot med hans
uformelige næse. Han har skrevet tragedier og komedier,
hvoriblandt «Le pédant joué», samt de fantasifulde,
satiriske prosaarbeider «Voyage dans la lune» og «Histoire
comique des états et empires du soleil», der har tjent
som forbilleder for Swift, Holberg og Voltaire. B.s liv
er med romantisk frihed benyttet af E. de Rostand i det
versificerede drama «Cyrano de Bergerac».
Bergerac [bæržəra’k], by i sydvestlige Frankrige,
depart. Dordogne, ved elven Dordogne, 12834 indb. (1901).
Fabrikation af papir og jern, handel med vin og trøfler;
før betydelig større. Religionsfred 17/9 1577.
Bergerat [bæržərá], Auguste Émile (1845—), fr.
forfatter, gjorde sig bemerket som kronikør i «Figaro»
under pseudonymet Caliban, led som dramatiker i lang
tid nederlag, har senere havt mere held med sig; særlig
opmerksomhed vakte dramaet «Plus que reine» (1899),
hvis emne er Napoleons skilsmisse.
Bergflette, ogsaa kaldt vedbende el. efeu (hedera
helix), en vakker busk med lange stængler, der ved
hjælp af særegne hefterødder klatrer opad klipper, trær
eller andre støttende gjenstande, som den dækker med
sine tykke, glinsende, skjønt formede blade. Disse er
3—5-lappede, eller paa de blomstrende grene udelte.
De grønlige, uanselige blomster, der er samlet i skjerme,
springer først ud sent paa høsten, og de sorte bær modnes
efterfølgende vaar. Hos os kun i de sydligste kystegne.
Bergfolk kaldes i den norske folketro de overnaturlige
væsener, som tænkes boende i fjelde. I norrøn litteratur
betegner bergbúi d. s. s. jotun og er vistnok
oprindelig opfattet som en personifikation af naturkræfterne.
Men det var ogsaa alm. tro, at menneskene efter døden
gik ind i fjelde. Her viser sig da en sammenblanding
med haugfolk, som egentlig betegner de afdøde
(oldn. haugbúi om den hauglagte afdøde, sml. nyn.
haugebonde), I nutidens folketro flyder b. paa
mange maader over i haugfolk og underjordiske,
saa at ikke alene jutuler, riser og trold tænkes at bo i
berget, men ogsaa huldre og tusser. Bergfolkets verden
svarer til menneskets. Der findes bergkonge, -dronning,
-kjærring o. s. v. De er meget rige, og i deres boliger
glimrer det af guld og sølv. De er dels venlige, dels
fiendtlige mod menneskene, søger ofte at lokke dem ind
til sig i berget og kan faa børn med dem; flere af de
gamle kjæmper sagdes at være af troldæt. Bergmanden
(t. Bergmännchen) kjendes overalt i det nordlige Europa
som et væsen, der oftest tænkes at holde til i gruberne
og sedvanlig søger at hindre arbeiderne fra at røve fjeldets
skatte. Se Huldren, Haugfolk, Jutuler, Trold.
Bergfrihed betegner fri ret for enhver til at skjærpe
og mute paa ertser og metaller samt at anlægge bergverker.
I Norge er bergfriheden ved lov af 1903 indskrænket
til kun at gjælde landets egne borgere.
Bergfrue, se Bergbrud.
Bergfæste er dele af et ertsleiested, som man
under afbygningen af en grube lader staa igjen for at
understøtte siderne eller taget i arbeidsrummet.
Berggreen, Andreas Peter (1801—80), d. komponist
og musikpædagog, har væsentlig komponeret i mindre
former og har i sine folkelige og religiøse smaa melodier
lagt for dagen megen epigrammatisk evne.
Berggren, Sven (1837—), sv. botaniker, f. i Skåne,
blev efter at have været docent (1866—81) og ekstraordinær
professor (1881—83) i Upsala professor i Lund, fra hvilken
stilling han tog afsked i 1902. Deltog i de svenske
arktiske ekspeditioner til Spitsbergen 1868 og Grønland
1870, samt foretog i 1870-aarene en verdensomseiling.
Har bl. a. leveret flere arbeider over moser samt
floristiske beskrivelser af arktiske egne o. a. st.
Berggrønt er fint malet og slemmet malakit, det
benyttes som malerfarve, men erstattes hyppigst af et
kunstprodukt, som faaes ved at fælde en opløsning af
kobbervitriol med soda eller kalk under tilsætning af
vinsten (brunsvigergrønt).
Berggylte (labrus bergylta) tilhører læbefiskene (s. d.),
kan blive over 1/2 meter, optræder dels i en grønlig,
dels i en gulbrun farvevarietet, har 3 pigstraaler i
analfinnen og mindst 19 i rygfinnen. Forekommer langs
Norges sydkyst op til Trondhjemsfjorden; fanges oftere,
men er ikke gjenstand for specielt fiskeri. Sydover
udbredt til Middelhavet.
Bergh, Christian Wilhelm (1814-73), n. officer,
major i ingeniørbrigaden, ansattes 1852 som indredepartementets
veiassistent og konstitueredes 1864 i det da nyoprettede
veidirektørembede, som han beklædte til sin død.
B. var en mere end almindelig vel udstyret, initiativrig
og arbeidskraftig personlighed, hvis virksomhed for det
norske veivæsens udvikling har været epokegjørende.
Før B.s tid foregik veibygningen her i landet efter
forældede metoder uden system og oversigt.
 |
| Chr.Wilh. Bergh. (Efter maleri af K. Bergslien omkr. 1870.) |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
