Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind II : Byzantinsk litteratur-Fabliau (Ordbøgerne: Edeling-Henslæbe) / 1-2 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byzantinsk litteratur ... - Ordbøgerne: E - Edeling ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forklaring til lydskriften.

Lang vokal betegnes ved - kort ved ⌣. ə: engelske lyd i her, under (ɔ: mell. æ og ø). ɒ:        — »—         but, come (ɔ: » a » ø). Nasalering (næselyd) betegnes ved ~ ã som i fransk en (nogenlunde som ang) ǣ        » - »        vin (         —        » æng) õ         » - »        on (         —        » ong) ø-tilde » - »        un (         —        » øng) i-tilde » - port. sim (         —        » ing) ð: engelsk the. þ: engelsk thing, z: tysk singen, engelsk zeal, fransk rose. ž: fransk je (tonende eller stemt sj). š: skilling. ᶄ: kjende, tysk ich, ach. ñ: fransk signe (mouilleret n, nogenl. s. nj). ᶇ: lang (nasaleret g). w: engelsk was, fransk oui. hw: engelsk when. Betonet stavelse betegnes ved ˊ efter stavelsens vokal.

(Forts, af B fra bd. I.)

Byzantinsk litteratur. Saa benævnes den græske
litteratur i middelalderen, ca. 324—1453 (d. v. s. fra
Konstantin den store indtil tyrkertiden). Den byzantinske
kultur, hvoraf den b. l. er vokset frem, hviler paa
græsk-romersk-kristeligt grundlag, hvortil kommer orientalske
elementer. Græciseringen foregik i beskeden maalestok;
græsken kom ikke til at spille en lignende dominerende
rolle i den østlige verden som latinen i den vestlige; i
de første aarh. holdt man fast ved fiktionen om et
latinsk statssprog. Statsvæsenet, lovgivning og forvaltning,
principerne for uden- og indenrigspolitiken m. m. var
og blev romersk; det byzantinske græsk, som angaar
disse omraader, vrimler af latinske ord. Kristendommen
fremkaldte i mange stykker en hel omveltning; dog
møder man i litteraturen mange hedenske udtryk og
forestillinger. Med Orienten stod Hellas i forbindelse
fra ældgammel tid af, især fra Alexander den stores
tid. Fornemmelig var det Ægypten og Syrien (med
Palæstina), som paa en maade blev grækernes Amerika,
hvor et nyt, hellensk-orientalsk folkeslag opstod. Og
netop her, hvor folkeelementerne blandedes, finder vi
de overveiende fleste bærere af den b. l.; ca. 90 pct.
af forfatterne stammer fra Asien eller Afrika, og kun
10 pct. fra det europæiske Grækenland. Under disse
omstændigheder har orientalismen naturligvis sat sit præg
paa den byzantinske kultur; for litteraturens
vedkommende skal her blot nævnes den stive formalisme,
forkjærligheden for orientalsk fortællingsstof, græske
ordsprogs iklædning i orientalske former og
stokkonservatismen i det byzantinske litteratursprog. Dette er
væsentlig identisk med det litterære fællessprog allerede
i den hellenistiske tidsalder (det saakaldte «koiné»).
Paa samme maade som den atticistiske retning paa
keiser Augustus’ tid søgte de byzantinske forfattere
gjennemgaaende sine sproglige mønstre indenfor den
kanoniserede attiske litteratur; herved blev kløften
mellem skriftsprog og talesprog, den høiere litteraturs og
folkelitteraturens sprog i tidens løb stadig udvidet. —

1. Den b. l.s første epoke (fra Konstantin til Heraklios,
324—641) bærer præg af overgangstiden, hvori det
hedenske samfund efterhaanden, og navnlig med den
platonske filosofi og nyplatonismen som formidlende
faktorer, omformedes til et kristeligt. I det 4 aarh.,
da de kristelige forfattere ved sin religions officielle
anerkjendelse havde opnaaet en tryg stilling, medens de
samtidig holdtes i aande gjennem kampen med hæresierne,
havde den græske kristelige litteratur, med undtagelse
af kirkepoesien, sin klassiske tid, sin guldalder. De
religiøse spørsmaal stod dengang i forgrunden. Af dette
aarh.s kirkelige forfattere, som har behersket den græske
kirkes (og dermed ogsaa de slaviske kirkers) aandelige
liv indtil denne dag, og som samtlige stammer fra Asien
eller Afrika, kan nævnes Athanasius fra Alexandria (s. d.),
Eusebius fra Palæstina (grundlæggeren af den
kirkehistoriske litteratur), Basilius (dogmatiker) og hans broder
Gregor fra Nyssa (apologet), Gregor fra Nazianz (mester
i kristelig veltalenhed) og Johannes, der paa grund af
sit skjønne sprog fik tilnavnet «guldmund» (chrysostomos).
Det 5—7 aarh. var for teologiens vedkommende
epigonernes tidsalder, da man tærede paa arven fra de
gyldne dage; alene polemiken med monofysiterne og
monotheleterne bragte lidt liv i den teologiske litteratur.
Derimod naaede munkehistorierne og helgenlegenderne
(f. eks. «Johannes den barmhjertige», «Barlaam og Joasaf»
(oprindelig hentet fra Buddhas historie)), hin tids
romanlitteratur, sin høieste blomstring i 6 og 7 aarh. —

I 6 aarh. kom kirkepoesien til fuld udfoldelse med
rytmiken (en ombytning af den antike metrik med en
digtform bygget paa akcentuering). En fremragende
repræsentant for denne litteraturgren er Romanos fra

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>