Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik ... - Ordbøgerne: H - Hafen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1395
hage—hagle
Erik jarl—Eriksen
1396
raade. — 3. E. Jedvardsson den hellige (d. 1160),
konge dog vistnok kun i Svearike. Han virkede
nidkjært for kristendommen og gjorde ved et korstog til
Finland begyndelsen til dettes erobring. E. blev myrdet
i Upsala af en dansk prins, ansaaes for martyr og blev
Sveriges nationalhelgen, hvis dødsdag (18 mai) aarlig
feiredes (Eriksmesse). Kanoniseret af paven blev han
dog ikke. — 4. E. (X) Knutsson (d. 1216), sønnesøn
af forann., søn af kong Knut Eriksson, maatte kjæmpe
med S verker II, som støttedes af Valdemar Seier. Efter
Sverkers død 1210 udsonede E. sig med Valdemar
Seier og tog dennes søster Regitse tilegte. — 5. E. (XI)
Eriksson (1216—50), søn af forann., blev ved
Sverker-ættens uddøen med Johan konge (1222). 1229—34 var
han i Danmark, forjaget af modkongen Knut Lange,
men vendte efter dennes død atter hjem og fandt støtte
hos Folkungeslegten. Under E, fæstnedes hierarkiets
magt, og Birger jarl foretog et nyt korstog til Finland,
hvor tavasterne kristnedes. — 6. E. (XII) Magnusson
(1339—59), søn af Magnus Eriksson og dronning Blanka,
hyldedes 1344 som svensk tronfølger. Ophidset af
stormændene reiste han oprør mod faderen og udraabtes
til konge 1356. Under den paafølgende strid maatte
Magnus ty til Valdemar Atterdag, som 1359 gjorde
indfald i Skåne. Kort efter døde E., muligvis af pesten;
rygterne om giftmord er ubevislige. — 7. E. (XIII), se
E., konger i Danmark (E. af Pommern). — 8. E. XIV
(1533—77), søn af Gustaf Vasa og Katarina af
Sachsen-Lauenburg, havde faaet en udmerket opdragelse, var
rigt begavet, veltalende og kunstnerisk interesseret, men
samtidig yderst lidenskabelig, sanselig og forfængelig.
Personlig feig og mistænksom, ofte grusom og vild, naar
lidenskaben kom i kog, bar han paa spiren til en
sindssygdom, som siden kom til udbrud. Da han 1560 besteg
tronen, tegnede alt dog ret lovende. Indad styrkede
han kongemagten, bl. a. ved at indskrænke sine brødres
altfor store magt, og udad fik Sverige fast fod i
Estland. Imidlertid kastede E. sig ud i en række
gifter-maalsplaner (med Elisabeth af England, Maria Stuart,
Christine af Hessen, Renata af Lothringen), som alle
strandede. Under syvaarskrigen med Danmark (1563—
70), som han søgte at gjøre saa barbarisk og grusom
som mulig, vokste hans medfødte mistænksomhed og
vendte sig, næret af stjernetydning og Göran Perssons
onde raad, skarpt mod høiadelen. 1567 lod han af frygt
for en indbildt sammensvergelse en del adelsmænd
fængsle i Upsala, deriblandt Nils Sture. Derpaa
myrdede han selv denne i et anfald af vanvid, medens
vagten paa hans bud ombragte andre af fangerne
(Sture-mordene). Nogen tid efter egtede og kronede han sin
frille, den lavættede Karin Månsdatter. Men nu reiste
hans yngre brødre, Johan og Karl, sig mod ham, tvang
ham til at overgive sig og erklærede ham for afsat
(januar 1569). Siden levede han som fange paa
forskjellige slotte indtil 1576, da han døde, muligvis ved
gift. Med Karin havde han en søn, Gustaf, der døde i
fattigdom i Rusland, og en datter, Sigrid, som egtede
adelsmanden Henrik Tott.
Erik jarl, ældste søn af Haakon Ladejarl (s. d.), gik
efter sin faders død i forbund med kongerne af Danmark
og Sverige mod Olav Trygvessøn og var hovedanføreren
i slaget ved S volder, hvor Olav faldt (1000). Ved den
deling af Norge, som nu paafulgte, fik Erik sammen med
sin broder Svein hele det vesten- og nordenfjeldske samt
en del af Viken og Oplandene, tildels med vasalpligt
under den danske og den svenske konge. Skjønt selv
kristne gjorde jarlerne lidet for at opretholde den nye
religion; dog afskaffedes enkelte hedenske sedvaner, f. eks.
holmgang. Da E. i 1014 fulgte kong Knut (den mægtige)
til England, overdrog han styret i Norge til sin søn
Haakon, men kort efter blev landet erobret af Olav
Haraldsson (slaget ved Nesjar 1016). E., der var en af kong
Knuts bedste støtter i England, fik senere
Northumberland af denne og forblev her til sin død (1023 eller 24).
Erik Ivarssø’n, n. prælat, biskop i Stavanger fra 1172,
blev, trods kong Sverres modstand, valgt til erkebiskop
efter Eystein Erlendssøn (1188). Snart kom han op i
en heftig strid med kongen, som hævdede ret til at øve
indflydelse paa de geistlige valg, søgte at indskrænke
erkestolens indtægter, vilde forbyde erkebispen at holde
væbnet følge m. m. E. flygtede til Danmark, hvor han
fandt støtte hos erkebiskop Absalon og opnaaede, at
paven lyste interdikt over Sverre og hans tilhængere
samt tvang de norske bisper til at forlade hans sag.
Efter Sverres død forligte E. sig med hans søn Haakon
og vendte tilbage til Norge (1202). Han var da
fuldstændig blind, men blev staaende som erkebiskop indtil
1206, da han nedlagde sin værdighed (d. 1213). Hans
kamp mod Sverre synes udelukkende at have været ledet
af kirkelige motiver.
Erik, d. prinser. 1. E. I, hertug af Sønderjylland
1259—72, søn af kong Abel, kom 1257 i strid med sin
farbroder kong Kristoffer I, som negtede ham len, sluttede
sig til kongehusets fiender og seirede i to blodige slag.
Af Erik Klipping blev han forlenet med Sønderjylland
samt krongodset der og paa Als. Han kjøbte borgen
Gottorp, som fra nu af blev hertugernes residens. — 2.
E. Langben, foreg.s søn (d. 1310), laa i stadig strid
med kong Erik Mændved, som forlenede ham med
Langeland, men stod paa venskabelig fod med sin hustrus
søstersønner, de norske konger Erik og Haakon
Magnussøn, som laa i krig med Danmark. — 3. E.
(Kri-stofferssøn), ældste søn af Kristoffer II, blev valgt
til dennes medkonge 1321, kronet 1324, var hadet
ligesom faderen og holdtes af sine fiender i 3 aar (1326—29)
fængslet paa Haderslev slot. Han døde 1332 som følge
af et fald af hesten under flugten fra et tabt slag. —
4. E. (d. 1304), hertug af Sønderhalland, søn af Valdemar
Seiers frillesøn Knut. Var en kort tid drost og fik 1284
Sønderhalland som len. Senere paa Norges side mod
Erik Mændved. Hans sønnesøns søn. Barnim Eriksen,
var sidste mandsætling af det gamle kongehus.
Erik den røde, se Eirik raude.
Eriksberg i Södermanland, et af Sveriges største
godser, er fideikommis for den friherrelige æt Bonde.
Den pragtfulde hovedbygning, E.s slot, er opført omkr.
midten af det 17 aarh. af rigsraad, friherre Erik
Gyllen-stierne og hustru, flere gange istandsat i det 19 aarh.
Til slottet hører foruden store kunstsamlinger et berømt
bibliotek, særlig rigt paa nordisk historisk litteratur.
Eriksen, Alfred (1864—), n. prest og socialistisk
politiker. Gand. teol. 1888, sogneprest til Karlsø, Tromsø
hage (redsknb) se hake.
Hagapfel ® m, skogæble.
Hagebuche ® f, hvidbøk.
Hagebutte (p f, nype
Hagedorn ® m, hagtorn
Hagel® m, hagl; bygkorn (paa
øiet). dass dich der H.! gid
du faa en ulykke! alle H.! for
pokker! H.gans f, vildgaas. H.-
guss, -schauer, -stürm m,
haglbyge.
hageln ® hagle,
hagel voll ® døddrukken,
hager ® mager.
Hagerose ® f, hunderose.
Hagestolz ® m, pebersvend,
sveinkall.
haggard © mager, udtæret, vild.
haggis © skotsk hakkepølse.
haggle © tinge, prute,
hagiographe (f) (m),
helgen-bingraf(isk).
hagiographie (f) f,
helgenbiografi.
hagl — ® Hagel m, Schlosse f;
(skyde-) ogs. Schrot n - © hail ;
(skyde-) (small)shot - (f) grêle f;
(skyde-) dragée f. menu plomb m.
haglbøsse — (t) Schrotflinte f —
© fowling-piece, shot-gun - (f)
fusil (m) de chasse, haglkorn
- (D Hagelkorn n, Schlosse f;
Schrotkorn - © hailstone — (^
grain de grêle, grêlon m.
hagle — ©hageln, (sved)
herabtriefen - © hail, patter; (sved)
stream — (f) (upers.) il grêle; il
tombe de la grêle; (fig.) pleuvoir;
(sved) ruisseler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
