Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Borg ... - Ordbøgerne: C - couleur ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bidrag til karakteristik af norsk landskab, men vidner
ikke om nogen særlig personlig opfatning.
Borgen, Martinus (1834—), n. missionsprest,
ordineredes 1865, ankom 1867 til Madagaskar, bestyrede flere
aar station, deltog i den komité, som af de forskjellige
missionsselskaber var nedsat for at revidere oversættelsen
af bibelen paa madagassisk. Bestyrede 1873—82 et gutteasyl
dernde. Efter en hviletid i Norge ansattes B. i
1885 i Zulu-missionen, hvor han virkede til 1901.
Borgen, retsudtryk for sikkerhedsstillelse, bruges
navnlig om sikkerhedsstillelse for at afverge
varetægtsfængsel (se straffeprocesloven §§ 246 ff.).
Borgenfjorden (Borgen), en mod nord gaaende arm
af Trondhjemsfjorden mellem Inderøen og Sparbu.
Fjorden, der er ca. 10 km. lang, staar ved et kun ca.
100 m. bredt sund (Strømmen), hvorover fører veibro, i
forbindelse med Trondhjemsfjorden.
Borger kaldes med et fra tysk optaget ord, der opr.
betegnede det enkelte medlem af besætningen paa en borg
og først sent har fortrængt det danske kjøbstadmand,
bymanden i modsætning til landboen; medens nu enhver ved
indflytning i byen bliver borger der, d. e. fuldtberettiget
medlem af bysamfundet, krævedes i ældre tid særlig
erhvervelse af b.-ret. — Forat inden for et folk byer
og en bybefolkning skal danne sig, kræves en vis
fremskreden samfundsudvikling. Klarest viser dette sig hos
de nordeuropæiske folk, som allerede træder ind i
historien paa overgangen til fast bosidden og akerdyrkning.
Paa dette primitive trin danner hver husholdning
en økonomisk enhed for sig; i hver husstand brygges og
bages, slagtes og væves o. s. v. til eget behov; med de
ringe fordringer, som stilles til livet, behøves ingen sterk
tilførsel af varer udenfra. Efterhaanden udløses dog en
del af disse virksomheder som særlige erhverv; blandt
nordgermanerne, ligesom blandt grækerne i oldtiden,
iagttages dette tidligst for smedehaandverkets vedkommende.
Men størst betydning fik uldvæveriet, der blev grundlaget
for de engelske, nordfranske og flanderske byers
opblomstren i den tidlige middelalder. Ved siden af
haandverkerne (uldvævere, farvere, valkere) dannede der
sig i disse byer en klasse af kjøbmænd, der reiste og
solgte varen. Til den saaledes opstaaede bybefolkning
sluttede sig bagere og slagtere, skomagere og bryggere;
jo mere byen udvidede sig, des mere overtog den ogsaa
forsyningen af det omgivende landdistrikt, som til gjengjæld
forsynede borgerne med de nødvendige akerbrugsprodukter.
Sammen kom byen og dens landdistrikt til at danne
en økonomisk enhed, som ved handelsvirksomhedens
udvikling og bymændenes energi snart kom
i kommerciel forbindelse ogsaa med fjernere egne. Under
middelalderens primitive tendens til at tildele hvert
befolkningselement sin bestemt afgrænsede virksomhed,
førte denne naturlige udvikling til, at bybefolkningen,
borgerne, for sig krævede eneret til handel og haandverk,
og at bybefolkningen, eftersom dette krav vandt
anerkjendelse, udsondrede sig som en særskilt b.-stand.
I de tidligere romerske dele af Europa fremskyndedes
denne udvikling væsentlig ved, at handelen og
haandverket i de romerske byer ingensinde helt var stanset.
Venezia og andre italienske byer stod i ret livlig
handelsforbindelse med det østromerske rige og senere med
de arabiske riger i Nord-Afrika. Under korstogene
skaffede de sig nye markeder paa den syriske kyst,
hvor karavaneveiene fra Indien udmundede. Lige til
det 16 aarh. stod dog dette sydeuropæiske handelsomraade
skarpt adskilt fra det nordeuropæiske, om end
siden 1318 Brügge og i det indre Tyskland Augsburg
dannede fælles markeder. Denne bybefolknings stilling
indenfor det omgivende samfund blev under den videre
udvikling ret forskjellig. I de lande, hvor statsmagten
var meget svag, som i Italien og Tyskland, blev byerne
ganske uafhængige under egen valgt øvrighed (rigsstæder),
i Italien undertvang byerne endog det omliggende land
og dannede ganske frie republiker, hvor magten dog
efterhaanden gled bort fra b. selv og over til tyranslegter,
saa at republiken blev et fyrstendømme. Hvor statsmagten
var sterkere, indtraadte b. derimod som en stand
jevnsides adel og geistlighed og opnaaede snart som
saadan ogsaa betydelige politiske rettigheder. I England
tilkaldtes 1265 udsendinge fra byerne sammen med
udsendinge fra grevskaberne til parlamentet, og disse
udgjorde fra nu af underhuset i modsætning til det
høiadelige overhus. I alle lande bevaredes i
rigsforsamlingerne stænderinddelingen. 1302 sammenkaldtes i
Frankrige første gang rigsstænderne, og i det 14 aarh.
var b.-standens indflydelse her meget stor; senere
svækkedes den under den fremvoksende kongemagt, som,
efterat den havde faaet sig bevilget en fast skat, snart
ophørte med at indkalde stænderforsamlingen. Ogsaa i
Spanien, i de tyske enkeltstater og i de nordiske riger
dannede b.-standen en særskilt afdeling af rigsforsamlingerne,
indtil de overalt fortrængtes af enevældet. Med
dettes seier tabte b.-standen ganske vist sin politiske
betydning; men socialt og økonomisk vedblev den at gaa
frem, og selv i staternes styrelse vinder borgerlige
indflydelse og magt ved siden af adelige. I det 17 og i beg.
af det 18 aarh. bøiede b.-standen sig villig for
absolutismen; men derpaa vaktes dens misnøie med denne
regjeringsform ; oplysningslitteraturens angreb paa
enevældet fandt bedst gjenklang i b.-klassen, og i den
franske revolution var det den, som gik i spidsen. Skjønt
revolutionen ophævede den gamle stænderinddeling og
udvidede begrebet b. til at omfatte ikke blot den
egentlige bybefolkning, men alle samfundets politisk berettigede
medlemmer, kom den dog til at aabne veien til en ny
politisk indflydelse netop for b.-standen. Dette viser sig
bedst i tiden nærmest efter julirevolutionen 1830, da den
velhavende b.-stand (bourgeoisiet) faar magten i Vest-Europa,
særlig i Frankrige. Siden har den efterhaanden maattet dele
den, dels med bønderne, dels med arbeiderne. I Norden
naaede b.-standen ikke i middelalderen frem til en
saadan betydning som i Syd- og Mellem-Europas lande.
Hanseaterne satte sig tidlig fast i alle de større byer og
bemægtigede sig udenrigshandelen, og da deres
overmægtige stilling tilsidst blev brudt, især som en følge
af de store opdagelser, som flyttede centret for
storhandelen til Europas vestkyst, maatte den indfødte
b.-stand i Norden kjæmpe først med hollænderne og
derpaa med englænderne. Den udviklede sig derfor
sent, og skjønt den deltog som rigsstand i stændermøderne,
opnaaede den ikke nogen synderlig politisk indflydelse,
ikke engang i Sverige, hvor stænderforsamlingen
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
