Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1273-1274 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brandenburg ... - Ordbøgerne: D - decad(e) ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Frankfurt og Potsdam. Byer: de keis.-kgl.
residensbyer, Berlin, hvor provinsiallanddagen møder,
og Potsdam, hvor provinsial-overpræsidenten har sit sæde,
samt Frankfurt a. d. Oder. —

Historie. Efter folkevandringen trængte
slaviske stammer frem fra øst og bosatte
sig i det nuværende B. Henrik Fuglefænger erobrede
landet, og hans søn Otto I oprettede bispedømmerne Havelberg
og B. Venderne reiste sig imidlertid, fordrev de kristne
og var igjen herrer i landet, indtil Konrad III 1134
forlenede Albrecht der Bär, stamfaderen til det askaniske
hus, med B. Han undertvang slaverne, grundlagde
Berlin og indkaldte kolonister fra Holland og
Vest-Tyskland, saa at landet blev sterkt germaniseret.
Slaverne blev livegne. Da huset Askanius uddøde, herjedes
landet af krig og adelsfeider. 1356 blev det ophøiet til
et kurfyrstendømnie. 1415 gav keiser Sigismund B.
til borggreven af Nürnberg, Fredrik af Hohenzollern,
stamfader til det nuv. preus. kongehus. Johan Sigismund,
kurfyrste 1608—19, arvede Jülich og Berg. Da Luther
fremstod, sluttede kurfyrsten i B. sig hurtig til
reformationen; det samme gjorde hans slegtning, Albrecht af
B., der var stormester for de tyske ridderes orden, og
skabte sig derved af ordenens lande et arveligt
hertugdømme Preussen, som han tog i len af Polen. 1618
uddøde Albrechts slegt, og Preussen forenedes med B.
Johan Sigismunds sønnesøn, Fredrik Vilhelm, den «store
kurfyrste», bidrog især til B.s storhed. Ved den
westfalske fred fik han 1648 Bagpommern, Magdeburg,
Halberstadt og Minden, og 1660 fik han Preussen fritaget
for lensforholdet til Polen. Ved at indkalde fremmede
haandverkere og aabne sit land for de fordrevne
hugenotter ophjalp han desuden B. paa mange maader.
Hans sønnesøn Fredrik arvede Kleve og antog 1713
navnet konge af Preussen, og fra nu af falder B.s
historie sammen med Preussens, af hvilket rige det nu
udgjør prov. B. [Litt.: F. Voigt, «Gesch. des
brandenburgisch-preussischen Staats».]

Brandenburg, by i prov. B., paa begge sider af Havel,
35 km. V. f. Potsdam, 51000 indb. Tilvirkning af
kamgarn, uldtøier m. m. B. skal være grundet af de slaviske
viltser og kaldtes af dem Brennaborskogsbjerget. 928
indtoges B. af den tyske konge Henrik I, men skiftede
gjentagne gange herskere, indtil Albrecht der Bär 1161
opslog sin residens der.

Brander, en vittighed, i regelen beroende paa et ordspil,
en ordfordreining eller ordafledning, der let kan opfattes.
Eg. skib fyldt med brændstof til at antænde fiendtlige skibe.

Brandes, Carl Edvard Cohen (1847—), d. forfatter
og politiker. Studerede i sin ungdom østerlandsk
filologi (han blev dr. phil. 1879), men ofrede sig snart
ganske for litteraturen. I tilslutning til den af broderen
G. B. reiste litterære bevægelse skrev han i 1870-aarene
mest teaterartikler, hvori for første gang i nordisk
litteratur den moderne kritiks sjælegranskning anvendes paa
skuespilkunsten. Artiklerne er samlet i «Dansk skuespilkunst>
(1880) og «Fremmed skuespilkunst» (1881).
Et senere dramaturgisk arbeide fra hans haand er
«Holberg og hans scene» (1898), der behandler en række
holbergforestillinger og holbergskuespillere fra det Kgl. teater i
Kbh. B.s politiske løbebane begyndte, da han i 1878
ved en fest, som frisindede danske mænd gav for Bjørnson,
holdt en tale, hvori han foreslog samarbeide mellem
«det litterære venstre» og det store politiske venstreparti.
Alliancen kom istand, og B. valgtes i 1880 ind i
folketinget. Samtidig blev han medredaktør i partiets
hovedorgan «Morgenbladet». Da alliancen i 1884 sprængtes,
stiftede han sammen med Hørup «Politiken» og har
gjennem dette blad øvet en betydelig indflydelse paa
dansk litteratur og teater. Litteratur og politik er for
ham nøie forbundne aandsmagter, og dette i forbindelse
med hans udprægede partifølelse har gjort hans af
grundige kundskaber og ubestrideligt talent baarne
kritiske virksomhed noget ensidig. Han gik i 1904 ud af
«Politiken»s redaktion og valgtes 1906 ind i landstinget.

Edvard Brandes.

— Som skjønlitterær forfatter har B. især virket
som dramatiker. Hans skuespil «Et besøg» (1882),
«En forlovelse» (1884), «Under loven» (1891) o. fl.
henter sine emner fra det kjøbenhavnske borgerskabs liv,
som han skildrer med indtrængende forstaaelse og
usvigelig sanddruhed. Han har ogsaa, skjønt med
ringere held, dyrket romanen, f.eks.«Lykkens
blændverk» (1898). I de senere aar har han leveret
nogle kunstnerisk formede oversættelser af
gammeltestamentlige skrifter: «Jesaja» (1902),
«Salmerne» (1905) og «Job og prædikeren» (1906).

Brandes, Ernst Immanuel Cohen (1844—92),
d. nationaløkonomisk forfatter, broder til E. og G B.,
udgav «Samfundsspørgsmaal» (1885), navnlig om befolknings-
og værdilæren. B.s stil var klar, livlig og letlæst.

Brandes, Georg Morris Cohen (1842—), d.
forfatter, af jødisk slegt. Hans tidligste udvikling bestemtes
af de to magter, som dengang var eneraadende i dansk
aandsliv: Hegelsk—Kierkegaardsk spekulation og
Heibergsk æstetik. Under paavirkning af den selvstændige
tænker H. Bröchner kom han dog snart i modsætning
til den herskende ortodoksi. Længere holdt han fast
ved den Heibergske æstetik. Ud fra denne finder han
f. eks. ikke Ibsens «Peer Gynt» saa harmonisk, skjøn og
opløftende, som et sandt digterverk maa være. I de
artikler, han i 1860-aarene skrev (samlet i «Æsthetiske
studier», 1868, og «Kritiker og portrætter», 1870), merkes
dog en stadig stigende misnøie med de hjemlige litterære
tilstande, og samtidig bliver paavirkningen fra engelsk
og fransk aandsliv altid sterkere. — Et fuldstændigt
gjennembrud foregik under hans første pariserophold
1866—67. Han tilegnede sig da Taines af den moderne
naturforskning udsprungne syn paa kritiken som en
videnskab, der rent naturhistorisk behandler kunstverket,
paa samme maade som botanikeren behandler en plante.
Overalt efterspores aarsagssammenhængen, kunstverket
sees som produkt af race og samfundsforhold, ogkunstnerens
herskende evne udledes af de iagttagne kjendsgjerninger.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>