Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edam ... - Ordbøgerne: G - Geräusch ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1097
Edam—Edderkoplignende dyr
1098
Gerausch—gérer
norske grænse, var besat under alle senere grænsekrige.
Allerede 1657 blev E. skanse erobret af nordmændene
under oberstløitnant M. v. Opitz, men kort efter atter
opgivet. Senere blev den forgjæves angrebet 1658, 1679
og 1719. I forrige aarli. blev skansen demoleret. En
mindesten er reist, hvor den laa.
Edam, by i Holland, prov. Nordholland, 20 km. n.ø.
for Amsterdam, ved Zuidersjøen. 6444 indb. (1899).
Skibsbyggerier og garverier; er især bekjendt for sin
Edamerost (Eidamer), som tilvirkes i egnen om Hoorn
og Alkmaar.
Edda. Navnet E. tilkommer eg. Snorre Sturlassøns
(s. d.) haandbog i skaldekunsten og er vist et helt andet
ord end det edda, som betyder oldemoder. Den
rimeligste forklaring af ordet er den, som forbinder det med
oldnorsk oér, digtning, og forklarer det som «poetik».
Første del af denne E. er en fremstilling af de
norsk-islandske gudesagn, og da i 17 aarh. sansen for den
islandske oldlitteratur gjenvaktes, og man fandt den
samling af gamle gude- og heltekvad, som biskop
Bryn-jolfur Sveinsson 1662 forærede kong Fredrik 111 (nu
Godex Regius, i Kjøbenhavns store kgl. bibliotek, gammel
kgl. samling 2365, 4to; fototypisk udgave ved Wimmer
og Jonsson 1891), overførtes navnet til denne, som kaldes
den ældre E. (tidligere ogsaa ofte efter biskop Brynjolfs
eksempel Sæmunds E.), og i modsætning til denne
kaldes Snorres verk den yngre el. prosaiske E. —
1. Den ældre E. er en samling digte, tildels med
prosaiske indskud; af unævnte forfattere fra vikingetiden og
en noget senere tid. Man var før tilbøielig til at tillægge
dem en langt høiere alder, men trods mange uenigheder
angaaende enkeltheder er nu alle granskerne enige om,
at intet af kvadene kan være ældre end vikingetiden
(medens sagnstoffet for manges vedkommende er langt
ældre). Hovedsamlingen af disse E.-kvad er den
oven-ixævnte Godex Regius fra omtr. 1270, men et bet3^deligt
brudstykke af et andet gammelt haandskrift er ogsaa
bevaret, og dette har et digt, «Balders drømme», som
ikke findes i Godex Regius. Ligeledes pleier man til
E.-kvadene at regne nogle lignende digte, som er opbevaret
paa andre steder (som «Grottesangen» og de to
svipdags-digte «GrcSgaldr» og «Fj^lsvinnsmål», hvis emne gjenfindes
i Sveidals-visen). Blandt gudekvadene bør nævnes den
storslaaede Vølves spaadom («V^luspå»), som staar
forrest i Godex Regius, Den hø i es (Odins) tale
(«Håvamål»), egentlig flere digte, især med leveregler, Tors
ham-merhentninji («trymskviSa»), Ægers gilde
(«Loka-senna») og «Rigs|)ula», digtet om stændernes oprindelse.
Paa overgangen til heltedigtene staar Hyndlas sang
(«HyndluljoS»). Heltedigtene er Vølundskvadet, som
alm. regnes for et af de aller ældste, tre Helgedigte
og en lang række digte om Nivlunger, Gjukunger og
Volsunger (prosaisk bearbeidelse af disse og nogle flere
er «Volsunga saga»), og endelig nogle af de kvad, som
ikke findes i Godex Regius. Første fuldstændige udgave
besørgedes af Afzelius efter Rasks afskrift (Stockh. 1818),
første fuldt paalidelige udgave af Sophus Bugge (Kra.
1868), haandudgaver af S. Grundtvig (1868, 2 udg. 1873) og
Finnur Jonsson (Halle 1888—90). Overs, af islænderen
Fin Magnusen 1821—23, danskerne Fr. Winkel-Horn 1869,
G. H. Møller 1871, Karl Gjellerup 1895 (kun gudekvadene),
Gerausch ® n, støi, larm.
g.los lydløs.
Geråusper (t) n, kremten,
harking.
gerbage ® m, binding- (af
kornbaand).
gerbe ® m, kornbaand, neg;
bundt, knippe.
gerbée (f) f, halmknippe; bland-
gerbement ® m, dom.
gerben (t) garve; prygle; brække
sig.
Gerber ® m, garver,
gerber ® binde neg; stable
(op): give mange neg; dømme.
Gerberei ® f, garveri,
gerbier (f) m, dommer,
gerboise (g f, springmus.
Gerbung ® f, garvning.
samt nordmændene J. J. Aars (udvalg, 1864), G. A. Gjessing
(1899), Ivar Mortensson (paa landsmaal: «Edda-kvæde» :
1. «Gude-kvæde» (1905), 2. «Kjempe-kvæde» (1908 under
udg.). — 2. Snorres E. omfatter «Gylfaginning», som i
ramme giver en række gudesagn (saaledes de ypperlige
fremstillinger af Tors reise til Utgard og Balders død), tildels
med benyttelse af kvad, som nu næsten helt er gaaet
tabt; dernæst «Bragar^Sur» eller «Skåldskaparmål», som
efter en indledning, der har sit forbillede i E.-kvadet
«Lokasenna», giver endnu nogle mytologiske oplysninger
(skaldemjøden) og derefter en med mange eksempler
oplyst fremstilling af det digteriske billedsprogs former;
sidst «Håttatal», Snorres store kvad til ære for Skule jarl
og kong Haakon i stadig skiftende versemaal, ledsaget af
oplysninger om versemaalene. Ældste udgave ved Peder
H. Resen med latinsk og dansk oversættelse (Kbh. 1665),
hovedudgaven er den store Arna-Magnæanske (Kbh. 1848
—87), haandudgaver af I>orleifur Jonsson (Kbh. 1875) og
(bedst) Finnur Jonsson (Kbh. 1900). Oversættelse
(væsentlig kun Gylfaginning) af Rask, udgivet ved N^^erup 1808,
af Finnur Jonsson (Kbh. 1902). — [3. Til Snorres E. føles
i nogle haandskrifter dels skaldefortegnelser og
navne-ramser, dels nogle grammatiske afhandlinger. Disse
ting er oftere udgivet sammen med Snorres E., men
kommer den ikke direkte ved.]
Eddelien, Matthias Heinrich Elias (1803—52),
d. historiemaler, f. i Greifswald, kom 1819 til Kbh , vandt
1837 den store guldmedalje og seirede over A. Muller i en
konkurrance om det store stipendium. Udsmykningen af
Kristian IV’s kapel i Roskilde overgaves ham, men han
naaede kun at faa hvælvingen dekoreret, da han blev
syg og døde. Har ogsaa udført enkelte altertavler.
Edder er en gammel betegnelse for animalsk gift,
saaledes ogsaa for materie i saar. Sml. norske dialekters
eiterorm, eitermaur, eiterkveisa og rigsmaalets
edderkop, benedder.
Edderkoplignende dyr (arachno’idea). Klasse af
leddyrenes række. Omfatter flere større og mindre
dyregrupper, som indbyrdes viser store forskjelligheder,
men dog har visse fælles karaktertræk. — Legemet bestaar,
ligesom hos de fleste krebsdyr, af en forkrop
(cepha-lothorax) og en bagkrop (abdomen); denne er lemmeløs,
medens forkroppen bærer 6 par lemmer; af disse staar
de to forreste par i sansningens og ernæringens tjeneste
(mundfødder); de fire bagerste par er ganglemmer.
Følehorn mangler, modsat forholdet hos alle andre leddyr
med undtagelse af de palæozoiske kjæmpekrebs og
dolkhalerne (s. d.). 0 i n e n e er enkelt bygget, men kan
være temmelig store og tilstede i ret betydeligt antal, og
synet er vistnok som regel godt; sammensatte øine
(facetøine) findes ikke. — Tarmkanalen. Da byttet som
regel udsuges, er spiserøret udvidet til en sugemave.
Tarmen er gjerne forsynet med talrige blindsække,
som i forkroppen strækker sig helt ud i lemmerne. —
Respirationsorganerne viser eiendommelige forhold:
paa bugsiden, i det forreste parti af bagkroppen, sjeldnere
ogsaa paa forkroppen, findes gjerne 1—4 par
aande-huller; disse fører i visse tilfælde ind til forgrenede
trachéer af lignende bygning som hos insekterne, i
andre tilfælde til saakaldte trachélunger, afgrænsede
hulrum, som ved en række blade, der ligger op til hin-
gerce (f) f, spræk; (zool.) mol.
gercer (?) faa til at sprække,
gjøre sprukken, se g. sprække.
’ ger^ure ® f, spræk.
gerecht ® retfærdig;
retmæssig; passende, g. werden (m.
dat.) tilfredsstille, fyldestgjøre,
op-fvlde; tage billigt hensyn til.
Gerechtigkeit ® f, retfærdig-
hed; rettighed, privilegium =
Ge-rechtsame f.
Gerede ® n. snak.
gereichen ® geraade, tjene.
Gereim, Gereimsel ® n,
rimeri.
gereizt ® irriteret. G.heit f,
irritation, pirrelighed.
gérer ® bestyre, forvalte, lede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
