Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bon ... - Ordbøgerne: C - convert ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjældsforskrivninger kjendes i Belgien, Nederlandene,
England, Tyskland og Rusland.
Bon, Kap (arab. Ras Addar), Tunis’ nordøstligste
forbjerg, paa halvøen mellem Tunis-bugten og
Hammamet-bugten, under 37° n. br.
Bona (lat., flertal af bonum), gods, formue.
B. acquisita, erhvervet gods; b. adventitia, tilkommet gods ;
b. dotalia, medgift; b. hereditaria, arvegods;
b. immobilia, urørligt gods; b. mobilia, rørligt gods,
løsøre; b. paraphernalia, gods, som hustruen
besidder ud over, hvad hun medbragte i egteskabet;
b. vacantia, herreløst gods.
Bona, se Bône.
Bonacci-Brunamonti [båna’tsi-], Alinda, f. Bonacci
(1842—), ital. digterinde, udgav 14 aar gl. sin første
digtsamling og har siden vundet stor anseelse med sine
fine, formfuldendte vers.
Bona Dea (lat., «gode gudinde»), hos romerne en
frugtbarhedsgudinde, gift med (el. datter af) Pannus, ofte
kaldt Fauna eller identificeret Maia og Ops; hendes
tempel i Rom laa paa Aventinerhøien; hendes hovedfest
feiredes i konsuls el. prætors hus under vestalindernes
medvirken; ingen mand maatte være tilstede.
Bona fide, lat., i god tro, ærlig og oprigtig; bona
fides, god tro.
Bonaire [bånœr], Vestindien, en af de smaa Antiller,
udenfor Venezuelas kyst, hører til nederlandsk
Vestindien, kolonien Curaçao, 335 km.2, 6000 indb. Kvægavl
og saltudvinding.
Bonald.
1. Louis Gabriel Ambroise, vicomte de B.
(1754—1840), fr. rom.-kat. filosof. Under
revolutionen flygtede han til Heidelberg, hvor han skrev sit
første betydelige verk: «Théorie du pouvoir politique
et religieux» (3 bd. 1796). Under Napoleon vendte han
tilbage til Frankrige og ledede en tid sammen med
Chateaubriand udgivelsen af det royalistiske tidsskrift:
«Mercure de France». Under Bourbonerne blev han
betroet vigtige embeder og blev pair og vicomte. 1830
vægrede han sig ved at aflægge ed til det nye dynasti
og trak sig tilbage til sit gods, hvor han døde. B. er
en af de betydeligste repræsentanter for den kirkelige
og politiske reaktion. Hans samlede skrifter udkom i
Paris 1859 (3 bd.). [Se Victor de Bonald, «De la vie et
des écrits du vicomte de B.», 2 udg. 1853.] —
2. Louis Jacques Maurice de B. (1787—1870), foreg.s søn,
blev 1839 erkebiskop af Lyon og 1841 kardinal.
Bona officia kaldes i folkeretten en mægling, som
en eller flere udenforstaaende stater foretager i en
op-staaet strid mellem to magter. — I den paa
fredskongressen i Haag i 1899 vedtagne overenskomst om
fredelig bilæggelse af internationale stridigheder, der er
tiltraadt af de fleste stater (hvoriblandt ogsaa Norge),
findes bl. a. bestemmelser om b. o. Retten til at tilbyde
saadan skal tilkomme de udenfor striden staaende
parter endog under fiendtlighedernes gang, og udøvelsen
af denne ret kan aldrig af en af de tvistende parter
betragtes som en lidet venligsindet handling. —
Hvor omstændighederne tillader det, har signaturmagterne
vedtaget at anbefale anvendelse af en særlig form af
mægling. I tilfælde af en alvorlig uenighed, som truer
freden, vælger de stridende parter hver en magt, som
skal træde i forbindelse med den paa den anden side
valgte i hensigt at hindre et brud paa det fredelige
forhold. «Saalænge dette opdrag, hvis tidsudstrækning i
mangel af modsat bestemmelse ikke kan overskride
30 dage, varer, skal de tvistende stater ophøre med enhver
direkte forbindelse ang. striden, og denne betragtes som
udelukkende henskudt under de mæglende parter» (art. 8).
Bonaparte (Buonaparte).
1. Carlo Maria (1746—85),
korsikansk adelsmand og sagfører. Efter i nogen tid at
have tilhørt det korsikanske uafhængighedsparti (Paoli)
anerkjendte han 1769 det franske herredømme. Virkede
utrættelig for at skaffe sine børn stipendier og stillinger
i Frankrige og støttedes heri af sin energiske hustru
2. Maria Letizia B., f. Ramolino (1750—1836, gift
1764), der tilhørte en gammel, ganske velhavende
korsikansk adelsslegt. Hun var en dygtig kvinde, som satte
alt ind paa at sikre sine mange (8) børns fremtid.
Revolutionen aabnede dem uventede udsigter, men en tid
saa det alligevel meget mørkt ud. 1793 maatte hun flygte
fra Korsika, fordi familien havde svigtet uafhængighedspartiet.
En tid levede hun i den yderste fattigdom i
Toulon og Marseille, indtil den næstældste søns glimrende
karrière skabte hende gode livsvilkaar. 1796 flyttede
hun til Paris og levede her i 18 aar som interesseret,
men aldrig blændet iagttagerske af sønnens eventyrlige
livsløb. Omgivet af al mulig pragt («Madame Mère»,
keisermoder) bevarede hun selv sine gamle tarvelige
livsvaner og sparede, hvad hun kunde, af sine store
indtægter. «Hvem ved, om jeg ikke en gang bliver nødt
til at give alle disse konger brødet.» 1814 drog hun
til Rom, derfra til Elba, hvor Napoleon drøftede sine
undvigelsesplaner med hende. Efter Waterloo drog hun
igjen til Rom. Hendes sidste aar var triste. Flere af
hendes børn og børnebørn døde, hun selv blev lam og
næsten blind, inden hun døde, over 85 aar gl. Børn:
3. Joseph B. (1768—1844). Gik paa skole i Autun og
tænkte paa at blive officer, da faderens død i 1785
nødte ham, den ældste søn, til at vende hjem til Korsika
for at hjælpe moderen og de mange søskende. I en
fart fik han en juridisk eksamen og nedsatte sig som
sagfører i Bastia. 1793 maatte hele familien paa grund
af brud med patrioterne og deres leder Paoli flygte til
Frankrige, hvor de i nogen tid led nød, indtil
forbindelser med ledende mænd i Frankrige (f. eks.
Robespierres broder) bragte dem bedre kaar. Napoleon blev
general. Joseph egtede i 1794 Julie Clary, datter af en
rig kjøbmand i Marseille. Robespierres fald bragte
Napoleon i nød, saa han maatte ty til sin rigt gifte broder,
«det heldige bæst». Snart vendtes forholdet dog om;
Joseph modtog støtte og stillinger af sin yngre broder.
Han blev medlem af de yngres raad, men spillede i
begyndelsen ingen rolle, levede helst paa et gods, han havde
kjøbt nær ved Paris, men fulgte omhyggelig
begivenhederne og underholdt en fortrolig og hemmelig
brevveksling med Napoleon, medens denne var i Ægypten.
Brumaire-statskupets heldige udfald skyldtes for en stor
del Joseph. I de følgende aar deltog han i flere diplomatiske
arbeider (freden i Luneville, konkordatet, freden i
Amiens). Han udnævntes til tronarving for det tilfælde,
at Napoleon skulde dø barnløs. 1806 blev han konge i Neapel,
hvor han tildels vandt aristokratiet ved sin elskværdighed
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
