Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bruchsal ... - Ordbøgerne: D - dice ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
reiste i sin ungdom urolig omkring i Europa, slog
igjennem med korverket «Frithjof» og regnes nu som en af
de mest fremtrædende tyske komponister. «Skjøn Ellen»,
«Odysseus», «Arminius», «Sangen om klokken», «Salamis»,
«Achilles» o. a. udmerker sig ved en bred klangskjøn
sats, vakker melodik, klart anlæg, instrumental og
dramatisk effekt. En violinkoncert af ham er ogsaa
meget skattet.
Bruchsal, by i Baden, n.ø. f. Karlsruhe, ved
Saalbach, 13500 indb. Maskin-, tobaks- o. a. industri.
Engang residens for biskoperne af Speier.
Brucin, alkaloid (s. d.) i nær familie med stryknin
(s. d.), sammen med hvilket det forekommer i forskjellige
plantefrø (rævekager, ignatiusbønner m. fl.). Fremkalder
ligesom stryknin stivkrampe, men er mindre giftigt.
Bruges af og til i medicinen i stedet for stryknin og
som udrvddelsesgift.
Bruck, Karl Ludwig, friherre af (1798—1860),
østerr. statsmand, grundede i Triest det berømte rederi
Lloyd, var Østerriges udsending paa nationalforsamlingen
i Frankfurt og blev derefter handelsminister; som saadan
gjorde han sig fortjent ved omordningen og forbedringen af
trafik-, post-, telegraf- og konsulatvæsenet. Siden deltog
han i toldforhandlingerne mellem Østerrige og Preussen,
var gesandt i Konstantinopel og 1855 finansminister.
Krigen med Italien hindrede ham i at gjennemføre sine
planer til finansernes forbedring. Hans tiender satte
hans navn i forbindelse med feltmarskalk Eynattens
underslæb, og B. tog sig selv af dage. Hans uskyldighed
blev klargjort efter hans død.
Bruck an der Leitha, by i nedre Østerrige, ved Leitha,
grænseelven mod Ungarn, 40 km. s.ø. f.Wien, 5200 indb.
I nærh., paa ungarsk omraade, aarlig store feltmanøvrer.
Bruck an der Mur, by i Østerrige, Steiermark,
hvor Mur- og Mürz-dalene mødes, 487 m. o. h., 7600
indb. Fernis-, trævare- og papirindustri.
Bruckner, Anton (1824—96), komponist og
orgelvirtuos, lektor i musik og æresdoktor ved
Wieneruniversitetet, mødte i sin levetid forbitret modstand
fra antiwagnerianerne med Hanslick i spidsen, men har
særlig efter sin død vundet stor fremgang navnlig i
Tyskland, hvor flere af hans verker har vakt stor
opmerksomhed. I sine adskillig omtvistede 9 symfonier
søgte han at overføre Wagners musikdramatiske idéer
til instrumentalmusiken. Messer og mandskor,
kammermusikverker og mange mindre arbeider.
Brud. I nordiske sprog anvendes ordet kun om den
forlovede kvinde paa hendes bryllupsdag, medens
tyskerne betegner hende som Braut lige fra forlovelsen.
Hos jøder, grækere og andre østlige folk var bruden
efter ældgammel østerlandsk skik helt tilsløret. Ogsaa
den old nord. b. bar et slags slør, en sid hovedprydelse
af hvidt lin (brûðarlin); to kvinder holdt brudelinets
flige. Gjennem middelalderen frem til den nyere tid
smykkedes bruden, efter kirkens Maria-billeder, med
farvede klædebon, guld- og sølvsmykker. Hos flere landes
bondebefolkning har denne brudedragt efterhaanden
faaet et stedligt, nationalt præg. Nutidens hvide
brudedragt med myrtekrans og hvidt slør er fransk mode fra
ca. 1750.
Brudebelte betegnede dels jomfrubeltet,
som bruden nu bar for sidste gang, dels brudens
kommende husmoderværdighed. Ved beltet hang ofte lænke
til nøgleknippet, kniv og ske. Ofte bestod brudebeltet
af fløiel med paasyet metalbeslag: glatte plader eller
«søljer». Bønderne brugte gjerne sølvbelte. Hos adelen
og rige borgere var beltet hyppig af forgyldt sølv eller
guld.
Brudeblus: tyristikker eller vokslys, omvundet
med silkebaand, som tændtes for at verge bruden mod
onde magter.
Brudedans, første dans efter bryllupsmaaltidet.
Den blev danset med tændte fakler: brudeblus.
Ved de eng. og preus. fyrstebrylluper danses endnu
«fakkeldansen». I Søndfjord opholdt brudefølget sig
før og efter vielsen i kirkestuen eller prestegaardens
borgstue. Enhver, som her «dansed med brura»,
fik ved at betale kr. 1—1.20 «fri dans» og «fri
fortæring». Brudgommen bogførte indtægten.
«Bruredans-penge» maatte ved given leilighed gjenbetales, selv
om beløbet først gjenkrævedes efter 20—30 aars forløb.
Børn var «pligtige» til at «danse efter» sine afdøde
forældre.
Brudegaver er i videre forstand alt, hvad
bruden faar til foræring af slegt og venner i anledning
af sit bryllup, i snævrere forstand, hvad hun til personlig
brug faar af brudgommen. Oprindelsen til den skik at
udrede brudegaver er at søge i det udstyr, faderen
paatog sig at give hende ved hendes afsked fra
fædrehjemmet, og som hos en række folkeslag, bl. a. de
nordiske, ansaaes at burde gjengjældes ved en lige eller
halvt saa stor gave fra brudgommen (i Norge
henholdsvis kaldt heimanfylgja og gagngjald,
priðjungsauki el. tilgjof). I den senere middelalder udvikledes
dette gavevæsen stedse mere. Morgenen efter bryllupet
overrakte saaledes brudgommen sin hustru, naar hun
havde baaret linklædet (s. d.) med rette, det
saakaldte linfé; egtede han en enke, fik denne derimod
«bænkegave» (bekkjargjof). Efterhaanden blandedes
disse forskjellige gaver sammen (ogsaa med den saakaldte
«mund», s. d.) saavelsom med, hvad det blev skik, at
fjernere slegtninge og venner medbragte, «lagde i
brudeskaalen», medens brudeparret sad paa «brudebænken».
Gjesterne drak en for en brudeparrets skaal og lagde
derpaa sin brudegave i den tømte øl- el. vinskaal efter
det gamle ord: «en tærepenge, ærepenge og nødskilling».
I Søndfjord blev skaalen drukket lige efter
«brudegrauten ». Kjøgemesteren modtog skaalgaverne paa
«skaalpengefadet». Forældres gave var altid «fri», medens
søskendes skaalgaver blev gjenkrævet. Der findes
eksempler paa, at gamle børn løse folk gjorde «
pengebryllup» for at faa sine «skaalgaver» tilbage. Efter fr.
mode ca. 1715 blev modtagelse af brudegave efterhaanden
anseet som en tarvelig skik (Holberg, «Barselsstuen», I,
1, 1723). Omkr. 1830 blev brudegave igjen moderne.
Brudekjøb : det oldn. brûðkaup, d. e. kontrakten
mellem brudgommen og brudens giftermaalsmand (i regelen
hendes fader), brugtes ofte enstydig med bryllup. Paa
den anden side har ordet givet anledning til den
misforstaaelse, at bruden oprindelig «kjøbtes» af
brudgommen mod kontant betaling i den saakaldte «mund»
(s. d.); men en saadan tankegang var nordboerne
fremmed.
Brudekoner: de to kvinder (gjerne brudens
og brudgommens mødre), som «klæder» bruden. I
Telemarken «klædtes» brud og brudgom af hver sin
brudekone (Wille, «Beskr. af Sillejords prgd.», 1786).
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
