Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødsdans ... - Ordbøgerne: G - Gelegenheit ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1069
Dødsdans—Dødsstraf
1070
udover, hvad der er udlagt i arv. — Enkemand, der har
siddet i uskifte med børn, kan paa enklere maade
foranstalte skifte efter 1. af 30 juli 1851 § 11 (sum mar i sk
d.). [Litt.: F. Hagerup, «Skifte og arvebehandling» (1900).]
Dødsdans, ogsaa dødedans, t. Todtenianz, fr. danse
macabre, kaldes de allegoriske billedrækker, der
fremstiller døden som indhenter mennesket i alle livets
forhold. Billedrækkerne omfatter et større eller mindre
antal repræsentanter for de forskjellige stænder og
samfundsstillinger, fra paven og keiseren til bonden og
tiggeren, og for alle aldre fra spædbarnet til oldingen.
Døden fremstilles oftest som et benrangel, der drager
afsted med hvert enkelt menneske, hyppig anførende
eller spillende op til dans. Mere eller mindre tydelig
er den dansende bevægelse udtrykt, den kan ogsaa helt
mangle undertiden. Oprindelsen til d. er ikke sikkert
paavist, men der er stor sandsynlighed for, at de
middelalderske skuespil, mysterier og moraliteter, har givet
anledning til eller havt indflydelse paa udformningen
af d.-fremstillingerne; store landeplager som pest, krig,
hungersnød, jordskjælv har beredt sindene for den
manende lære om livets forkrænkelighed, som d.s allegori
udtrykker med styrke og patos. D.-fremstillinger
forekommer fra begyndelsen af 14 aarh., findes oftest i
kirker, kirkegaarde og klostre, sjeldnere i
profanbygninger, dels malet dels udført i skulptur, gjerne ledsaget
af forklarende eller moraliserende versindskrifter; fra
midten af 15 aarh. er forskjellige d. udgivet i trykken,
mest kjendt er den Holbeinske d. D. er udbredt i
Frankrige, Tyskland, Schweiz, England, trykte udgaver
er efter tyske kilder ogsaa udkommet i Norden. Den i
Nord-Europa mest beromte d. findes i Mariakirken i
Liibeck («Døden i Liibeck»). Ogsaa nyere tids kunstnere
har fremstillet d. uden dog at overtræffe de
middelalderske og renaissancetidens gribende kompositioner.
Dødsdom, dom, hvorved en person dømmes til at
miste livet. Om dommens fuldbyrdelse, se Dødsstraf.
Dødseiler, se Dødbider.
Dødsformodningsdom. Lov af 12 okt. 1857: Er
der hengaaet 7 aar, siden en person er forsvundet, eller
3 aar, hvis der er grund til at tro, at han er omkommet
ved en bestemt begivenhed, f. eks. skibbrud, slag etc.,
kan hans egtefælle eller arvinger erhverve d. ved den
alm. underret, efter lovlig stevning med 6 maaneders
varsel. Naar d. er faldt, skal offentligt skifte af den
forsvundnes bo finde sted, hvis gjenlevende egtefælle
ikke benytter sig af sin ret til at sidde i uskifte.
Arvingerne faar foreløbig kun ret til at nyde renter af
formuen, som sættes fast. Er 20 aar forløbet siden
vedkommendes forsvinden, eller om han formodes død ved
en bestemt begivenhed, 10 aar, eller er der hengaaet 90
aar siden hans fødsel og 10 aar efter hans forsvinden,
bliver arven at udbetale. Naarsomhelst den forsvundne
kommer tilbage, kan han kræve sit tilbage, uden renter.
— Egtefælle kan ogsaa søge dom til egteskabets
ophævelse under lignende betingelser.
Dødsgave er gave, givet med døden for øie, saaledes
altsaa, at eieren sikrer sig tingens nytte og brug indtil
døden. D. skal for at være gyldig ske i testaments form
og er underkastet livsarvingernes pligtdelsret (lov af 30
juli 1854 §§ 50, 65).
Gelegenheit—gelinotte
Dødskamp, se Død.
Dødsseileren. Hos de sjøfarende folk ved
Atlanterhavet findes der en tro paa et overnaturligt skib, som
varsler forlis og død. Det sees seilende mod vinden, men
naar det kommer nær, forsvinder det. Sin mest bekjendte
formning har denne tro faaet i sagnet om den flyvende
hollænder: En hollandsk skipper blev stanset af
storm ved det Gode haabs forbjerg. Men han svor, at
han vilde frem, om det saa var mod Vorherres vilje. Da
saa Vorherre viste sig for skipperen, affyrede denne et
skud mod ham. Kuglen kom tilbage og gjennemborede
skipperens haand, og Vorherre paalagde ham til straf,
at han skulde seile i al evighed og altid staa paa dækket.
D. opfattes dog sedvanlig som en gjenganger efter et
skib, der er gaaet tilgrunde (sml. Draug). Hele
forestillingen har vistnok sin grund i luftspeilinger.
Forskjellig herfra er myten om dødsskibet, som fører sjælene
til deres fremtidige boliger.
Dødsstraf el. livsstraf var i ældre tider en meget
anvendt straf for mange forbrydelser (drab, landsforræderi,
gudsbespottelse, blodskam, pæderasti, bigami, falsk og
tyveri m. fl.). Oplysningstidens forfattere, særlig Beccaria,
begyndte en kamp mod d., som har været fortsat indtil
nu. Den blev allerede i slutten af det 18 aarh. afskaffet
i enkelte lande, men senere atter indført. Ved
fængselsvæsenets udvikling er d. overalt blevet mere og mere
indskrænket, men den er dog endnu opretholdt i de
fleste landes gjældende straffelove. Den er afskaffet i
Toskana 1859, Rumænien 1864, Portugal 1867, Holland
1870, Italien 1889 og enkelte af de nordamerikanske
stater; i Schweiz blev den ophævet ved
forbundsforfatningen af 1874; ved folkeafstemning i 1879 blev det dog
givet de enkelte kantoner adgang til at gjenindføre den
(undtagen for politiske forbrydelser); men denne adgang
har kun nogle faa mindre kantoner benyttet. I Frankrige,
hvor d. i en aarrække har været faktisk, omend ikke
formelt afskaffet, er der for tiden (juli 1908) en sterk
agitation, som gjennemgaaende har støtte i domstolene og
tildels statsmagterne, for atter at faa den benyttet. Hos
os har d. været foreskrevet i loven indtil 1 jan. 1905 og
flere gange ogsaa i den senere tid idømt. Men siden
1875 har ingen dødsdom været fuldbyrdet. Ved
straffeloven af 22 mai 1902, som traadte i kraft 1 jan. 1905,
blev d. afskaffet for borgerlige forbrydelser. Derimod
gjælder den endnu for enkelte militære forbrydelser
i krigstid (se herom militære straffelov §§ 12 og 14,
jfr. §§ 80, 87, 88, 90, 91, 92, 96, 97, 102, 107) og for den i
ansvarlighedsloven af 7 juli 1828 § 3 omhandlede
forbrydelse. D.s fuldbyrdelse skal efter den militære
straffeproceslovs § 228 ske ved skydning fra en sluttet
trop af mindst ti menige under ledelse af en officer, om
muligt i overvær af en større militær styrke, og under
fuld offentlighed. Ifølge den borgerlige straffeproceslov
§ 476, hvis regler bliver at anvende paa fuldbyrdelse af
dødsdom efter ansvarlighedsloven, skal henrettelsen
derimod ske ved halshugning og i et omsluttet rum i overvær
af statsadvokaten, underdommeren, politimesteren, en
læge og prest, samt af formandskabet i den kommune,
hvor henrettelsen foregaar. — I Sverige bestemmer
forordningen af 29 juni 1906, at d. for borgerlige forbrydelser
skal eksekveres ved faldøks.
Gelegenheit (t) f, leilighed;
befordring; kloset.
gelegentlich (t) leilighedsvis,
ved leilighed, i forbigaaende;
tilfældig; (med gen.) i anledning af.
gelehrig (?) lærvillig, lærenem.
Gelehrigkeit ® f, lærvillighed,
lærenemhed.
Gelehrsamkeit (t) f, lærdom,
gelehrt (t) lærd.
Geleier (t) n, lirekassemusik.
G(e)leis(e) ® n, spor.
Geleit ® n, følge(skab); leide;
eskorte, konvoi.
geleiten ® ledsage.
gelenk(ig) ® bøielig, smidig.
Gelenk ® n, led(emod).
Gelenkigkeit ® f, bøieligiied,
smidighed.
Gelenkmann ® "m,
sprelle-mand.
Gelenkpuppe ® f, lededukke.
geler (f) forvandle til is;
forfryse; isne (en); (intr) fryse, etre
gelé være stivfrossen, iskold,
gelernt (t) udlært, af profession.
Gelese ® n, læsing, læseri.
gelfe(r)n ® skrige; kives,
strides; bjeffe.
Gelichter ® n, slæng, pak.
Geliebel ® n, leflen, koketteren,
kokeUeri.
gelif ® frostsprukken.
gelind(e) ® lind, blød;
lemfældig, lempelig; mild, let, svag.
gelingen ® lykkes, gelungen
vellykket; ypperlig, mageløs, god.
Gelingen ® n, held(igt udfald),
gelinotte ® f, (zool.) jerpe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
