Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1479-1480 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Burnell ... - Ordbøgerne: D - dulia ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

folkeviser og de to skotske digtere Allan Ramsay og
Robert Fergusson, af hvilke den sidste, der døde ganske
ung, var hans lidt ældre samtidige. Efter faderens død
maatte B. og en af hans brødre sørge for den talrige
familie; de overtog en ny gaard, men havde ikke lykken
med sig. Samtidig gjorde hans forviklede kjærlighedsforhold
ham det hedt, han kom i strid med presterne,
besluttede at opgive det hele og drage til Vestindien,
og for at faa penge hertil udgav han sin første samling
vers «Poems chiefly in the Scottish dialect» (1786). De
gjorde opsigt, og B. drog til Edinburgh, hvor han blev
feiret i de fornemme kredse, foranstaltede en ny udgave
af sine digte, der indbragte ham et stort honorar, og
opgav at udvandre. Det følgende aar foretog han en
reise gjennem Skotland, forlod hovedstaden, hvor
beundringen var slaaet om til kjølighed, forpagtede en
gaard ved Dumfries og giftede sig med en af sine mange
kjærester, murerdatteren Jean Armour.

Robert Burns.

Hans stræv med jorden kronedes heller ikke nu med held;
han satte til, hvad han havde tjent paa sine vers,
opgav gaardsbruget, blev toldbetjent i Dumfries og
døde som saadan. B. var en klar, oprigtig aand,
selvbevidst, sikker,en djerv og modig mand,
frihedselskende, var saaledes begeistret for den
franske revolution. Han var et udpræget følelses-
og stemningsmenneske; med sprudlende lystighed og
friskt livsmod slog han sig gjennem livets
modgang. Han forstod tilfulde at vurdere muntre
drikkelag og unge kvinders ynde, hans varmblodige,
erotiske sind var snart til at blusse op i lidenskab; paa
den anden side var der hos ham en eiendommelig fin
og var ømhed. Han er Skotlands største digter og en
af verdens mest oprindelige sangere; versets sprog var
det naturlige udtryksmiddel for hans følelser og tanker,
men samtidig var han som digter ogsaa en betydelig
kunstner, en sprogets og rytmens mester. Han har
skrevet friske og djerve epistler, gjort brave polemiske
og satiriske udfald, givet ypperlige folkelivsbilleder,
festlige ved sin kraft og sit humor, og først og sidst digtet
viser, der er stemt i forskjellige tonearter, fra det kaade
til det følsomme, og som bevæger sig paa forskjellige
felter, fra de af digterens stemning helt fyldte billeder
af steder, han elskede, til kjække, trodsige, selvhævdende
vers eller til kjærligheds visens snart elegiske, snart friske,
seiersikre toner. B.s digtning er i sjelden grad naturlig
og oprigtig og rummer dyb naturfølelse og sans for det
menneskelige; den viser i disse henseender ny vei i
engelsk-skotsk litteratur og har paa grund af de samme
egenskaber hævdet sig til alle tider. Den bedste
biografi er Lockhart’s «Life of Robert Burns» (1828); nyere
arbeider af Shairp og Lowe.

Burnside [bə’nsaid], Ambrose Everett (1824—81),
nordamer, general, blev, da borgerkrigen udbrød 1861,
chef for et af Nordstaternes regimenter, udmerkede sig
ved Bull-Run og blev øverstkommanderende for Potomac-arméen.
Han angreb Lee ved Friedrichsburg, men blev
slaaet tilbage med uhyre tab; efter et nyt mislykket
angreb maatte han afgive overkommandoen til general
Hooker og kjæmpede siden under general Grant. Efter
krigen blev han guvernør for Rhode Island, opholdt sig
1870—71 i Versailles, hvor han forgjæves forsøgte at
mægle mellem Tyskland og Frankrige. Siden blev han
senator for staten Rhode Island.

Burntisland [bənt-ailənd], sjøstad i det skotske
grevskab Fife, ved Firth of Forth, 5000 indb. Skibsbyggeri,
handel. Fortrinlig havn.

Burnus (arab.), en med hætte forsynet kappe, oftest
af hvidt uldtøi; fra araberne er betegnelsen overført
til europæiske sprog.

Buro, se Buru.

Burod (artemisia vulgaris), høi plante, der
næsten overalt i vort land træffes som ugræs paa
tørrere steder, ved husene, paa bakkeskraaninger etc.
De smaa brunlige blomsterkurve danner en lang,
pyramideformig top, de finnede blade er mørkegrønne
ovenpaa, hvid filtede paa undersiden. Planten lugter
sterkt og har en bitter smag. Officinel. Var i
ældre tider tryllemiddel mod træthed og blev som
saadant lagt paa foden; herfra skriver sig plantens
tyske navn Beifuss. Se ogsaa art. Artemisia.

Burod.

Burr [bə], Aaron (1756—1836), nordamer, politiker,
udmerkede sig i den nordamer, frihedskrig, blev 1791
senator og fik ved præsidentvalget 1801 ligesaa mange
stemmer som Jefferson, hvem repræsentanternes hus,
der i dette tilfælde havde afgjørelsen, foretrak som
præsident. Dette uheld og den omstændighed, at han ikke
opnaaede valget til guvernør i New York 1804, tilskrev
han Alex. Hamilton, hvem han derpaa udfordrede og
saarede dødelig. Fordømt af den offentlige mening drog
han til Vesten, hvor han arbeidede paa at skabe et
uafhængigt rige, som han vilde forene med Mexico til et
keiserdømme. B. blev arresteret og anklaget for
landsforræderi, men frikjendt.

Burr [bə], William Hubert (1851—), nordamer,
ingeniør, har udført planerne til en mængde betydelige
ingeniørarbeider. 1892 blev B. professor i
ingeniørvidenskab ved Harvard, 1893 ved Columbia universitet.
1899 blev han medlem af den i anledning af
Panamakanalen nedsatte kommission. Verker: «Stresses in
bridge and roof trusses» (1880), «Theory of the masonry
arch» (1881) o. fl. a.

Burriana, sp. havneby, prov. Castellön de la Plana,

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>