Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Embedsdragt ... - Ordbøgerne: G - greffage ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
greis—grenader
1283
Emeri^tus—Emigra^ntlitteraturen
1284
Emeri’tus (lat.), en udtjent, en som paa grund af
alder eller svagelighed er afgaaet fra sit embede (især
om en prest, pastor emeritus).
Emersion, et himmellegemes gjenfremkomst, efterat
det en tid har været skjult bag en anden klode eller i
sammes skygge; bruges især om Jupiter-maanerne. Se
Immersion.
Emerson [e’mdsdn], Ralph Waldo (1803 — 82), amer.
tænker og digter, var en kort tid prest for en unitarisk
menighed, men nedlagde sit embede paa grund af
divergenser angaaende sakramenterne. 1833 foretog han en
reise i Europa, hvor han sluttede venskab med Carlyle.
Deres mangeaarige brevveksel er udgivet:
«Correspondence of Carlyle and E.» (1883). Efter sin hjemkomst
bosatte E. sig i Concord, hvor han med mund og pen
virkede for sin idealistiske, individualistiske livsanskuelse.
Naturens liv er, ligesom den ubetingede sedelov, en
aaben-baring af Guds vilje. Jesu Kristi gjerning betragter han
ganske som unitarismen. Navnlig gjennem sine skrifter,
som blev meget læst, har E. i hoi grad paavirket det
nyere amerikanske aandsliv. Af disse kan foruden
digtsamlingerne «Poems» (1846) og «Maj^-dag and other
pieces» (1837) nævnes: «Nature» (1836); Literary ethics»
(1838); «Essays» (1841); «Miscellanies» (1849);
«Representative men» (1850, d. overs. Kbh. 1857 ved E. M.Thorson);
«English traits» (1856); «The conduct of life» (I860);
«Letters and social aims» (1875). Paa dansk foreligger
desuden en afhandling af E., «Tale holdt til de ældre
theologiske studerende ved universitetet i Cambridge i
Massachusetts», Kbh. 1856 (ved E. M.Thorson). Hans
samlede verker er gjentagne gange udgivet^ saaledes i
14 og 12 bd. (Boston 1890).
Emmery, Carlo (1848—), ital. zoolog, har særlig
arbeidet med m^^rernes systematik, som han har seet i lys
af almindelige biologiske spørsmaal; særlig har han
fæstet sin opmerksomhed ved artsdannelsen, hvor han
delvis nærmer sig De Vries (s. d.).
E’mesa, se Høms.
Eme’ticum, brækmiddel.
Emfase (græ. e’mfasis), eftertryk i talen ; emfatisk,
eftertrykkelig, fyndig.
Emfysem (græ. emfyséma), opblæsning med luft.
Ved visse sygelige tilstande, f. eks. ved ribbensbrud med
læsion af lungen, kan luften blive trykket ud i
bindevævet under huden, som derved svulmer op, hud-e.
Noget lignende kan ske ved visse gasdannende bakterier,
f. eks. under koldbrand, forraadnelses-e. Almindeligst
er e. betegnelse for en lungelidelse, en sygelig udvidning
af lungen, der befinder sig i en stadig opblæst tilstand,
idet den har mistet sin elasticitet, saa at den ikke
for-maar at presse den indaandede luft ud. Sygdommen
kan være medfødt og optræde i barnealderen eller den
yngre alder; den kan foraarsages ved visse legemlige
anstrengelser (glasblæsere, hornblæsere o. 1.). Men den
hyppigste aarsag er den kroniske bronkit.
Hoveds3^mp-tomet ved e. er kortpustenhed, der kan være meget
betydelig; paa grund af den ofte ledsagende bronkit er der
oftest hoste. Under sygdommen svækkes hjertet paa
grund af den forøgede modstand i lungekredsløbet.
Emigra^nterne (fr. tes émigrés) kaldes i alm. de under
den store revolution udvandrede franskmænd, som af
misnøie med de nye, ved Bastillens fald 14 juli 1789
indledede tilstande søgte tilflugt i udlandet. Især efterat
Ludvig XVI i 1791 havde underkastet sig den nye
forfatning, tiltog antallet af e. i stor maalestok. Medlemmer
af adelen og geistligheden, alle som havde tabt nedarvede
forrettigheder, eller som negtede at underordne sig det
nye styre, og som derfor af denne eller andre grunde
som revolutionens fiender frygtede forfølgelser, tog afsted
i tusenvis for at redde livet eller for i udlandet at afvente
en for deres interesser gunstigere vending i
begivenhedernes gang i hjemlandet. De fleste e. søgte ly i de
nærmest til Frankrige grænsende lande, Tyskland, Schweiz,
Piémont, Spanien, Belgien, Holland, England, men ikke faa
ogsaa i fjenere lande, Polen, Rusland, Danmark, Sverige,
ja enkelte helt oppe i Norge, dengang en bortgjemt og
ukjendt afkrog i Europa. Den egentlige hofadel blandt
e. samlede sig om kongens brødre, greverne af Provence
(den senere Ludvig XVIII) og af Artois (senere Karl X),
der holdt til i Koblenz, hvor de dannede et formeligt
hof, og hvor der oprettedes en saakaldt «regjering», en
«kongelig» domstol, ligesom der gjennem udsendinge til
fremmede statsoverhoveder søgtes forberedt en hevnkrig
mod Frankrige. Var stemningen allerede før fiendtlig
bitter ligeover e., blev den ved disse landsforræderske
intriger yderligere ophidset, og 9 nov. 1791 vedtog den
lovgivende forsamling en beslutning, der erklærede
franskmænd, som samledes udenfor Frankriges grænser
mistænkte for høiforræderi og skyldige at miste liv og gods,
saafremt de ikke inden aarets udgang vendte tilbage eller
splittedes. Ved sin anmassende optræden bidrog e. ikke
blot til at paaskynde Ludvig XVI’s henrettelse, men
bragte ogsaa tusender af den gamle ordens tilhængere
og endnu flere, der mistænktes for at have forbindelser
eller endog blot sympati med «aristokraterne», paa
skafottet. 30 000 navne opførtes paa listerne over de
for altid landsforviste eller guillotinen hjemfaldne. Naar
revolutionen kom ind paa massehenrettelsernes vei,
skyldtes dette ikke mindst e.s høist udfordrende holdning.
De af e. forladte faste eiendomme, hvoriblandt mange
af Frankriges gamle historiske slotte og godser, blev
konfiskeret og solgt for statens regning. Mange af e. levede
under landflygtigheden i den yderste fattigdom, ikke
faa nedsatte sig for godt, hvor de var truffet til at havne,
endel deltog i felttogene mod sit gamle fædreland. De
fleste kom dog tilbage til Frankrige, dels efter den af
Napoleon Bonaparte 26 april 1802 udfærdigede betingede
amnesti, dels efter den anden restauration 1815. Under
reaktionen i de følgende aar kom mange af dem atter
til ære og værdighed og fik i høie embeder og (ved en
1. af 27 april 1825) tillige gjennem statspensioner til et
samlet aarligt beløb af 30 mill. frc. nogen erstatning for
de tabte eiendomme. [Litt.: E. Daudet, «Histoire de
l’émigration» (3 bd., Paris 1886—90).]
Emigra^ntlitteraturen, en betegnelse dannet i 1872
af G. Brandes for den franske litteratur, der omkr. 1800
skabtes af forfattere, som havde flygtet, dels for
revolutionen, dels for Napoleon; i det første bind af hans
Hovedstrømninger», som bærer dette navn, behandles
særlig Sénancour (forfatter af «Oberman»), Chateaubriand
i hans første periode, samt Mad. de Stael. Betegnelsen
har med rette ikke vundet almen anerkjendelse.
greis ® graa(hærdet),
alderstegen.
Greis (t) m, olding, gubbe,
g.enhaft oldingeagtig,
gammelmandsagtig.
grel - (t) grell - © glaring,
striking; (i malerspr.) crude — ®
(farve) tranchant, vif, criard, cru,
dur; (modsætn.) frappant.
grêle ® f, hagl ; (fig.) regn, skur.
grêîe ® spinkel, tynd, mager,
grêlé ® haglskadet; koparret,
grêler (f) hagle; ødelægge (hagl),
grelet (^ m, spidshammer,
grelhed - ® Grellheit f – (g)
glaringness, crudeness — (f) dureté,
crudité f; trop grand éclat m;
charge, exagération f.
grelin (f) m, trosse.
grell (t) skingrende,
gjennem-trængende, grel.
grêlon (f) m, (hagl)korn.
grelot ® m, bjelde, klokke
grelottement ® «i, rysting,
skjæl ving.
grelotter (f) ryste, skjæl ve,
dirre ; hakke tænder (af kulde),
greluchon ® m, modenar.
grémil (f) m, (bot.) stenfrø.
gren — (t) Ast, Zweig m; (paa
gaffel) Zink ; (paa horn) Ende, Zacke
— @ branch, (kun paa træ) bough;
(paa gaffel) prong - ® branche f:
(vinranke) sarment; (paa gaffel)
fourchon m.
grenade (^ & ® f, (mil.) granat;
® ogs. granatæble.
grenader — (t) Grenadier m —
(e) & (f) grenadier m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
