Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bog ... - Ordbøgerne: C - confidant(e) ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
boghandler og bogbinder i Trondhjem. Kristiania og
Bergen havde i midten af det 17 aarh. 3 bogbindere
hver, Trondhjem 2. B. var længe forbundet med
boghandel, hvortil ret meddeltes ved kgl. bevilling. Dette
forhold holdt sig ud gjennem 18 aarh. (Ved reskript af
30 jan. 1686 blev monopol paa boghandel ophævet, men
det forhindrede ikke, at regjeringen senere bevilgede
privilegium paa boghandel og b.) I slutningen af det
18 og begyndelsen af det 19 aarh. blev boghandelen
udskilt; dog beholdt bogbinderne fremdeles længe retten
til salg af salmebøger, andagtsbøger o. l. I det 18 aarh.
erholdt en bogbinder tilladelse til at anlægge en
spændefabrik i Kristiania. Ogsaa enkelte bogtr3dikerier drev b.
Presten Niels Wulfsberg, der i 1808 oprettede trykkeri
i Kristiania, havde ved siden heraf et b., hvorfra han
bl. a. leverede fine saffians bind. I 1830-aarene var
der i Kristiania 9 bogbindere (der alle tillige havde
salg af bøger) med ca. 35 svende. «Bogbindersvendenes
syge- og hjælpefond i Christiania» oprettedes 1832.
Fondet administreredes af mestre og svende i forening
og bestod lige til 1880-aarene. Noget senere oprettedes
særskilte foreninger for mestre og svende. Kristiania
har nu (1907) 45 b., Bergen 20, Trondhjem og Stavanger
12, og det hele land 175.
Teknik. Naar bogens ark fra trykkeriet er bragt
til bogbinderen, bliver de ved falsning sammenbrettet:
ved én gangs sammenbretning til 4-sidet folio, ved to
ganges til 8-sidet kvart, ved tre ganges til 16-sidet oktav.
Efterat arkene er ordnet i rækkefølge (kollationeret) og
sammenpresset følger den for bogens soliditet vigtige
heftning. Heftetraadene slynges om heftebindene,
snore eller baand, der ligger tvert over ryggen og holder
arkene sammen. Heftebindene anbragtes tidligere som
ophøiede tverbaand udenpaa ryggen; paa nyere bøger
er de som regel anbragt i furer, der er saget paa tvers
af ryggen. Den ældre fremgangsmaade er som vanlig den
solideste. Hvor ophøiede bind forekommer paa moderne
bøger, er de som regel falske og tjener kun til pynt.
De gamle heftebind gjordes af pergament, læderstrimer
eller sener (deraf paa fransk betegnelsen nerfs, sener,
for heftebind); de gjøres nu gjerne af hampesnore.
Bindenes ender fæstes til bogbindets sider enten ved at
drages igjennem disse eller kun ved fastliming af de
opfiltrede ender. Til at fæste bogen til bogbindet tjener
desuden forsatsen, der ogsaa har til opgave at danne
en overgang fra bogens bind til dens blade. Efter
heftningen overpensles ryggen med lim og rundes ved
ombankning eller lades flad som paa gamle bind. Ved
presning af bogens sider, men ikke af ryggen,
frembringes den fals, hvori bindets stive sider passer ind,
saa de i bredden ikke rager frem foran ryggen. Derpaa
følger beskjæringen, der udføres ved en egen maskine.
Til bindets sider anvendes papplader, der ved orientalsk
indflydelse kom i brug i Europa ved renaissancen, medens
man tidligere havde anvendt træplader. Tidligere
klæbedes rygskindet til den heftede ryg (fast ryg), hvad der
som regel ikke er tilfælde paa nyere bøger (løs ryg).
De faste rygge er de solideste; med løs ryg kan
bogen lettere slaaes op. Øverst og nederst paa ryggen
anbringes en kapital, der oprindelig havde konstruktiv
betydning, idet heftetraadene slyngedes om den. Den
skal helst være flettet i haanden af farvede
silketraade, men vanlig anvendes nu hertil kun daarligt
fabrikarbeide. Bogens snit lades enten hvidt eller farves
med pensel og glættes med glættand. Farven kan ogsaa
stænkes eller sprænges paa med en børste. Mere arbeide
medfører snittets marmorering, der udføres ved en
opløsning af karagenmose, hvori er dryppet oksegalde tilsat
med farve. Farveopløsningerne svømmer paa overfladen
og breder sig i flekker som olje paa vand. Dyppet mod
dette farvelag viser snittet mønstre af farveflekker.
Farverne kan ved kunst ordnes regelmæssig: ved at føre en
marmorérkam henover opløsningens overflade faar man
saaledes kammarmoret. Andre mønstre er paafuglmarmor,
buketmarmor o. s. v. Ved at overstryge snit
eller forsats- og overtrækpapir med klister tilsat med
farve og heri ridse figurer erholdes klistermarmor. Ved
forgyldning af snittet overstryges det først med en
blanding af eggehvide og bolus og blankes derpaa med
børste. Derpaa paaklæbes bladguld ved hjælp af tynd
eggehvide og glættes. Praktisk er det ialfald at lade
topsnittet forgylde, da støv ikke hefter ved guld.
Guldsnittet kan forsires med mønstre ved puntsering og
farver. Ved ilædergjøringen overtrækkes bogbindets
ydersider enten helt med skind (helbind), eller skind
anbringes kun paa ryggen og, om man vil, paa hjørnerne
(halvbind). I sidste tilfælde dækkes den øvrige del af
bindets ydersider med et overtræk af papir eller shirting.
Titeltrykningen udføres som regel i guld ved hjælp af
bladguld, der klæbes ved gelatin og eggehvide og trykkes
med opvarmede metaltyper. Til dekoration af skindbind
bruges mest blindtryk eller trykning i guld, der udføres
med fileter til linjer og stempler til figurer. Der kan
ogsaa indlægges mønstre af forskjelligfarvet skind
(lædermosaik). — De lædersorter, der mest bruges til bogbind
er: gjedelæder, der efter sine oprindelsessteder gaar
under forskjellige navne som marroquin (fra Marokko),
korduan (fra Cordova), saffian (fra havnestaden Safi i
Persien); kalvelæder, som præpareret med birkeolje
gaar under navn af ruslæder; faarelæder, svinelæder,
sælskind. Hertil kommer pergament, der er ugarvet
dyrehud, som er skavet, indrevet med kridt og slebet
med pimpesten. Chagrin (af det persiske ord sâgâri,
læder) er læder, som ved behandling er givet en
kunstig ru overflade (narv). Ved kunstig præparation
(f. eks. presning) gives daarligere skindsorter som
faareskind ofte udseende af kostbarere og solidere
skind. Efterligningerne kan være saa skuffende, at
egtheden kun lader sig afgjøre med mikroskopets hjælp.
Det meste af det læder, som efter 1830 er fremstillet til
bogbind, er uholdbart, hvad der dels skyldes
garvningsmetoderne, dels den ødelæggende behandling med
svovlsyre ved farvningen, dels spaltning og presning, hvorved
læderets fibrer ødelægges. Medens godt læder yder stor
modstand mod slitage, har shirting den fordel, at den
ikke som læderet angribes af gasarter og røgfyldt luft,
der indeholder svovlsyrling. I de sidste aar har man
i England begyndt med rationel behandling ved
fremstilling af læder til bogbind.
Bogdanovitsj.
1. Ippolyt Fedorovitsj B. (1743—1802), rus. digter, død som
rigsarkivar i Moskva. Forfattede bl. a. det komiske epos «Duschenka» og udgav
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
