Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eskatologi ... - Ordbøgerne: H - Handel ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1425
engang skal gaa tilgrunde, gjenfindes hos de forskjelligste
folkeslag, saavel hos de primitive som hos kulturfolkene.
Om maaden varierer forestillingerne: snart tænker man
paaild (verdensbrand), snart paa vand (en ny «syndflod»),
snart paa tørke, snart paa kulde (fimbulvinter), eller paa
vulkanske udbrud o. 1.; naturforholdene paa det sted,
hvor forestillingen oprindelig hører hjemme, har her spillet
en stor rolle; undertiden er naturkatastrofer, som fra
først af var tænkt hver for sig, stillet sammen (saaledes
f. eks. i Vçluspâ). Enkelte steder har spekulationen ført
tanken videre og er naaet frem til forestillingen om
et kredsløb af evig tilbagevendende verdensperioder
(jfr. den moderne videnskab, specielt Svante Arrhenius,
« Världarnas utveckling»), saaledes i Indien og Grækenland
(stoikerne). Særlig bemerkelsesværdig er de eskatologiske
forestillinger i den gammelpersiske, af Zarathustra
stiftede mazdareligion, i hvis ældste bestanddel
(gäthä-sangene) verdensafslutningen bestemt karakteriseres som en
dom, medens den for den senere, temmelig optimistiske
betragtning (fornemmelig kjendt gjennem «Bundehesh», s. d.)
nærmest fortoner sig som en renselse og fuldendelse.
Tiden varer 12 000 aar, fordelt paa fire lige lange perioder.
Efterhaanden kommer det til kamp mellem den store
gode gud, skaberen af alt godt, «den vise hersker», Ahura
Mazda, og skaberen af det onde, «den fiendtlige aand»,
Angra Mainju. Zarathustra træder frem henimod
begyndelsen af den sidste periode, hvis første tusen aar
er tiden for den nuværende menneskehed. Denne tager
del i kampen mod de onde magter og bidrager til at
hidføre det godes fremskridt (frashokereti). Med tusen aars
mellemrum fødes de tre verdensfrelsere, opstaaet paa
overnaturlig maade af profetens sæd og født af en jomfru. Den
sidste af dem, som specielt benævnes «frelser» (saoshyant),
opvækker alle døde. De onde renses gjennem smeltet
metal eller ved hjælp af helvede. Kun enkelte, der som
følge af særlig svære synder allerede under sin levetid
er blevet til djævle (daêver), tilintetgjøres sammen med
dæmonerne. Saoshyant rækker menneskene
udødelig-hedsdrikken; de lever evig salig paa den rensede jord,
hvor Zarathustra forretter høimessen. Ogsaa helvede
renses og indvindes for jorden. Denne gammelpersiske
e. har sandsynligvis ikke været uden indflydelse paa
udformningen af den jødiske. Allerede hos profeten Arnos
(8. aarh. f. Kr.) er der tale om «Jahves («Herrens») dag»,
den store slutningskatastrofe, hvorom man trøstig mente,
at den under enhver omstændighed vilde blive til glæde
og frelse for Israel. Profeterne derimod fremstillede i
sin forkyndelse frelsen som betinget af, at folket omvendte
sig fra sine synder. Da skulde der engang for folket
oprinde en salig fremtid. Med senjødedommen (fra 1
halvdel af 2 aarh. f. Kr. til ca. aar 100 e. Kr.) og
apokalypserne (s. d.) indtræder en ændring af fremtidshaabet.
Det gamle haab holdt sig indenfor denne vor nuværende
verdensorden (græ. aiön hoûtos)] det nye haab venter en
ny, derfra væsensforskjellig verdensorden (græ. aiön
mélWn). Det er den os nu saa fortrolige forestilling
om den «dennesidige» og den «hinsidige» verden, hvis
første tilsynekomst hos jøderne vi her bliver vidne til.
Denne verden maa gaa tilgrunde; thi den ligger i det
onde; djævelen og hans hær har for stor magt. Her
gjør vi ogsaa for første gang hos jøderne bekjendtskab
Eskatologi 1426
Handel—handicap
med djævelen: det gamle testamente, profeterne, kjender
ham ikke. Ved verdenskatastrofen skal Gud kjæmpe en
stor kamp med djævelen og beseire ham. Den gamle
verden brænder op, og den nye fødes. Menneskene stedes
for dommen. Indenfor det gamle Israel mente man, at
naar graven lukker sig over mennesket, saa er det forbi
med ham; i dødsriget («scheolO samles alle, onde og
gode, til en elendig skyggetilværelse; og derfra gives der
ingen udfrielse. Fremtiden tilhører Israels folk; ikke den
enkelte; over ham ruller historien videre. Og nu,
pludselig, i senjødedommens apokalypser møder vi —
opstan-delseslæren! Først i 2 aarh., i Daniels bog (s, d.), er
den med sikkerhed bevidnet. Til en begyndelse tog den
alene sigte paa de særlig fromme og de overvættes ugudelige,
som ikke havde faaet fuld gjengjældelse i denne verden.
Det gamle Israel ventede, at Gud engang i spidsen for
folket vilde stille Messias, den salvede konge av Davids
æt; og under ledelse af denne væsenlig rent menneskelig
tænkte regent skulde det lykkes Israel at faa tr^^kket
stormagterne under sig og selv komme til magten. I
senjødedommen forvandles nu ogsaa denne forestilling og
bliver til forventningen om «menneskesønnen», et
præeksi-stent væsen, som kommer ned fra himmelen, og som
ved verdensdommen spiller en med Guds, man kan næsten
sige konkurrerende rolle. Et vidnesbyrd om kompromis
mellem de to idékredse, den nationale og den
apokalyptiske, har man vistnok at se i den eiendommelige idé
om «mellemriget» (eller tusenaarsriget), som vi bl. a.
møder hos Paulus (1 Kor. kap. 15) og i
Johannes-apokalypsen (Aabenbaringen kap. 20), og som ogsaa langt
senere, inden protestantismen (navnlig i 17 aarh.), har
været gjenstand for sterk forventning. De ældste kristne,
som overtog den jødiske apokalyptik (Aabenbaringen
vidner ikke mindst derom), forestillede sig
slutningskata-strofen som umiddelbart forestaaende. Og det forsøg
paa at udregne tidspunktet for denne katastrofes
indtræden, som møder os allerede i Daniels bog, er ofte
gjentaget inden kristenheden. En italiensk
cisterciensermunk, Joakim af Floris, beregnede, at endetiden vilde
indtræffe aar 1260. 1 aaret 1412 fik man vide, at
Antikrist, personifikationen af ondskaben i dens sidste og
værste udbrud før Kristi gjenkomst, allerede var 9 aar
gammel. Bengel fandt ud, at verden vilde gaa tilgrunde
i 1836. En eng. astronom Dimbleby beviste i et skrift,
som ogsaa blandt vor almue har spillet en ikke ringe
rolle, at verdens undergang maatte ventes ved paasketid
1898 («Den nye tid er nær», oversat fra engelsk ved
T. N. Holme, Kra. 1894). Ifølge H. R. G (uldberg)
«omfatter den store trængsel tidsrummet fra 1882—1920^4,
altsaa et tidsrum af 38 aar, d. e. den samme tid som
Israels ørkenvandring androg til, forinden de naaede
Kanaan . . . 1896 vil klokken være 5, 1917 er klokken
5\2, 1933 er det himmelske ur 5.55» («Vægter, hvor langt
paa natten?». Kra. 1887). I middelalderen var
eska-tologiske fantasier ikke sjeldne; men især fandt de en
frugtbar jordbund under reformationstiden med dens
gjendøberske o. 1. fantastiske sværmerier. — Ogsaa islam
har tilegnet sig den jødiske e., som med sin forventning
af en forestaaende truende dom fornemmelig var det,
der drev Muhammed til at træde frem som profet og
forsøge paa at ryste op i sine trygge landsmænds sam-
delsgartner — (t) Handelsgärtner
m — (e) florist and nursery-man,
market-gardener — (|) jardinier
(marchand), (marchand) fleuriste
m. handelshus — (t)
Handlungshaus n — (e) commercial house,
Arm, mercantile establishment —
(f) maison f (de commerce),
handelsmand — (D Handelsmann m
— @ merchant, trader — ® mar-
chand, commerçant m.
handelsreisende — (t) Handlungsreisender
— (g) travelling clei^k, commei’cial
traveller, bagman — (f) commis
voyageur, voyageur (m) de
commerce. handelsstand — ®
Handelsstand m — (e) mercantile class
— (f) le commerce, les commerçants
m pl. •
Handel (t) m, sag, historie, af-
fære; (rets)trætte, proces; handel;
forretning, ohne H. uden at tinge,
prutte. Händel pl, strid, klammeri,
spektakler, handelseinig, -eins
werden blive enig(e) om
handelen. Händelsucht f, kivagtighed,
trættekjærhed. händelsüchtig
kranglevorn, trættekjær.
handeln ® handle; drive
handel, kjøbslaa; tinge, prutte; for-
handle. sich um etw. h. gjælde,
dreie sig om.
hander (g) overleverei-, -rækker;
(slang) sekundant, assistent.
handicap @ (egentl.) bytteleg
med mellemlag; slags kortspil;
løb med vegtudjevning; belaste,
betynge ; skabe (en yderligere)
vanskeligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
