Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind II : Byzantinsk litteratur-Fabliau (Ordbøgerne: Edeling-Henslæbe) / 1205-1206 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektriske maskiner ... - Ordbøgerne: G - glose ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

skraalinje) til nr. 12 og saa videre, idet vi i tankerne
gjennemløber alle vindinger, kommer vi tilslut tilbage
til nr. 1 igjen. Det sees da, at for hver vinding (i
virkeligheden for hver spole) gaar ledningen paa forsiden
indom en kommutatorlamel, saaledes at der til hver
spole svarer en lamel. Afstanden fra venstre til høire
side i en spole er omtrent lig afstanden fra midten af
en nordpol til midten af den følgende sydpol. — Til
forstaaelse af, hvad der foregaar i en saadan maskine,
tænker vi os en strøm sendt gjennem magnetviklingen
fra en fremmed strømkilde, f. eks. et
akkumulatorbatteri, hvorved der fremkommer et magnetisk felt,
som for en 2-polet maskines vedkommende er antydet
ved de punkterede linjer i fig. 1. Dernæst lader vi
ankeret rotere, f. eks. trukket af en dampmaskine. Der
vil da i de enkelte spoler ved bevægelsen gjennem det
magnetiske felt induceres elektromagnetiske kræfter, som
er proportionale med feltets styrke, med hastigheden og
med spolesidernes længde og vindingstal. Paa en
strækning lig polafstanden har disse spændinger samme
retning, paa en derefter følgende lige saa lang strækning
har de alle modsat retning o. s. v. Paa de steder af
kommutatoren, hvor spændingen skifter retning,
anbringes børster, i regelen bestaaende af et stykke kunstigt kul
anbragt i en børsteholder. Gjennem børsterne tages
strøm fra eller sendes strøm ind i ankeret. Ved større
strømstyrker anbringes flere børsteholdere ved siden af
hinanden paa samme børstepinde. De forskjellige
børstepinder fæstes i en børstebro, som kan dreies, saa at
børsterne under ét kan forstilles, indtil de indtager den
rigtige stilling i forhold til det magnetiske felt. Alle
positive børster er indbyrdes elektrisk forbundet og danner
maskinens positive pol, og alle negative børster er
indbyrdes elektrisk forbundet og danner maskinens negative
pol. Paa pl. fig. 6 sees tilvenstre en kommutator for en
stor strømstyrke med 3 positive og 3 negative børstesæt,
hvert sæt med 8 enkelte børster paa fælles børstepinde.

Dynamo. Vi tænker os, at den betragtede maskine
er en af maskinerne i en ligestrømscentral; vi
regulerer feltet og omdreiningshastigheden, indtil maskinens
spænding er nøiagtig lig spændingen mellem centralens
samleskinner, og forbinder derefter maskinens poler
med disse ved hjælp af brydere. Derved er maskinen
koblet parallelt med centralens øvrige maskiner, men
den vil endnu hverken afgive eller optage strøm, da
dens elektromotoriske kraft er lig klemmespændingen.
Vil man have maskinen til at virke som dynamo,
altsaa afgive strøm, maa man forøge dens
elektromotoriske kraft, hvilket i regelen sker ved at forsterke
magnetiseringen. Er den elektromotoriske kraft E volt,
klemmespændingen E_p volt, maskinens indre elektriske
modstand gjennem ankeret fra den positive til den
negative pol R_a ohm, vil maskinen afgive en strøm
I = (E – E_p) / R_a ampère. Den elektriske energi, som ankeret
pr. sek. afgiver, er da <i>A₄ = I . E_p</i> watt. I ankerledningerne
udvikles en noget større effekt, A₃ = I . E watt; man vil
finde, at A₃ = A₄ + I²R_a, altsaa lig den afgivne effekt +
strømvarmetabet i ankeret. Strømmen i ankerledningerne
har nu overalt en saadan retning i forhold til
magnetfeltet, at ankeret gjør modstand mod bevægelsen. Denne
modstand er proportional med strømstyrken, og til at
trække maskinen trods denne modstand kræves tilførsel af
en mekanisk effekt A₂ = A₃. Men desuden er der andre
effekttab at overvinde, nemlig det, som medgaar til den
stadige ommagnetisering af ankerjernet, T_h,
hysteresistabet, til elektriske strømme i jernet, T_hv,
hvirvelstrømstabet, samt til overvindelse af
samtlige mekaniske gnidningsmodstande, T_f, friktionstabet. I alt maa der derfor
tilføies dynamoaksen en effekt A₁ = A₂ + T_h + T_hv + T_f.
Endvidere maa man tage den effekt, T_m, i betragtning,
som medgaar til magnetisering af magneterne, og som i
regelen tages fra selve maskinen, saa at vi som nyttig
afgiven effekt kun beholder A₅ = A₄ ÷ T_m. Ved at
sammenholde de forskjellige ligninger faar vi:

A₁ = A₅ + T_h + T_hv + T_f + R_aI² + T_m = A₅ + ∑ tab.

Maskinens virkningsgrad er lig η = A₅ / A₁ = A₅ / (A₅ + ∑ tab).

Da kun strømvarmetabet varierer væsentlig med
belastningen, medens de øvrige tab skal overvindes
uanseet belastningens størrelse, vil virkningsgraden være
liden ved en ganske liden belastning og naa et maksimum
ved fuld belastning. Virkningsgraden ved fuld
belastning for dynamoer af forskjellig størrelse er omtrent:
Dynamoer til 2 kw. 80 pct., 10 kw. 85 pct., 50 kw.
90 pct., 200 kw. 92 pct., 1000 kwt. 94 pct. Den
almindelige forbindelse mellem anker og magnetvikling for
en ligestrømsdynamo er vist
skematisk paa fig. 3, der svarer til en
shuntdynamo. Ved belastning af
en saadan dynamo har spændingen
tendens til at synke, dels paa grund
af det ohmske spændingstab i
ankeret, dels paa grund af ankerstrømmens
svækkelse af det magnetiske felt,
ankerreaktionen (s. d.). Man holder
spændingen oppe ved at forsterke
magnetiseringsstrømmen ved
regulering af shuntreguleringsmodstanden.
Man kan opnaa det samme ved at
føre selve hovedstrømmen i nogle
faa vindinger omkring magneterne.
Der fremkommer da en kompoundmaskine. Ved
seriedynamoer, gaar selve hovedstrømmen alene
gjennem magnetviklingen. De anvendes sjelden. —
Grænsen for den belastning, som maskinen i længere
tid kan udholde, er bestemt ved maskinens
opvarmning. Samlige energitab omsættes nemlig til varme,
hvorved maskinens temperatur stiger, indtil der naaes
ligevegt mellem den udviklede og den ved straaling og
ledning afgivne varme, og de forskjellige maskindele, navnlig
isolationsstoffene, taaler kun at opvarmes til en vis
temperatur. Desuden sætter kommuteringen grænse for
belastningen, idet en for sterk strøm eller et af ankerreaktionen
for sterkt deformeret felt giver anledning til gnistdannelse
ved børsterne, hvorved kommutatoren lider. Den grænse,
over hvilken man selv momentant overhovedet ikke kan
belaste maskinen, selv om man ser bort fra dens
mishandling, er nærmest bestemt ved ankerreaktionen og
ved den indre modstand. Til lettelse af kommuteringen
anbringer man i den nyeste tid mellem hovedpolerne smale
kommuteringsspoler, vendepoler, der magnetiseres af
[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>