Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Didrichsen ... - Ordbøgerne: F - forvitring ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
805
Didrichsen—Dieburg
806
forvitring—forvrænge
(1761—1853), søn af F. A. D., blev anseet som verdens
første bogtrykker ved de luksusudgaver i folio, som han
udførte i det kongelige trykkeris gamle lokale i Louvre
1798—1801 («éditions du Louvre»). Hans broder
Fir-min D. (1764—1836) blev en af den nyere tids
betydeligste gravører og skriftstøbere og opfandt klicheringen.
Dennes søn Ambroise Firmin D. (1790—1876) er
kjendt som forfatter af forskjellige gode sproglige og
bibliografiske arbeider og samlede sig et overordentlig
rigt bibliotek. Han overtog sammen med broderen
Hyacinthe Firmin D. (1794—1880) faderens trykkeri
og forlag, som i deres tid udsendte flere
monumental-verker, som «Thesaurus Graecae linguae» o. fl. Familien
D.s forretninger bestaar fremdeles som et mægtigt firma,
under navn «Firmin Didot & c.ie».
Didrichsen, Didrik Ferdinand (1814—87), d.
botaniker. Virkede først som læge og deltog dels som
saadan, dels som botaniker i korvetten «Gaiathea»s
verdensomseiling. Fra 1856 af opgav han lægestillingen og
blev botaniker, knyttet til universitetet, indtil han efter
professor Ørsteds død 1872 blev professor og direktør
for den botaniske have. Har kun efterladt faa, væsentlig
systematiske arbeider, men interesserede sig særlig for
de botaniske institutioners udvikling.
Didrik af Bern er folkesagnets navn paa
østgoter-kongen Teoderik den store (475—526). Bern er Verona
i Norditalien. De ældste formninger af sagnene om D.
skyldes høityskerne. Han nævnes først i det oldtyske
digt Hildebrandslied, og senere er han hovedpersonen i
flere middeltyske heltedigte (Dietrichs Flucht,
Raben-schlacht). Sagnet fortæller, at D. maatte flygte fra sit
fædrenerige paa grund af Odoaker eller sin onkel
Er-manriks had. Han kom til hunerkongen Atles hof og
efter 30 aars landflygtighed gjenvinder han sit land.
De gjæveste kjæmper blev gjort til D.s følgesvende, og
han blev draget ind i Nibelungensagnene. Fra Norden
har vi i vikingetiden kun spredte minder om D. Han
nævnes paa runestenen fra Rok i Våstergotland og en
enkelt gang i den ældre Edda. Ga. 1250 blev «Didrik
af Berns saga» forfattet i Norge; den er en
sammen-arbeidelse af en række nedertyske Didrikskvad. Den
nordiske folkevisedigtning kjender D. bare som en
ud-merket konge, paa hvis borg alle de bedste kjæmper
samles, eller som løveridder. Om hans skjæbne forresten
ved de intet at fortælle. Se Nibelun g enlied.
Didrik den lykkelige (d. 1440), greve af Oldenburg.
Samlede slegtens delte besiddelser og vandt ved første
egteskab Delmenhorst (deraf tilnavnet). I andet egteskab
med hertug Adolfs søster Hedvig fader til Kristian I og
stamfader til det oldenburgske hus. Han døde banlyst
paa grund af en strid med Bremens domkapitel.
Didriksen, Aagot, f Aabel-Hansen (1874—), n.
skuespillerinde, f. i Kristiansand, debuterede paa
Nationalteatret høsten 1899 som Rakel i Bjørnsons «Over ævne I»
og har siden havt ansættelse ved dette teater, hvor hun
med sit tendre, udpræget kvindelige spil har været meget
anvendt i større og mindre roller. Af disse kan nævnes:
Svanhild i «Kærlighedens komedie», Agnes i «Brand»,
Selma i «De unges forbund», fru Linde i «Et dukkehjem»,
Laura i «De nygifte», Karen i «Det nye system», Rakel
i «Over ævne I og II», Helene i «Tante Ulrikke».
Didring, Ernst (1868—), sv. forfatter, ansat ved
jernbanevæsenet, debuterede 1897 med skuespillet
«Midnattssol», hvori lapperne skildres; det efterfulgtes af
andre skuespil (f eks. «Ingjald Illråde», 1903) og
fortællinger, bl. a. «Bruddansen» (1899), «Trålar» (1904),
«Kronans kaka» (1907) m. fl.
Didus, se Dronte.
Didym er nu kun en forældet fællesbetegnelse for
de to sjeldne grundstoffe neodym (Nd = 143.6) og
praseodym (Pr =140.5), der navnlig forekommer i
mineralet cerit (s. d.); de hører til de sjeldne jordarters
metaller, og deres salte udmerker sig ved karakteristiske
absorptionsspektra.
Di^dyma, oldgræsk helligdom og orakel, viet Apollon,
i det vestlige Lilleasien, nær byen Milet. Oraklet gaar
tilbage til forhistorisk tid; det var meget berømt, bl. a.
bragte lyderkongen Krøsus gaver til det. Efter
gjentagne plyndringer og ødelæggelser opførtes omkr. 300
e. Kr. et nyt, meget stort tempel. Udgravninger er
foretaget i nyeste tid, se Milet. Fra D. til havnebyen
Panormos førte den «hellige vei», langs hvilken var
opstillet siddende marmorfigurer, fra omkr. 600 f. Kr.,
hvoraf adskillige siden 1858 findes i British museum.
Di’’dymos (paa grund af sin flid kaldt Ghalkenteros,
«den udholdende»), græ. filolog fra Alexandria,
virkede endnu omkr. 30 f. Kr. i Rom; skrev
kommentarer og leksikografiske arbeider til de græske klassikere;
udtog af dem har vi bevaret i scholier (s. d.).
DiMymos den blinde (omkr. 309—94(95)), lærer og
forstander for kateketskolen i Alexandria. Skjønt blind
fra sit fjerde aar blev han en af sin tids lærdeste mænd.
Talrige disciple flokkedes om hans lærestol, f. eks.
Hiero-nymus og Rufinus. D. stillede sig paa ortodoksiens side
i kampen mod arianismen, men undgik dog ikke at
blive mistænkt for at være smittet af origenistisk kjetteri
(se O r i g e n e s). Han er forfatter til en række kun delvis
bevarede skrifter.
Die [di], by i det sydøstlige Frankrige, depart. Drome
(Dauphiné); 3244 indb. (1901). D. har en del industri i
silke, bomuld og papir; den er bekjendt for sine hvide
musserende vine, Glairette de D. D. hed i oldtiden
Dea (d. e. gudinden Gybele) Augusta Vocontiorum. Før
1685, da det nautiske edikt ophævedes, havde D. et
kalvinistisk universitet.
Die, se Barnepleie.
Diebitsch-Sabalka^nsky, KarlFriedrichAnton
von, greve (1785—1831), rus. general. Deltog i felttogene
1805 og 1807 mod Napoleon og udmerkede sig ved
Austerlitz, Ejdau og Friedland. I det tyrkiske felttog
1829 var han øverstkommanderende^ erobrede Silistria,
gik over Balkan, erobrede Adrianopel og rykkede mod
Konstantinopel, hvorved tyrkerne blev tvunget til fred.
Dette glimrende felttog skaffede ham tilnavnet Sabalkansky
(Balkans overstiger). Ved udbruddet af den polske
revolution blev det ham, som skulde undertrykke denne,
men han var ikke særlig heldig og døde af kolera kort
efter slaget ved Ostrolenka.
Dieburg, by i storhertugdømmet Hessen, prov.
Star-kenburg, 14 km. ø.n.ø. for Darmstadt; 4702 indb. (1900).
D. var tidligere fæstning, har to slotte, et raadhus og
mange minder fra romertiden.
(become) decompose(d), wealher
(away) — ® (se) décomposer, (se)
désagréger, (s’)effleurir.
forvitring — ® Verwitterung f
— © disintegration - (f)
décom-position, désagrégation,
efflor-escence f.
forvokset - ® verwachsen
-@ deformed — (f) diflForme,
contre-fait.
forvolde — ® verursachen —
@ cause, work — (f) causer (qc å
q); donner lieu å, occasionner.
forvorpen — ® verworfen,
ruclilos, vei’rucht — (e) depraved,
reprobate — (g dépi’avé, pervers;
vil, infåme.
forvorpenhed — (g
Verworfen-heit, Ruchlosigkeit, Verruchtheit f
— (e) depravity — (f) dépravation,
perversité; infamie f.
forvoven — (£) verwegen — ©
adventurous, venturesome, daring,
rash, audacious — ® téméraire,
audacieux; aventureux.
forvovenhed — (t)
Verwegen-heit f — © rashness, temerity,
daring, audacity - (f) témérité,
aiidaee f.
forvride - ® verrenken - ©
twist, dislocate, sprain - (f)
(armen) se démettre, se disloquer, se
luxer, se fouler (le bras).
forvridning — ® Verrenkung
f — © twisting; dislocation,
luxa-tion - (g dislocation, luxation,
foulure f.
forvrænge se fordreie,
forvanske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
