Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1145-1146 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bogtrykkerkunst ... - Ordbøgerne: C - consider ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

snit og størrelse kaldes en skrift. —

Naar et ord i satsen er sluttet, sættes en type, der ikke
bærer noget bogstavbillede og tillige er kortere end de
andre, derved fremkommer det aabne rum (spatium) mellem ordene.
Disse blinde typer, der forefindes i forskjellige tykkelser,
kaldes udslutninger, og ved hjælp af dem afpasses
(udsluttes) alle fulde linjer til éns længde, ligesom afbrudte
linjer (udgange) ved hjælp af større udslutninger
udfyldes til samme længde som de øvrige linjer. Naar
vinkelhaken er fyldt, flyttes linjerne derfra over i en
ramme (skibet), og naar her er samlet en side (en
kolumne), ombindes denne stramt med en snor; den
kan da flyttes bort for at give plads for den næste;
paa denne maade fortsættes, indtil et ark er sat færdigt;
saa gaar arket til korrekturpressen, hvor det første
aftryk tages for at sendes til forfatteren eller
korrekturlæseren. De feil, der findes ved korrekturlæsningen,
rettes af sætteren, som med et syllignende instrument
(aalen) eller en pincet udpiller de feilagtige bogstaver eller
ord af satsen og erstatter dem med andre; foretager
forfatteren større ændringer i korrekturen, saa at satsen
maa forskyves gjennem flere linjer eller endog fra den ene
side til den anden, maa sætteren igjen tage linjerne op i
vinkelhaken for at ordne og tilpasse dem i ny skikkelse,
et brydsomt og dyrt arbeide.

Tenakel med devisor.

Type.

Vinkelhake.

Skib.

Har arket passeret saa mange korrekturer, som forfatteren ønsker,
og af ham erklæret færdigt til trykning, foregaar denne, og derefter
følger aflægningen, d. e. sætteren lægger igjen typerne tilbage i
kassens forskjellige rum for at bruge dem til et andet
arbeide. Satsen til aviser, tidsskrifter o. l. sættes ikke
straks sammen til færdige sider, men afleveres fra
sætteren i løse stykker, der senere ordnes af en dertil bestemt
arbeider. Denne ordning kaldes ombrækning.

Sættemaskiner. Fra begyndelsen af det 19 aarh.
og indtil vore dage, altsaa henved 100 aar, er der ofret
et stort aandeligt arbeide fra talrige opfinderes side og
i millionvis af kroner paa at fremstille en sættemaskine,
der med besparelse i tid og arbeidsudgifter kunde
optage sætterens møisommelige arbeide. Først i de sidste
snes aar er problemet løst paa en nogenlunde fuldkommen
maade, idet en tysk urmagersvend, Ottmar Mergenthaler,
fandt paa at forene støbningen af typerne og
sætningen i én maskines virksomhed; i aaret 1884
blev hans sætte-støbemaskine, der fik navnet «Linotype»,
færdig til at tages i brug, efterat han havde ofret flere
aars ihærdigt arbeide paa dens konstruktion. Da denne
form for sættemaskine nu er den raadende. skal dens
virkemaade kort omtales her. Som navnet «Linotype»
angiver, støbes der paa maskinen ikke enkelte typer,
men hele sammenhængende linjer, og til sætning bruges
ikke selve typerne, men deres støbeform (matricerne);
disse er anbragt i smaa rum øverst i maskinen, og
efterhaanden som sætteren, der sidder foran et klaviatur
som det, der bruges paa en skrivemaskine, berører
klaviaturets forskjellige tangenter, udløses de paagjældende
matricer én for én, løber ned gjennem render, som
udmunder omtrent paa samme sted, og føres ved hjælp
af en roterende rem til vinkelhaken; her dannes da af
matricerne de ord, som sætteren aflæser paa det foran
ham anbragte manuskript. Vinkelhaken kan ligesom
haandsætterens vinkelhake indstilles til enhver ønskelig
linjelængde, og naar en linje næsten er fyldt, lyder en
liden alarmklokke; sætteren maa da enten fuldende det
begyndte ord, hvis der er plads dertil, eller afbryde
med en bindestreg. Naar linjen er fyldt, trykker
sætteren paa et haandtag, hvorved den sindrige
støbemekanisme sættes igang; linjen føres nu hen til
støbeapparatet, hvor den ved hjælp af et tryk paa nogle smaa
kileformede udslutninger, der under sætningen er anbragt
mellem hvert ord, udspændes til sin fulde nøiagtige
længde. Fra en beholder med smeltet metal sprøites
det nødvendige kvantum af dette gjennem en liden
aabning (støbemunden) ind mod matricen, og linjen er
støbt færdig; støbemunden er nøiagtig justeret efter den
tykkelse, linjens kegel skal have. Den støbte linje
størkner næsten øieblikkelig, et par knive høvler de smaa
ujevnheder fra støbningen bort, og linjen skyves ved
hjælp af et lidet stempel ud i «skibet», hvor de efter
hverandre støbte linjer samles, flyttes væk af en
medhjælper og ordnes til sider eller spalter. Saa snart
støbningen er tilendebragt, gribes matricerne af en
løftestang og føres op til maskinens top, hvor aflæggerstangen
ligger. En endeløs skrue fører matricerne, der hver er
forsynet med sine særegne indsnit, omtrent som paa en
yale-laas, henad aflæggerstangen, og saa snart en
matrice naar ud for nedløbsrenden til det rum, hvor den
hører hjemme, finder den paa aflæggerstangen udsnit,
der svarer til dens tænder, falder ned paa sin plads og
er igjen færdig til et nyt kredsløb. Sætteren har
imidlertid sat videre, uafhængig af støbeprocessen, og den
ene linje efter den anden vandrer i hurtig rækkefølge
den beskrevne vei til skibet. — Paa samme maade som
her beskrevet virker ogsaa de to andre kjendte
linjestøbemaskiner: «Typograph», konstrueret 1888 af
amerikanerne Rogers og Bright, og «Monoline», konstrueret
1893 af amerikaneren Scudder; derimod ligger et noget
andet princip til grund for de nyere satsstøbemaskiner,.
af hvilke man til dato kjender tre: «Monotype»,
konstrueret af amerikaneren Goodson, samt den af ungarerne
Meray og Rozár konstruerede «Elektrotypograph». Der
foregaar ved disse maskiner ikke nogen egentlig sats,

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>