Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1041-1042 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blaastrubesanger ... - Ordbøgerne: C - chip ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Blaastrubesanger el. blaakjælk, se Rødstjertslegten.

Blaastrømpe, spottende benævnelse paa kvinder, der
giver sig af med litterær virksomhed, stammer fra et
lærd selskab af begge kjøn, som opr. stiftedes i Venedig
(under navnet «Dela calza»), kom til Paris 1590, til England
1780. Spotnavnet har nu omtr. tabt sin kurs, da antallet
af forfatterinder er tiltaget saa sterkt, at denne
virksomhed ikke længer kan ansees som ualmindelig for kvinder,

Blaasymre, se Anemone.

Blaasyre, d. s. s. cyanvandstof, se Cyan.

Blaasølv, d. s. s. sølvglans (s. d.).

Blaataarn, det gamle Kjøbenhavns slots hovedtaarn,
stod nær ved Kristiansborg. Paa den egentlige
taarnbygning, som oprindelig havde blytag, deraf
navnet B., satte Kristian IV et høit kobbertækket
spir, prydet med tre forgyldte kroner. I den
skikkelse er B. kjendt fra billeder. B., der fra
gammel tid var fangetaarn, er bekjendt især fra
Leonora Christina Ulfeldts livstragedie (s. d.).
B. blev nedrevet 1732 sammen med resten af slottet
for at give plads for Kristiansborg.

Blaataarn.

Blaat blod, om fornem byrd, stammer antagelig
fra Spanien paa maurernes tid, da man ved sangre azul
betegnede den blonde vestgotiske adel med gjennemsigtig
hud i modsætning til de mørke maurer.

Blaatræ, se Kampesche.

Blaavandshuk er Jyllands vestpunkt, det skarpe
hjørne, hvor kysten dreier fra nord. B. dækkes af
lave klitter, men har en grundvold af fast sandsten og
modstaar derfor godt havet. Indenfor pynten er i 1901
opført et fyrtaarn, 40 m. høit, der lyser 5 mil ud over
det farlige Horns rev. Her er redningsstation.

Blaaveis, se Anemone.

Blacas d’Aulps [blakadå’p], Pierre Louis Jean
Casimir, hertug af (1771—1839), fr. diplomat. Under
revolutionen ivrig royalist. Emigrant. 1814 Ludvig XVIII’s
husminister; bærer hovedansvaret for mange feilgreb.
Senere benyttet som diplomat i Rom og Neapel.
Negtede 1830 at aflægge ed til Ludvig Filip. Fulgte
Karl X i landflygtighed.

Blache, Christian Vigilius (1838—), d. maler,
titulær professor. B. er sjømaler og anseet for sin
ædruelige, nøiagtige gjengivelse af vandet og luften; hans
billeder indeholder ofte en livfuld begivenhed.

Black [blæk], Adam (1784—1874), skotsk politiker
og forlægger, grundlagde sit forlag i Edinburgh sammen
med broderen Charles B. (1807), overtog 1827 forlaget
af «Encyclopædia Britannica» (s. d.) og har bl. a. Walter
Scotts verker paa forlag. 1891 flyttedes forlaget til London.

Black [blæk], Greene V. (1836—), amer. læge og
tandlæge, bl. a. bekjendt ved verker om tændernes anatomi, om
tandhulernes præparering for indlægning af metalplomber
og om det saakaldte plomberingsamalgam. Bestyrer
tandlægeafdelingen ved Northwestern university i Chicago.

Black [blæk], Joseph (1728—99), skotsk kemiker,
1756—66 professor i anatomi og kemi i Glasgow,
derefter i Edinburgh. B. var en fremragende kemiker, der
udførte betydningsfulde undersøgelser over luftarterne,
især over kulsyren og dennes forbindelser. Opdagede
1762 den «latente varme».

Black [blæk], William (1841—98), skotsk forfatter,
en tid journalist, behandlede i sine romaner ofte emner
fra Skotland, slog igjennem med «A daughter of Heth»
(1871) og befæstede straks sin popularitet med «The strange
adventures of a Phaeton» og «A princess of Thule». Af
hans senere talrige og afholdte bøger kan nævnes: «Madcap
Violet», «Macleod of Dare», «White wings», «Sunrise»,
«White heather», «Donald Ross of Heimra».

Black-and-tan [blæk ən tæn], terrier, se Hunderacer.

Black and white [blæk ən wai’t], illustreret eng.
ugeblad, grundet 1891, særlig bekjendt ved sit billedstof.
Blandt dets medarbeidere findes mænd som Herkomer
og Max Cooper; af dets litterære medarbeidere kan nævnes
A. C. Swinburne, Bret Harte, Kipling, Stevenson,
nordmanden Brækstad o. m. a.

Black bass [blæk], se Lakseabor.

Blackburn [blæ’kbən], England, fabrikby i
Lancashire, indenfor Preston, ved Darwen, tilløb fra s. til
Ribble, og ved Aire-kanalen mellem Leeds og Preston,
130000 indb. B. ligger paa det store kulfelt v. f. det
Penninske aasdrag og har betydelig bomuldsvævning.

Blackburne [blæ’kbən], James Harry (1842—),
eng. schakspiller, der siden 1860-aarene har udmerket
sig i talrige turneringer; især kjendt for sine blindspil,
hvor kun Pillsbury (s. d.) er hans mester.

Blackfeet-indianere [blækfit-], algonkinstamme mellem
øvre Missouri og Saskatchewan paa begge sider af den
kanad.-amer. grænse. Af understammerne Kena og Piegan
lever endnu omtr. 2000 i Montana (Blackfeet Agency),
noget flere i Kanada.

Blackfeet-indianer.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>