Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boers ... - Ordbøgerne: C - condescendance ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en krigserklæring. — Den krig, som nu begyndte, og som
overalt blev opfattet som en verdensbegivenhed af rang,
var i begyndelsen overordentlig gunstig for boerne. I
løbet af høsten 1899 gik de med undtagelse af nederlaget
ved Elandslaagte, som imidlertid ikke fik nogen
betydning for deres fremrykning i Natal, praktisk talt
fra seier til seier. Under sine fremragende førere Joubert,
Botha, De Wet, Cronje og Delarey m. fl. slog de
engelskmændene under general White ved Lombards kop og
Nicholsons nek (30 okt.). Gatacre ved Stormberg (10 dec.),
Lord Methuen ved Magersfontein (11 dec.), hvor bl. a.
«det skandinaviske korps» udmerkede sig paa boernes
side, og endelig general Buller ved Colenso (15 dec.).
De tre sidstnævnte slag, som alle blev leveret i løbet af
en eneste uge (the black week, d. e. «den sorte uge>),
gjorde England klar over krigens art og rækkevidde, og
over hele linjen merkedes dette gjennembrud i den
offentlige mening. I virkeligheden blev hele krigen
organiseret fra nyt af og ledelsen lagt over i nye hænder.
Buller, som hidtil havde været overgeneral, maatte vige
pladsen for Lord Roberts med Lord Kitchener som
stabschef. Den nye overgeneral, som begyndte sin
fremrykning 10 febr. 1900, indførte en fuldstændig ny taktik,
hvorved han overraskede og omringede Cronje, der
havde ventet sig et af de gamle frontangreb, som
engelskmændene hidtil havde fortsat med paa trods af al
erfaring. Denne begivenhed, som fandt sted ved Paardeberg
27 febr., hvor Cronje blev taget tilfange med 5500 mand,
løste floken. Allerede 15 febr. havde Lord Roberts’
fremrykning sat engelskmændene istand til at undsætte
Kimberley; i dagene omkring 1 mars fulgte undsætningen
af Ladysmith og endelig 17 mai undsætningen af Mafeking.
Alle disse byer var blevet indesluttet i oktober
1899, og specielt havde Ladysmith kostet engelskmændene
blodige tab, sidst ved Spion kop 22 jan., boernes sidste
betydelige seier i denne krig. — Imidlertid fortsatte Lord
Roberts veien nordover fra Paardeberg og holdt 13 mars
sit indtog i Bloemfontein, Oranjefristatens hovedstad.
Opholdet her varede henved seks uger, hvorunder Lord
Roberts blev alvorlig foruroliget af De Wet, der efter
en større seierrig træfning ved Sannahs post (31 mars)
satte sig i besiddelse af vandledningen til Bloemfontein,
som han afskar med den følge, at der udbrød en enterisk
feber i den britiske okkupationshær, som kostede over
1000 mand livet af vel 8000 syge. 1 mai brød Lord
Roberts op fra Bloemfontein og holdt, efter underveis at
have erklæret Oranjefristaten annekteret under navn af
«Oranjeflodkolonien», efter en marsch paa 330 km.,
hvorunder han praktisk talt ikke stødte paa nogen modstand,
sit indtog i Pretoria (5 juni). Den Sydafrik. republik
annekteredes under navnet Transvaal, medens præsident
Krüger, som efter hovedstadens fald ledede regjeringen
fra et jernbanetog, som stadig stod med dampen oppe,
noget senere maatte søge ud af landet, hvorefter han
over Delagoa Bay indskibede sig til Europa ombord paa
et hollandsk krigsskib. — Med indtagelsen af Pretoria
gaar krigen over fra en regulær krig til en guerillakrig,
som hele tiden blev ført med den mest beundringsværdige
udholdenhed fra boernes side, og hvorunder navnlig
De Wet flere gange tilføiede briterne alvorlige tab.
I dec. 1900 traadte Lord Roberts tilbage og overlod resten
af arbeidet til Lord Kitchener, og udpaa vaaren 1901
blev der indledet fredsunderhandlinger mellem denne og
general Botha. Da imidlertid den engelske regjering
paa en uklog maade strammede Englands fordringer,
gik forhandlingerne istykker, og krigen blev atter
gjenoptaget. I dette krigens sidste aar (mars 1901—02) havde
den karakter af en fuldstændig udryddelseskrig, hvori
navnlig «koncentrationsleirene » (s. d.) med sin
dødelighedsprocent af optil 400 pr. 1000 (af børn døde 11000
i disse leire i løbet af 1901) og «farmbrændingerne»
slog samtiden med forfærdelse og vakte levende protest
ogsaa i England. Under disse omstændigheder kom freden
i Vereeniging 31 mai 1902 som en befrielse for begge
parter. Boerrepublikerne gik med paa at opgive sin
nationale uafhængighed og lade sig indlemme i det brit.
verdensrige, mod at England sikrede dem bl. a. indre
selvstyre og lige ret for det hollandske som for det
britiske sprog. Dette løfte er nu (1907) indfriet.
[Litt.: J. Allum, «Boerne og deres kampe». Kra. 1901;
S. C. Hammer, «Boerkrigens historie», Kra. 1902;
H. Koht, «Transvaal og burarne », Kra. 1899. —
Paa engelsk har krigen skabt en bindsterk litteratur,
hvoraf «Times»’s «History of the war in South Africa» er den
paalideligste og Conan Doyles «The great Boer war» den mest
populære fremstilling.]
Boers el. bur’er (holL, «bønder») kaldes den del af
Syd-Afrikas indfødte hvide befolkning, som siden 1652 har
udviklet sig af holl. kolonister med tilsætning af
nordtyskere (27 pct.) og franske hugenotter (17 pct.). Allerede
1602 kom de første holl. til Kap, hvor Jan van Biebeck
1652 fordrev portugiserne og ved Tafelbugten grundede
den første holl. koloni som en gjennemgangsstation til
Indien. Men kvægavlen nødvendiggjorde landudvidelse,
som opnaaedes 1659 ved den første krig med
hottentotterne, der lidt efter lidt blev undertvunget og
absorberet i det vestlige Kapland, medens buskmændene
(bosjemans) blev udryddet eller forjaget derfra.
Imidlertid havde stigende misnøie med det hollandsk-ostindiske
kompani drevet stadig flere b. til vandring («trek») mod
øst, hvor disse «trek-b.» (1688) mødte en ny og farligere
fiende i kafferne, med hvem de første kampe begyndte
1737. Efter flere opstande havde b. 1795 proklameret
Kap som en af kompaniet uafhængig republik; men da
kolonisterne (dengang kun ca. 20000) samtidig truedes
med en udryddelseskrig fra de indfødtes side, mødte
den første britiske annektion samme aar ingen
nævneværdig modstand. Efter Kaplandets endelige afstaaelse
1806 havde England gjennemført endel reformer, men
samtidig paalagt b. skat. Dette vakte misnøie, som
tiltog sterkt ved den overilede og hensynsløse maade,
hvorpaa parlamentets beslutning om slaveriets ophævelse
gjennemførtes ligeoverfor b. 1834. Da iverksatte b., som
med forkjærlighed kaldte sig «afrikaander», sit første
store «trek» 1834—36 for paa denne maade at unddrage
sig britisk herredømme. Men 1836 vedtog parlamentet
«The Cap of Good Hope punishment act», ifølge hvilken
ogsaa trekboerne fremdeles var at betragte som britiske
undersaatter og de nye af dem besatte landomraader
som britisk territorium. Denne forskjel i opfatning
præger og forklarer Syd-Afrikas nyere historie. Paa
grund af kaffernes modstand i øst var b. i store skarer
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
