Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjarne Erlingssøn ... - Ordbøgerne: C - chapiteau ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det i sagaerne bevarede navn paa bjarmernes gudebillede,
Jomali, er da ogsaa et finsk (Jumala), ikke et permisk
ord. De gamle bjarmer drev stor handel; østerlandenes
varer førtes ned til dem paa de store elve, langs hvilke
der opstod vigtige stapelpladse, som Kolmogori ved
Dvinas munding, noget ovenfor Arkangel. Ottar (s. d.)
fortæller i sin reiseberetning fra det 9 aarh., at bjarmerne
boede i et vel bebygget og frugtbart land og talte et
sprog, som han syntes lignede lappisk. Rygtet om deres
rigdom lokkede snart nordmændene til hærtog; sagaerne
ved at fortælle om flere saadanne bjarmelandsfærder. I
1026 plyndrede saaledes Tore Hund af Bjarkø og hans
reisefæller bjarmernes begravelsesplads og deres
guldsmykkede Jumalabillede. Det sidste kjendte herjetog
foretoges 1222. I det 13 og 14 aarh. maatte bjarmerne
forsvare sin uafhængighed mod russerne i Novgorod,
som trængte frem skridt for skridt, anlagde klostre,
udbredte kristendommen og tilsidst vandt et fuldstændigt
herredømme i disse egne (ca. 1400).
Bjarne Erlingssøn, se Bjarkøætten.
Bjarne Herjulfssøn, islænding, dreves paa en reise
til Grønland (ved aar 1000) ud af kursen af en
nordenstorm og fik to gange øie paa fremmed skogbevokset
land uden fjelde, men gik ikke fra borde; fik saa bør
og naaede Grønland efter 6 dages seilads. Ved at følge
hans anvisning opdagede Leif den hepne (s. d.) Vinland.
Det land, B. sidst saa, maa vel søges paa Nordamerikas
østre kyst mellem 40—50 breddegrad.
Bjarne Kolbeinsson var biskop paa Orknøerne
1190—1222. Bekjendt dels gjennem sine reiser til Norge,
under hvilke han bl. a. optraadte som mægler for kong
Sverre, dels for sin drapa om slaget i Hjørungavaag
(986). Ogsaa et ordsprogsdigt tillægges almindelig ham.
Bjarne Maardssøn, se Bjarkøætten.
Bjel.., bjela.., bjelo, rus. adjektiv: hvid; polsk
bial, serbisk bel (f. eks. i Belgrad: den hvide by).
Bjeldefuglen, blaastrubesangeren, se Rødstjertslegten.
Bjelev (Belev), by i midtre Rusland, guv. Tula, ved
elven Oka, 9567 indb. Handel med korn, hamp, talg
o. s. v.; industri. 19 kirker og 2 klostre.
Bjelgi (Bjeloi), by i vestlige Rusland, guv. Smolensk,
ved elven Olscha, bielv til Diina, 6965 indb. Handel
med korn, uld og læder paa Østersjøprovinserne.
Bjelgorod, «hvide by».
1. By i Rusland, guv. Kursk, ved elven Donets, 21850 indb.
Industri og handel med læder, lys, kalk o. s. v.; 3 markeder.
Erkebiskop.
2. En del af Moskva (s. d.).
3. Slavisk navn paa byen Akjerman (s. d.).
Bjelina, by i nordøstlige Bosnien, mellem Drina og
Sava, 9732 indb. (væsentlig muhammedanere). Handel
med korn og kvæg, militær station.
Bjelinskij, Vissarion Grigorjevitsj (1810—48),
fremragende rus. litteraturkritiker. Har øvet en
betydelig indflydelse paa den rus. litteraturs udvikling
lige til vore dage, navnlig som redaktør af den
kritiske afdeling af tidsskriftet «Atjétschestvennye sapiski»
(«Fædrelandske annaler»), idet han i løbet af 7 aar i
større afhandlinger kritisk gjennemgik alle vigtigere rus.
forfatteres verker til og med Puschkin. Arbeidede
herunder ogsaa ivrig for udbredelsen af filosofen Hegels
ideer. Ikke mindst indflydelse øvede hans personlige
omgang med Dostojevskij, Gogolj, Turgenjef m. fl.
Bjelke, adelsslegt, udbredt i Danmark og Norge. Den
norske grens stamfader er dansken Jens Tillufssøn B.
(d. 1559), som blev gift med Lucia Henriksdatter
(Gyldenløve) og saaledes kom i besiddelse af Østraat, der senere
stadig var slegtens hovedsæde. —
J. T.s sønnesøn, Jens Aagessøn B.(1580—1659), eiede
foruden Østraat en række andre store sædegaarde over hele
Norge (Ellinggaard, Sande, Herrebrøden, Tøien, Hovinsholm,
Kanestrøm, Storfosen o. m. fl.) med tilliggende bondegods
og var Norges rigeste godseier paa sin tid. Fra 1614 til
sin død var J. A. B. Norges kansler og havde som saadan
baade med retspleien og lovgivningen at bestille.
1633 opnaaede han at faa det store Bergenhus len, som han
i 1641 ombyttede med Stavanger. Han var derved stillet
i klasse med de danske lensherrer i Norge og fjernede sig
nu noget fra den øvrige norske adel, hvis fører han hidtil
stedse havde været i dens kamp for større rettigheder.
J. A. B., der var en hæderlig, erfaren og jevnt dygtig
embedsmand, har ogsaa skrevet digte, som dog alle er meget
slette; heller ikke hans forarbeide til en revision af det
norske lovverk har synderlig værdi. —
Jørgen B. (1621—96), officer, søn af foreg., deltog i
Hannibalsfeiden og gik senere i udenlandsk krigstjeneste. Efter
hjemkomsten blev han i 1651 medlem af kommissionen
til undersøgelse af Hannibal Sehesteds forhold i Norge og
fik Agdesiden til len. Han viste sig her meget virksom
og fik bl. a. oprettet Lindesnes fyr. Ved krigens
udbrud 1657 udnævntes han til generalkommissær og
overtog den militære kommando i Trondhjem; han samlede
straks 2500 mand og fordrev de svenske tropper fra
Jemtland; derefter beleirede og indtog han Froso skanse,
men maatte saa drage sydover for at møde et svensk
indfald i Bohuslen. Det heldige og dygtig udførte tog
til Jemtland beundredes med rette af samtiden og ikke
mindst af den svenske krigerkonge Karl Gustaf. I 1658
udnævntes J. B. til generalløitnant over militsen i Norge.
Han troede ikke paa fredens varighed og gik straks
igang med at forberede alt til en ny krig. Da saa
fredsbruddet kom, tog han hele den øverste ledelse i sin
haand og førte krigen efter en nøie gjennemtænkt plan.
I det nordenfjeldske forberedte han det angreb, ved
hvilket svenskerne dreves ud af Trondhjems by og len,
som saaledes reddedes for Norge. I 1659 slog han med
en liden, usselt klædt og ilde medtagen troppeafdeling
(650 mand) den overlegne svenske hær ved Halden og
bemægtigede sig Bohuslen, og da svenskerne kom igjen
med forsterkninger, trak han sig tilbage til Halden og
tilføiede dem her et nyt nederlag. Efter statsforandringen
blev J. B. rigsraad og medlem af flere kollegier; men
han følte sig forurettet ved, at en anden (Claus Ahlefeld)
blev kommanderende general i Norge. Ved sin
selvbevidsthed og sin fritalenhed paadrog han sig
Gyldenløves uvilje og benyttedes ikke i den skaanske krig.
Derimod sluttede han sig nøie til Griffenfeldt, og tog
aabent parti for ham ved hans fald. Derved paadrog
han sig kongens unaade, afskedigedes fra de høie
stillinger, han havde faaet af Griffenfeldt og sendtes som
amtmand til Kallundborg. Hans økonomiske forhold
var meget trykket, saa han efterhaanden maatte skille
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
