Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elis ... - Ordbøgerne: G - graisset ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1257
Elis—Elisabeth
1258
Elis (d. e. sletten), landskab paa oldtidens
Peloponnes, begrænset af Achaia, Arkadien, Messenien og det
Joniske hav, 2660 km.^ E. var et af mange elve
gjen-nemstrømmet, frugtbart land, udmerket befolket;
fortrinligt akerbrug og fædrift (særlig heste). I E. laa
Olympia (s. d.), et hovedsæde for Zeus’ dyrkelse og
stedet for de berømteste lege. — Byerne i E. sluttede
sig sammen til et forbund, som længe havde fred; men
i den peloponnesiske krig led E. meget ved athenernes
plyndringstog, og i den følgende tid reiste det sig ikke.
Indbj^ggerne var berygtede for drikfældighed,
løgnagtighed og usedelighed.
Elisa, fra byen Abel-Mehola i Isaskars stamme, profet
i Israels rige under kongerne Joram, Jehu, Joahaz og Joas,
Elias’ efterfølger (1 Kong. 19, 16). Hans liv skildres 2 Kong.
2—13. Ligesom Elias ivrede han mod afgudsdyrkelse
og udførte store gjerninger: opvækker den sunamitiske
kvindes søn fra døden, helbreder syreren Naman for hans
spedalskhed, lader Jehu salve til konge, hvorefter straffen
over Akabs siegt fuldbyrdes, og forudsiger Samarias frelse
under syrernes beleiring.
Elisabeth, af Arons siegt, presten Sakarias’ hustru,
Johannes døbers moder (Luk. 1, 5 ff. 39 ff.).
Elisabeth, den hellige (1207—31), datter af
Andreas II af Ungarn, egtede 1221 landgrev Ludvig IV af
Thüringen (d. 1227), som elskede hende høit og tillod
hende at fortsætte sit asketiske liv og sin ødsle
gavmildhed. Under paavirkning af kortogsprædikanten Konrad
af Marburg hengav hun sig til de haardeste bodsøvelser
og spægelser. 1235 blev hun optaget blandt helgenerne.
Over hendes grav byggedes Elisabethskirken i Marburg,
som snart blev et søgt valfartsted. [Litt. : Montalembert,
«Vie de sainte É. de Hongrie, duchesse de Thuringe»
(22 opl., Paris 1903).]
Elisabeth (1485—1555), kurfyrstinde af Brandenburg.
Datter af kong Hans af Danmark-Norge; egtede 1502
Joachim I af Brandenburg, men egteskabet var ulykkeligt.
E. heldede tidlig til Luthers lære, og 1527 tog hun
nadveren i begge skikkelser. Hendes strengt katolske og
brutale mand truede hende da med fængsel og død,
hvorfor hun 1528 flygtede til Sachsen og blev der til
1546. Død i Spandau. Sin broder Kristian II stod hun
bestandig nær og virkede ivrig for hans sag.
Elisabeth el. Isabella (1501 — 26), d.-n. dronning,
søster af keiser Karl V; egtede 1515 Kristian II, hvem
hun var overordentlig hengiven, og med hvem hun efter
Dyvekes død 1517 levede i lykkelig forstaaelse. Hun
fulgte ham i landflygtighed 1523, virkede for ham paa
Nürnberg rigsdagen 1524 og ellers og delte hans
fattigdom i Lier (Brabant). I alle prøvelser viste hun en sterk
og trofast karakter. 1524 gik hun over til lutherdommen
og døde i denne tro paa et slot ved Gent. Hendes lig
førtes senere til St. Knuts kirke i Odense.
Elisabeth (1533—1603), dronning i England 1558—
1603, datter af Henrik VIII og Anna Boleyn, behandledes
i sin ungdom meget daarlig af sin halvsøster, den katolske
dronning Maria, blev tvunget til at bekjende sig til
katolicismen, men alligevel en tid holdt fængslet i Tower.
E. reddede sig kun ved list og forstillelse; for at undgaa
mistanke afslog hun saaledes alle egteskabstilbud fra
fremmede fvrster. Ved Marias død 1558 blev E. dron-
graisset—gran
ning; hendes svoger Filip II friede nu til hende, men
blev opholdt med halve løfter, da hun ikke syntes
om ham. Skjønt E. personlig sympatiserede mest med
katolicismen, gjennemførte hun dog reformationen i
England ved at give den episkopale kirkeforfatning med
kronen som øverste kirkelige magt; hun dreves næsten
dertil af modsætninger til Spanien og paven, der ikke
vilde anerkjende hende som egtefødt. E. styrede med
stor myndighed og selvraadighed ; hun var konservativ,
men havde intet fremragende politisk blik og heller
ikke nogen fast og sikker karakter, var derimod ofte
meget vankelmodig. Englands store fremgang i politisk og
social henseende skyldes derfor mest hendes dygtige
raad-givere, som hun forstod at vælge og oftest ogsaa at rette
sig efter, især Wm. Cecil Lord Burleigh (s. d.). Parlamentet
sammenkaldtes ofte, og
E. tog hensyn til det.
Ved E.s
sparsommelighed holdtes finanserne
i god orden; akerbrug
og industri udvikledes
og Englands handels- og
sjøfartsvælde
grundlagdes. I Skotlands religiøse
stridigheder blandede E.
sig stadig og
understøttede protestanterne ;
ligeledes pustede hun til
opstanden mod sin
misundte medbeilerske til
Englands trone, Maria
Stuart, og da Maria 1568
flygtede til England, lod
E. hende fængsle.
Forsøgene paa at befri Maria
og de stadige katolske
mordforsøg
(iDl.a.Babing-ton’s) mod E. bevirkede tilsidst, at E. lod Maria henrette 1587.
For at skyde skylden for denne udaad fra sig, lod E.
statssekretæren Davison fængsle, fordi han havde overskredet
sin fuldmagt. Filip II søgte at hevne Marias henrettelse ved
udsendelsen af den store armada (s. d.) 1588; men hans
angreb mislykkedes fuldstændig, og krigen med Spanien
forøgede blot Englands sjøherredømme. — Allerede 15
aar gammel blev E, grebet i et kjærlighedsforhold til en
ung adelsmand, og skjønt hun yndede at kaldes «den
jomfruelige dronning», havde hun dog mange elskere i
tidens løb; de mest yndede var Robert Dudley, jarl af
Leicester (s. d.) og efter hans død 1588 hans stedsøn
jarlen af Essex (s. d.), hvis henrettelse (1601) hun tog
sig meget nær. E. havde mange karakterfeil, manglede
klarhed og logik, var ubeslutsom og vankelmodig, tillige
smaalig og forfængelig; 60 aar gammel gik hun klædt
som en ung pige og lod sig rose for sin skjønhed.
[Litt.: Froude, «History of Englands og skildringer af
Ranke, Mignet, Motley, Macaulay, Green, Beesly, Creighton
og Mareks.]
Elisabeth Ottilie Luise (1843—), dronning af
Rumænien og bekjendt som forfatterinde under navnet
Garmen Sylva, f. i Neuwied som datter af fyrst Hermann
af Wied, 1869 formælet med prins Karl af Hohenzollern-
Dronning Elisabeth.
graisset ® m, (zool.) løvfro.
graisseur (|) m, maskin-,
vognsmører; (adj) selvsmørende,
graisseux (f) fedt(et)-.
gram — ® Gramm n - @
gram(me) — (f) gramme m.
gram ® sint, vred.
Gram (t) m, græmmelse, sorg.
grämein (t) være grætten,
vranten.
grämen sich g. græmme
sig.
Grämlichkeit ® f, græUenhed,
vrantenhed,
graminée (f) (f): (plante) g.
græsplante; (pi) græsfamilien,
gramineous (é) græs(agtig)-.
graminivorous @ græsædende.
grammatik — ® Grammatik f
— (e) grammar - ® grammaire f.
grammatiker — (t)
Grammatiker m — (e) grammarian — (Î)
grammairien m.
grammati(kal)sk — ®
grammatisch - grammatical - ®
grammatical, de grammaire,
grammatiste ® m, pedant,
grampus @ spækhugger,
staur-hynning.
grams: kaste ig. — ® etw.
in die Grapse, in die Rapuse geben
— @ throw money for scrambling,
(fig.) play at ducks and drakes
with money ~ (f) jeter à la
gri-bouillette.
gramse - ® grapsen - (e)
snatch, snap, grab - (?) saisir
(avidement), chiper.
gran I — (t) (vegt) Gran n (m);
(smule) Stäubchen n — (e) atom,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
