- Project Runeberg -  Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind II : Byzantinsk litteratur-Fabliau (Ordbøgerne: Edeling-Henslæbe) /
1377-1378

(1907-1913)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epode ... - Ordbøgerne: H - haand ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1377

Epode—Epsom

1378

Epöde (græ. epödos, eftersang). 1. I korsange
(Pindar) eftersangen, der følger efter og afslutter de til
hinanden svarende strofer og antistrofer (s. d.). — 2. En
kortere verslinje, følgende efter en længere, eller digt
bestaaende af afvekslende længere og kortere verslinjer
(dog ikke heksa- og pentameter). — 3. Omkvæd.

Epoke (græ.). 1. Det tidspunkt, fra hvilket en ny
tidsregning eller historisk periode begynder, f. eks. Roms
anlæggelse, Kristi fødsel. — 2. (Astr.). Tidspunktet for
et himmellegemes nærmere angivne position.

Epomëo el. Monte San-Nicola, en siden 1302
udslukket vulkan paa den italienske ø Ischia, 792 m., øens
høieste top.

E^pona, en mulig opr. gallisk gudinde, som navnlig i
keisertiden dyrkedes i romerske lande, især de tidligere
keltiske, som skytsgud for heste, æsler og muldyr.

Epo^nymos (græ.), «den, som giver navn», betegnelse
for de heroer i Athen, som gav de 10 af Kleisthenes
indrettede fyler navn. Senere betegnedes saaledes i Athen
den øverste archont og i Sparta den øverste efor, efter
hvem aaret benævntes. Ogsaa assyrerne kjendte den
skik at benytte høiere embedsmænds navn til at betegne
aarene med.

Epopée, se Epos.

Epöpeus, en oldgræ. heros, som særlig var knyttet til
byen Sikyon. Han nævnes i forskj. efterhomeriske sagn.

Epos (græ., eg. «det sagte», ord, fortælling) el. episk
digtning, den digtart, som i form af en
sammenhængende fortælling fremstiller tildragelser, digtede eller
historiske, i modsætning til dramaet, hvor de sker eller
fremstilles for vore øine, og til det lyriske digt, som
ud-tr3^kker digterens stemninger. Den oprindeligste form,
folke-e., beretter folkets mytiske fortidshistorie, uden
at dog endnu de handlende personer staar ud af digtet
som individuelle karakterer, men hvor selve folket er
helten. H elte digtet bevæger sig om navnkundige helte
og deres kreds. Til e. henregnes de mindre former:
fabelen (s. d.), dy re. (se Dyresagn), den fortællende
romance eller ballade (som Welhavens). Som
kunstformer er at anføre det religiøse e. og det
borgerlig-idylliske e. (se Idyl). Den prosaiske fortællende
digtning udvikler sig senere end de versificerede former
(se Roman, Novelle, Saga). — Episk digtning mødes
hos alle litteratur-folk. Kineserne har sin «Schi-King»,
hebræerne «Simson»-fortællingen. Indernes «Rämäyana»
og «Mahäbhärata» er folke-e. i vældige former. Perserne
har digteren FirdûsTs «Shähnäme». Med dyb
individuel karakteristik møder vi e. i grækernes «Iliade» og
«Odyssee» (se Homer), paa heksametre, som derfor er
blevet betegnet som det «heroiske vers». Under græsk
indflydelse staar romernes e. med Virgils «Æneide» og
hans senere efterlignere, Lucanus, Statius o. fl. — I
middelalderen mødes atter folke-e. i russernes «byliner»,
kelternes sange, der i det 18 aarh. bearbeidedes i
Mac-phersons «Ossian», i finnernes sange, der i det 19 aarh.
optegnedes og udgaves («Kalevala»), og i de gamle
germanske mytisk-heroiske digte. De ældste af disse sidste
er «Eddaens» sange, der dannes fra det 9 aarh. af, og
angelsachsern es « Beowulf»; yngre er den tyske
«Niebe-lungenlied». Den senere middelalder er heltedigtets
tid. Den rigeste udvikling finder det i Frankrige; det

haand

bevæger sig om nationale og fremmede sagnhelte, der
fremstilles i overensstemmelse med tidens ridder-ideal.
Heltedigtets motiver (særlig sagnene om Arthur og hans
kreds) benyttes af den middelalderlige kunstdigtning, i
Frankrige af Grestiens de Troyers, i Tyskland af Wolfram
von Eschenbach, Hartmann von Aue, Gottfried von
Strassburg. Sagnene om Roland anvendtes særlig i Italiens
kunstdigtning i det 15 og 16 aarh., fremfor alle af
Ariosto i hans «Rasende Roland». Videre udviklet blev
det romantiske kunst-e. i Tassos «Befriede Jerusalem»,
d Ercilla’s «La Araucana» og Camoes «Lusiaden» ; til den
samme gren kan ogsaa regnes Wielands «Oberon». — I
den nyere tid efterlignes atter Virgil, særlig i Frankrige,
hvor Ronsard skriver sin «Franciade», Voltaire
«Henriaden» om de nationale kongers bedrifter; det er den
episke digtnings dødeste skud. Død er ogsaa det idylliske
e. paa heksametre, der opstaar i anden halvdel af det
18 aarh. og henter sit stof i samtidens borgerlige liv
(som Voss’ «Luise»). Alene Goethes mesterverk «Hermann
und Dorothea» staar endnu friskt og evigungt. Herhen
hører ogsaa Lamartines «Jocelyn», i Norden Runebergs
« Elgskyttarne» og « Julkvällen^>. En fornyelse af det
romantiske e. sker først med det 19 aarh.s romantik, i
Norden Tegnérs «Frithjofs saga», Oehlenschlägers «Helge».
Samtidig dyrkes den mindre poetiske fortælling af Scott,
Byron, Paludan-Müller, Tegnér; halvt lyriske er
Wergelands større digte. En fornyelse af e. i moderne aand
sker ved Byrons «Don Juan», der som sine efterfølgere
skildrer en tids-type og tillige er satirisk og kritisk rettet
mod samtiden. Herhen hører bl. a. «Eugen Onegin» af
Puschkin, Paludan-Müllers «Adam Homo»; ogsaa Ibsens
første udkast til «Brand». — Som e.s parodi maa
nærmest henregnes det komiske heltedigt, t. eks.
Holbergs «Peder Paars», der er besiegtet med digte af
Butler, Pope, Boileau. [Litt. : V.Vedel, «Helteliv», [-«Ridder-romantiken».]-] {+«Ridder-
romantiken».]+}

Eppan, kommune i Østerrige, distriktet Bozen, Tirol,
ligger paa en høislette, 410 m. o. h.; 5408 indb. (1900).

Eppendorf, tidligere forstad til Hamburg, danner
efter 1894 en del af byen. Bekjendt sygehus.

Epping, by i England, grevsk. Essex, n.ø. for London;
3789 indb. (1901). Mellem E. og Ghingford strækker
sig E. skog, som i 1882 blev indkjøbt af London til
offentlig park.

Épreuve d’artiste [eprøv darti’st], aftryk af
kobberstik eller radering med eller uden kunstnerens
egenhændige navn (gjerne med blyant) og forinden nogen
underskrift (emnets, kunstnerens og trykkerens navn,
dedikationer etc.) er graveret paa kobberpladen (épreuve
avant la lettre, modsat épreuve avec la lettre,
d. V. s. med de nævnte underskrifter). Er der under
pladens udarbeidelse efterhaanden taget prøveaftryk eller
i det hele aftryk før den endelige pladetilstand, kaldes
disse épreuves de remarque. Da de bløde
kobberplader under trykningen hurtig slides, er alle disse første
aftryk gjerne de klareste og bedste og derfor særlig
værdifulde og eftertragtet. Se État.

Epsom [e’psdmj, by i England, grevsk. Surrey, 22 km.
s.v. for London; 10 915 indb. (1901). E. er et meget
besøgt badested og er bekjendt for sine bittersaltkilder;
nu mest bekjendt for sine veddeløb. Se Derby.

— ® Handhaber, Behaupter m —
(ê) maintainer, vindicator, asserter;
custodian (of order) — (f)
défenseur: administrateur m.
haand-jern — ® Handfessel f, -eisen n
. - (e) manacle, hand-cuff, - fetter —
® menotte f. haandklæde —
® Handtuch n - @ towel — (f)
serviette f (de toilette), essuie-main
m. haandlag — (t) Geschicklich-

keit, Gewandtheit f; Handgriff m,
-geschick n — (e) handiness,
manual adroitness — (f) adresse,
habilité, dextérité f; (godt) (avoir) la
main bonne. haandled — ®
Handgelenk n — (S) wrist — ®
poignet m. haandlinning — ®
Handqueder, -besàtz m -
wristband — (f) poignet m.
haand-ordbog — (t) Handwörterbuch n

— @ compendious dictionary
-(Î) petit dictionnaire m.
haand-penge — ® Hand-, Angeld n —
(^ earnest (money), arle(s)-penny,
hand money; (til soldater) press
money, bounty — (î) arrhes f pl ;
(ved hvervning) engagement m.
haandskrift - ® Hand(schrift)
f, Manuskript n — (ê) handwriting;
manuscript — (^ écriture, main f;

autographe ; manuscrit m,
haand-slag — ® Handschlag m — (ê)
shake of the hand; solemn
promise — (f) poignée (f) de main,
haandtag — ® Griff m,
Handhabe f - (ê) handle; (paa sverd)
hilt — ® (paa sverd) poignée f;
(paa kuffert) portant m.
haand-tryk — ® Händedruck — (e)
squeeze (pressure) of the hand,

44 — Illustreret norsk konversationsleksikon. II.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 11:08:04 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ink/2/0747.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free