Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark ... - Ordbøgerne: F - fordeling ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
627
fordragelig—fordring
trykkerkunstens indførelse for en stor del kom til at
bero paa nogle enkelte kyndiges behandling. Hertil kom
saa, at omkr. 1700 et dannet talesprog fremstod i nær
tilknytning til skriftsproget, og dette dannede talesprog
har siden da bredt sig mere og mere. — De danske
almuesmaal deler sig naturlig i tre hoveddele: jysk,
som væsentlig har tabt endelseselvl^^dene, ømaalene,
hvis endelseselvlj^d er svækket til et a, og (ska an sk-)
bornholmsk, som endnu har a bevaret i en del endelser.
— De vigtigste maalgrupper er følgende: 1.
Sydslesvigsk, som nu næsten kun tales i Fjolde sogn ved Husum,
med eiendommelige tvelyd, bevarelse af tal- og
person-bøining i udsagnsordenes indikativ og participiernes
kjøns-bøining, foruden en del andre merkelige forhold. 2.
Nordslesvigsk, vestjysk ved sin mangel paa bestemt artikel
som endelse, men med to kjøn i navnordene som østjysk.
Særlig kan merkes den rene selvlydsrække (dog afvigende
i Angel-Als) og brugen af r for aabent d (d^). 3.
Østjysk med bestemt artikel som endelse og to kjøn, men
som alt jysk med sterkt afkortede endelser, og som de to
følgende med o, å for langt aa, a. 4. Vestjysk, hvor
intet-kjøn kun bruges om begreber (det gode o. 1.), aldrig ved
egentlige navnord, og som mangler bestemt artikel som
endelse (æ mand modsat østjysk manden).
Eiendomme-ligt er det vestjyske stød paa k, t og p i flerstavelsesord.
5. Kattegatsmaalene i Vendsyssel, Djursland og paa
de østjyske øer med w bevaret foran alle selvlyd (wejr
og wind) og med tre kjøn. 6. Vestfynsk med æj for e,
åw for aa og tildels aj for æ (slajtbomåulet). 7. Østfynsk
og sydømaalene med den underlig dumpe udtale
af selvlydene og (ligesom vestfynsk) med snøvlet selvlyd,
hvor et nd eller ng staar efter selvlyd i skriftsproget.
Fynsk og sydømaalene mangler de aabne é- og g-lyd.
8. Sjællandsk med sit sterkt udprægede sit kraftige
stød, kun intetkjønsform af participierne og sin store
overensstemmelse i bøining med skriftsproget. 9.
Bornholmsk med talbøining i udsagnsordenes nutid, tre kjøn
i adjektiverne, a i adskillige endelser og i det hele et noget
svenskagtigt præg, dog uden den eiendommelige svenske
«syngen» paa ordene, som sønderjysk og fynsk har mere af.
[Litt.: N. M. Petersen, «Det danske, norske og svenske
sprogs historie», I (1829); V.Dahlerup, «Det danske sprogs
historie» (1896); Hj. Falk og A. Torp, «Dansk-norskens
lydhistorie» (1898)", «Dansk-norskens syntax» (1900),
«Etymologisk ordbog over det norske og det danske sprog»
(1903—06); G. Molbech, «Dansk ordbog» (1833, 2 udg.
1859); V. Dahlerup, «Dansk ordbog» (under forberedelse);
Kr. Mikkelsen, «Dansk sproglære med sproghist. tillæg»
(1894); H. G. Wiwel, «Synspunkter for dansk sproglære»
(1901); Marius Kristensen, «Nydansk» (1906); Otto
Jespersen, «Modersmaalets fonetik» (1906). Tidsskrifterne
«Dania»!—X (1890—1903) og «Danske studier» (1904 flg.).]
Litteratur. Den danske litteratur falder naturlig i
tre hovedafsnit: hedenold (fra den ældste tid til omkr.
aar 1000), middelalderen (fra 1000 til omkr. 1500)
og den nyere tid (fra 1500 til vor tid). — Hedenold
har, bortseet fra runeindskrifterne, ikke efterladt sig
skriftlige minder. Dog maa der have eksisteret en rig
episk digtning i poesi og prosa, der dels behandler
nordiske og hjemlige emner, dels henter emner fra den
be-slegtede gotiske og germanske verden. — Middelalderens
Danmark
612
første halvdel (til 1250) var en opgangstid, der kulminerede
med Valdemarerne; derpaa fulgte en nedgangstid, hvor
efterhaanden det nationale forsvandt og blev afløst af
opbyggelig og moraliserende læsning, som kom fra
udlandet. Den ældste skrevne litteratur er paa latin. Efter
1157 opstod saa paa foranledning af Absalon en rig
litteratur, hvoraf maa fremhæves Sven Aagesens korte
«Danmarkshistorie» og især «Gesta danorum», det
storverk, som skyldes Absalons klerk (privatsekretær) Saxo
(s. d.). Absalon førte ogsaa an i lovgivningsarbeidet;
1171 vedtoges den Sjællandske kirkelov; efter den fulgte
Eskils Skaanske kirkelov, og dette er sandsynligvis
anledningen til samlingen af den skaanske og de sjællandske
love. Disse love er i modsætning til de historiske verker
paa modersmaalet. Fra den efterfølgende tid stammer
Anders Sunesøns skolastiske læredigt «Hexaémeron», og
endelig 1241 vedtoges den Jyske lov, for en væsentlig
del udarbeidet af viborgbispen Gunner (s. d.). Samtidig
opstod folkevisedigtningen, antagelig ved midten af
12 aarh., og dens kulminationstid falder vistnok i tiden
1250—1350. Men længe efter den tid levede den, og saa
sent som 1523 og 1559 satte den endnu kraftige skud.
(Se forøvrigt Folkeviser.) — Fra middelalderens sidste
halvdel har vi ét merkeligt historisk verk: «Den danske
rimkrønike» (fra midten af 15 aarh.), trykt 1495, hvor
kongerne selv fortæller sit livsløb. I 15 aarh. oversattes
fra svensk de saak. «Eufemiaviser», og fra samme tid er
krøniken om Karl Magnus. Odensepresten Mikael skrev
paa dronning Kristines opfordring ret vellykkede religiøse
læredigte efter fremmed forbillede. Peder Laales
«Ordsprog», hvoraf datidens børn skulde lære latin, interesserer
os ved de deri samlede danske ordsprog. — Den nyere
tid er jo naturligvis ikke kjendelig med ét slag;
overgangen er ganske jevn, og den mest produktive af alle
reformationstidens forfattere, Kristiern Pedersen, staar
med det ene ben fast plantet i middelalderen. Han
begyndte som humaniserende katolik og endte som
humaniserende lutheraner, og han har en hoveddel i overs, af
Kristian III’s bibel (1550). I modsætning til ham blev
Povl Helgesen ved at være katolik, hadet af de egentlige
reformatorer med Hans Tausen i spidsen. Reformatorerne
vilde have folket i tale og skrev derfor paa dansk baade
stridsskrifter, viser og satirer, de sidste dog alle efter
fremmed forbillede. Ogsaa salmer, især oversatte eller
bearbeidede efter ældre katolske, ser lyset i mængde.
1528 udkom den første danske salmebog i Malmø. Efter
reformationens gjennemførelse kom nye mænd frem;
betydeligst er Sjællands første «evangeliske superintendent»,
Peder Palladius, hvem vi foruden en række danske
opbyggelige og formanende skrifter skylder «Visitatsbogen»,
der yder saare vigtige bidrag til tidens karakteristik.
Men de fleste andre forfattere havde nu ikke længere
brug for folket og dets tungemaal; de vendte tilbage til
«gudernes sprog», latinen, og den folkelige vækkelse
afløstes af spidsfindige teologiske studier; det gjaldt at
være ortodoks luthersk, og «Danmarks alm. lærer» Niels
Hemmingsen faldt som offer herfor. Ved jubelfesten for
reformationen (1617) har ortodoksien seiret. —
Naturvidenskaberne har i slutten af 16 og i 17 aarh. en række
glimrende navne, som Tyge Brahe, Thomas Bartholin,
Steno, Ole Rømer o. a. Af historikere maa nævnes Anders
stehen, leiden — @ bear, endure;
(ikke kunne f.) have an aversion,
a dislike to - (f) supporter,
souf-frir, tolérer, endurer; (ikke kunne
f.) détester.
fordragelig - ® vertraglich
- @ tolerant - (f) tolérant;
con-ciliant.
fordragelighed - (t)
Vertråg-lichkeit f - © indulgence, tolera-
tion — (D tolérance f; esprit (m)
conciliant.
fordre - ® fordern, verlangen
— @ claim, demand, require;
ex aet — (f) exiger (qc de q);
demander (qc ti q); vouloir, réclamer,
requéi’ii% prétendre.
fordreie — d) verdrehen, -ziehen,
-zerren - © distort, twist; (kun
flg.) pervert, misrepresent; turn
(one’s head) - (f) lordre,
contour-ner; altérer, déguiser (sa voix, son
écriture); denaturer, fausser,
torturer (le sens, le texte); (ansigtet)
faire la grimace; tourner (la téte
’’ fordi •eielse — 0 Verdrehung,
-zerrung f, -ziehen, -steilen n — @
distortion, contortion; perversion
— (f) contorsion f, contournement
m; altération f; déguisement m;
décomposition f.
fordring — ® Forderung f,
Anspruch m — © claim, demand;
exigency: (gjøre f. paa) ogs.
pre-tend to - (?) demande, exigence;
prétention (sur); (gjælds-) créance f;
(gjøre f. paa) réclamer; prétendre
å, avoir la prétention de.
fordringsfuld — (t) anspruchsvoll
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
