Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bostonit ... - Ordbøgerne: C - croix ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
drevet ind paa den bane, som førte til 7 juni 1905.
B.s politiske stilling blev uholdbar, og allerede 13 april
trak han sig tilbage som ministerchef, dagen før valgt
til kansler for rigets universiteter. Efter unionens
opløsning udtalte han sig for et hurtigt og betingelsesfrit
opgjør med Norge. [Litt.: V. Spångberg, «E. G. Boström
till Östanå», Stockholm 1905.]
Boswell [bå’zwel], James (1740—95), eng. forfatter,
ven og beundrer af Samuel Johnson, over hvem han har
skrevet den udførlige biografi «Life of Samuel Johnson»,
der er hans hovedverk og det, som har bevaret hans navn.
Boswellia, se Balsamtrærne.
Bosworth [bå’zwəþ], liden by i England, Leicestershire,
omtr. 20 km. v. f. Leicester. I nærheden stod i
1485 et slag, hvor Richard III blev beseiret af Henrik
Tudor, som paa slagmarken blev udraabt til konge
under navnet Henrik VII.
Bot (bott), sjøudtr., er det holl, nedert. bot, som
betyder ende af taug; at give bot, lang bot, f. eks.
om at stikke ud paa et ankertaug, drægtaug.
Botanik er videnskaben om planterne. — Eftersom
studiet af planterne er skredet frem, er b. i tidernes løb
blevet spaltet i et antal grene, der har faaet specielle navne.
Af dem skal her nævnes: Plantemorfologien, som
behandler planternes bygning, den ydre (eg. plantemorfologi)
saa vel som den indre (planteanatomi),
plantefysiologien, læren om planternes ernæring, vekst og
formering, samt ydre faktorers, f. eks. tyngdekraftens,
lysets indflydelse paa plantelegemet, endvidere
plantebiologien, der søger at udrede forholdet mellem
planterne og deres omgivelser. Andre grene af b. er
plantesystematiken, der beskriver de enkelte arter
og deres indbyrdes slegtskab og paa basis af det
naturlige slegtskab ordner dem og forener dem i et system.
Plantegeografien handler om planternes
fordeling paa jorden og lovene herfor, plantepatologien
behandler planternes sygdomme. Plantepalæontologi
er læren om de fossile planter og deres optræden
under de forskjellige geologiske tidsrum.
Det botaniske studium blev dyrket allerede i oldtiden,
af Aristoteles, hvis botaniske skrifter dog er gaaet tabt,
og af dennes elev Theofrast (ca. 300 f. Kr.), som beskrev
500 plantearter, ledsaget af filosofiske betragtninger over
planternes natur og opstaaen. I det første aarh. e. Kr.
levede Dioskorides og Plinius den ældre, hvis verker
især beskjæftiger sig med planternes medicinske
egenskaber og deres undergjørende virkninger. Fra denne tid
af og helt indtil det 16 aarh. er det næsten udelukkende
arabiske lærde, som giver sig af med plantebeskrivelser,
medens man ellers nøiede sig med at filosofere over det
materiale, som forelaa i de gamle forfatteres skrifter.
Ved midten af det 16 aarh. blev der brudt nye veie for det
botaniske studium. Der fremstod paa denne tid flere
forskere, især tyskere, schweizere og nederlændere, som
frigjorde sig fra den gamle skoles autoritet og vendte
tilbage til naturen selv som den egentlige læremester.
Blandt disse kan nævnes Hieronymus Bock (1498—1554)
og Kaspar Bauhin (1560—1624), der er den første, som
klart har udskilt fra hinanden begreberne slegt og art. —
Som grundlægger af den videnskabelige plantesystematik
ansees Andrea Cæsalpino (1519—1603), som grundede
sit system paa frugternes og frøenes bygning og
inddelte planteriget i trær og urter. Carl v. Linné
(1707—78) er egentlig den, som har bragt orden og klarhed
i plantesystematiken. Han har indført den saakaldte
«binominære nomenklatur», d. e. hver art faar to navne,
hvoraf det første betegner slegten. Dernæst formede
han skarpe diagnoser saavel for slegterne som for hver
eneste indtil da bekjendt planteart og opstillede (1751)
et naturligt system indeholdende 64 familier af de høiere
planter. Dog er det ikke Linné, men A. de Jussieu,
som i 1789 beskrev 100 plantefamilier, der almindelig
gjælder som grundlæggeren af det naturlige system,
Linné opstillede desuden ogsaa et kunstigt system med
klasser og ordener efter støvbærernes og støvveienes
forhold i blomsten, «Linnés system», der fremdeles er
meget anvendt som hjælpemiddel ved plantebestemmelser.
De betydeligste plantesystematikere i den seneste tid er
for blomsterplanternes vedkommende tyskerne J. Hanstein,
A. W. Eichler og A. Engler og af engelskmænd
J. D. Hooker og G. Bentham og endelig hollænderen
H. de Vries, hvilken sidste i vore dage er særlig bekjendt for
sine eksperimentelle undersøgelser over arternes opstaaen.
Planteanatomien grundlagdes i slutningen af det
17 aarh., da italieneren Malpighi og engelskmanden Grew,
begge i 1671, udgav sine første arbeider herover. I løbet
af det 18 aarh. blev imidlertid disse forskeres verker
næsten glemt, og planteanatomien havde ingen dyrkere,
da den væsentligste interesse samlede sig om den
opblomstrende plantesystematik. Omkring 1830 gjenoptoges
studiet af planternes indre bygning af Hugo von Mohl
(1805—72), og senere er der opstaaet mange store
forskere, som i høi grad har fremmet denne gren af den
botaniske videnskab, saaledes, for kun at nævne nogle
faa af disse, C. Nägeli (d. 1891), Schwendener, Haberlandt
og Strasburger. Den sidste har leveret banebrydende
arbeider over plantecellens bygning og udvikling
og isærdeleshed over cellekjernens forhold under
celledelingen og ved kjønscellernes dannelse som ved
befrugtningen. —
Den første videnskabelige plantefysiolog var
engelskmanden Stephan Hales (d. 1761). Plantefysiologien
kunde imidlertid ikke naa større fremskridt, før
man gjennem kemien havde lært at kjende de stoffe,
som opbygger planten. Sammen med den kemiske
videnskab begyndte plantefysiologien at udvikles i
slutningen af det 18 aarh., da hollænderen Ingen-Houss i 1779
ved forsøg paaviste, at planterne aandede, og at deres
grønne dele assimilerede luftens kulsyre under udskillelse
af surstof. Den paafølgende tid var dog atter en gold
tid, indtil ved det 19 aarh.s midte en blomstringstid
for plantefysiologien indlededes med Liebig og Sachs.
Plantegeografien er grundlagt af Alexander v. Humboldt
i begyndelsen af forrige aarh. (1804). Af
senere, større plantegeografer skal særlig nævnes
schweizeren A. de Candolle og tyskeren A. Grisebach. En
egen gren er den økologiske plantegeografi eller læren
om plantesamfundenes udvikling i forhold til omgivelserne;
denne er grundet af en af nutidens største
botanikere, E. Warming i Kjøbenhavn. Det samme felt
er ogsaa bearbeidet af tyskeren Schimper.
Botaniske haver, haver, som anlægges væsentlig for
det videnskabelige botaniske studiums skyld eller for at
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
