Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brunn ... - Ordbøgerne: D - Ding ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brunn, Heinrich von (1822—94), fremragende t.
kunstarkæolog, professor i arkæologi, senere direktør for
glyptoteket i München. Som forfatter af talrige arbeider
over klassisk kunst er han en af banebryderne for den
moderne kunstarkæologi, der bygger paa den stilistiske
analyse af kunstverkerne, i modsætning til den ældre
skole, som væsentlig byggede kunsthistorien paa
litterære kilder.
Brunnakke, se Andeslegten.
Brunnen, Schweiz, by i kant. Schwyz, ved
Vierwaldstättersjøen, indgangen til dennes s.ø. arm,
Urnersjøen, 440 m. o. h., 1500 indb. Dampskibs- og
jernbanestation. Søgt turiststed. Her fornyede 9 dec. 1315 efter
slaget ved Morgarten Schwyz, Uri og Unterwalden det
forbund, som er grundlaget for det schweiziske edsforbund.
Brunner, Heinrich (1840—), t. retshistoriker, siden
1873 professor i Berlin. Hans forskning omfatter
foruden tysk ogsaa frankisk, normannisk og anglonormannisk
ret. Han har bl. a. skrevet «Die Entstehung der
Schwurgerichte» samt den stort anlagte «Deutsche
Rechtsgeschichte», der ogsaa er af betydning for nordisk retsh.
Brunner, Moritz, Ritter von (1839—1904), østerr.
general, var fra 1879—86 lærer ved det tekniske
militærakademi og har ydet et fremragende arbeide i
krigsbygningskunsten (befæstninger af Przemysl) og som
militærforfatter. Hans skrifter viser et praktisk blik for
befæstningskunstens tidsmæssige opgaver.
Brunner, Sebastian (1814—93), østerr. geistlig og
forfatter, benyttet af Metternich til at udspionere
studenter- og frihedsbevægelserne i Tyskland. Fra 1848
redaktør af «Wiener Kirchenzeitung»; som saadan
reaktionær, ultramontan og antisemit; til belønning
fyrsterkebiskoppelig konsistorialraad og rom. greve. I sine
talrige skrifter, der ikke er uden aand, gjør han det
af med Börne og Heine («Zwei Buschmänner:»),
Schopenhauer, Renan, den tyske enhedsbestræbelse («Das deutsche
Reichsvieh») o. s. v.
Bruno (omkr. 925—65), yngste søn af Henrik I og
broder af keiser Otto I, blev allerede 940 rigskansler,
senere erkekapellan, 953 erkebiskop af Köln. Den oplyste
og fromme mand var sjælen i datidens betydelige forsøg
paa at høine og reformere geistligheden.
Bruno, den hellige (omkr. 1030—1101), f. i Köln,
var i en aarrække leder af domskolen i Reims. Trak
sig 1086 som eneboer tilbage til den vilde bjergkløft
Chartreuse ved Grenoble. Af eneboer-samfundet der
fremstod Chartreuser-ordenen (t. Kartäuser). B. kaldtes
af paven til Italien, hvor han dannede et nyt
eneboersamfund i Kalabrien.
Bruno, Giordano (1548—1600), ital. filosof, martyr
for den nye kopernikanske verdensopfatning og dens
konsekvenser. B. gik tidlig i kloster, men hans ivrige
erkjendelsestrang paadrog ham snart anklage for kjetteri,
og han flygtede fra klosteret, først til Rom og efter at
have aflagt dominikanerdragten til Norditalien. Heller
ikke her fandt han ro; drog saa til Genf, hvis universitet
var kalvinistisk og hvor han stemtes ugunstig mod
protestantismen, opholdt sig derefter i Frankrige, England
og Tyskland. I alle tre lande optraadte han som lærer
ved universiteterne, saaledes ogsaa i Wittenberg, hvor
han talte anerkjendende om Luthers kamp med pavekirken.
1591 drog han tilbage til Italien efter opfordring
af en ung venetianer, der vilde undervises af ham, men
overgav ham i inkvisitionens hænder. Efter at være
holdt i fængsel i flere aar blev han dødsdømt og brændt
paa Campo di Fiore i Rom. —
B.s skrifter er affattet
dels paa latin, dels paa italiensk; det bekjendteste er
«De la causa, principio et uno» (Om aarsagen, principet
og enheden). Han fremstiller den nye verdensopfatning,
ifølge hvilken jorden ikke er verdens centrum, men
rummet uendeligt; thi hvor vi end tænker os en grænse,
nødes vi til at tænke os noget udenfor denne grænse.
Verden er ligesom Gud uendelig, en eneste substans,
som B. dog i sine sidste skrifter tænker sig bestaaende
af monader (atomer). Imod verdens begrænsning og en
fast krystalhimmel anfører han Tycho Brahes beregninger
om kometerne, hvis baner gik tvers gjennem de
formentlige faste sfærer. For B. følger ogsaa verdens
uendelighed af Guds uendelighed. En uendelig Gud kan
kun udfolde sig i et ubegrænset univers, i en
uendelighed af væsener og verdener; thi som ubegrænset magt
har han en mulighed derfor, og kun for endelige væsener
eksisterer modsætningen mellem mulighed og virkelighed.
Gud er ikke en aand, der udenfra sætter verden i
bevægelse, men er verdenssjælen, der forbinder alt i naturen
og rører sig i alle helhedens enkelte dele. —
Da B. selv
flere gange havde søgt forsoning med den katolske kirke
og mente at kunne fortolke dens dogmer i overensstemmelse
med sin verdensopfatning, vilde han ikke indrømme,
at han var skyldig i kjetteri eller havde noget at
tilbagekalde, men forfattede et forsvarsskrift for sin
opfatning af religionen og gik med fasthed døden imøde. —
1899 reistes der ham et mindesmerke paa det sted,
hvor han blev brændt.
Brunrod, lungerod (scrophularia nodosa),
planteart af de maskeblomstredes familie, en i de
lavere og sydligere egne af vort land ikke sjelden
urt med modsatte blade og smaa, skjævt
krukkeformede gulbrune blomster med mørkebrun overlæbe.
 |
| Brunrod. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
