Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa ... - Ordbøgerne: H - Hecke ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1477
Europa
1478
hvis bund har udgjort en torliggende del af fastlandet
indtil en forholdsvis sen tid. 2. Fastlandskjernen,
mellem rand- og indhavene i nord og syd.
Fastlandskjernen deler sig ved den 20de meridian i en vestlig smalere
og en østlig bredere, egte kontinental del (Rusland).
3. Syd-E.s halvøer og øer. — Idet E.s omrids og øvrige
naturforhold er langt mere afvekslende end de øvrige
verdensdeles, faar E. langt flere særprægede
enkeltom-raader af hensigtsmæssig begrænset omfang, end tilfælde
er i de andre verdensdele. Dette har i høi grad virket
udviklende paa dets beboere, ligesom dets gjennemsnitlig
ringe afstand fra havet i forbindelse med fjeldenes retning
har givet det et gunstigt klima. Det er især det vestlige
E., som nyder disse fordele, medens den østlige del,
Rusland, er et ensformigt fladt indland. — Med en
middelhøide beregnet til 300 m. er E. den laveste verdensdel,
6 mill, km.^ af dets overflade naar ikke over 200 m. o. h.,
og kun 0.1 mill, km.^ naar over 2000 m. Noget lignende
til Asiens, Amerikas og Afrikas høividder eller de to
førstnævnte verdensdeles vældige fjeldkjeder findes ikke
iE. — E. er udformet dels ved det rindende vands
arbeide, dels under isens indflydelse. Under istiden
(eller istiderne) i den senere tertiære tid og i
kvartærtiden laa en vældig jøkelmasse over Kjølenhalvøen (den
Skandinaviske halvø) og Finland og bredte sig en tidlang
udover den nuværende Nordsjø og Østersjø til
Storbritanniens vestkyst, til det mellemtyske fjeldland og
udover en stor del af det russiske lavland. Ogsaa mange
andre egne i E. var isdækket, saaledes strakte særlig
store jøkler sig ud fra Alperne. Istidens indtræden
og tilbagetræden var foranlediget ved forandringer i
klimaet (temperatur og fugtighed), forandringer, som
ogsaa paa forskjellig maade har paavirket det ene
og det andet landskabs udseende og karakter. I de
engang isdækkede egne har overfladen glacialt præg,
sommesteder, saaledes paa Kjølenhalvøen, præg af
skrid-jøkelens udmeisling og bortskuring, andre steder,
saaledes f. eks. i Danmark, præg af jøkelens og jøkelelvenes
aflæssing (moræne). I Mellem- og Syd-E. har det
rindende vands arbeide skabt dallandskaber, der lavere
nede ender som elvesletter. Længst i syd og i sydøst
har verdensdelen været under indflydelse af tørrere
klima, og den ungarske lavslette, Nedre-Donaus lavslette,
det sydlige Rusland ligesom ogsaa den spanske høislette
har Steppenatur. Den kaspiske depression har noget af
det asiatiske præg over sig, bl. a. det ørkenagtige
landskabs afløbsløshed. — Idet der for de enkelte landskaber
og lande, fjelde og elve henvises til specialartiklerne,
gives her kun en kort opregning. — Det
sydeuropæiske hø i land er en del af det store høilandsbel te,
som strækker sig gjennem Eurasien fra det Stille hav
til Atlanterhavet. Det indbefatter Jaila paa Krim (1543 m.)
og, efter afbrydelsen ved det Sorte hav og det Ægæiske
hav. Alpesystemets rækker af sammenhængende
kjede-fjelde. Alpesystemets kjerne er Alperne (Mønt Blanc
4810 m., E.s høieste fjeld). Til denne slutter sig
Apenni-nerne (Gran Sasso 2900 m.). Balkanhalvøens vestfjelde
(Sjar Dagh 2510 m., Olymp 2985 m.), Karpaterne
(Gerlsdorferspitze i Tatra 2663 m.) og Balkan (Jumrukcal
2385 m.). Uden ydre sammenhæng med Alpesystemet
staar Pyrenæerne (Pie d’ Anethou 3404 m.) og Sierra
Hecke-hedensk
Nevada (Mullahazen 3481 m.). — I de m e il c m- og
nordeuropæiske fjelde skifter fjeldmasser og
kjedebjerge, enkeltfjelde og høisletter i broget
mangfoldighed: Det polske bjergland (Lysa Gora 617 m.), de
mellemtyske fjelde (Schneekoppe i Riesengebirge 1603 m.,
Feldberg i Schwarzwald 1493 m.), det franske
midtplateau med sine Ijelde (Mont Dore 1886 m.), de
britiske fjelde (Ben Nevis 1343 m.), de skandinavisk-finske
fjelde (Galdhøpiggen 2468 m., Kebnekaisse 2123 m.,
Hal-ditsjokko 1254 m.). Uden sammenhæng med de øvrige
fjelde ligger Ural (Toll pos 1657 m.). — E.s sletter
indenfor høilandet, h ø i s 1 e 11 e r n e, er : den schweiziske og
den høityske, ved Alpernes nordfod, og de to kastiliske
i Spanien; lavsletterne er: Po-slelten, sletten ved
Øvre-Rhinen og de tre Donau-sletter, Wienersletten, den
ungarske lavslette og den valakiske slette. Alt i alt
udgjør lavlandet to tredjedele af E.— E.s h o ved va
udskil løber fra det nordlige Ural nogenlunde i midten
af fastlandskjernen (hvor Rhinens kildeomraade volder
en udbøining mod syd) og den Pyrenæiske halvø (hvor
Ebro volder en udbøining mod nord). De største elve
tilhører den sydøstlige heldning. Længst er Volga 3183
km. og Donau 2850 km. Disse to har ogsaa de største
vanddistrikter, Volga 1 459 000 km.^ Donau 817 000 km.’^
Den vestlige del af E. er stykket op i en broget mængde
elvedistrikter. Saaledes har de sydeuropæiske halvøer,
de Britiske øer og Kjølenhalvøen hver sit eget elvesystem.
De fleste ind sjøer findes i de omraader, som engang
har været under isens paavirkning: Alperne, landene
omkring Østersjøen og de Britiske øer. — Klima. E.
er den eneste verdensdel, som ligger helt udenfor den
hede zone, og kun en liden del af verdensdelen, dens
yderste nord, rækker indenfor den kolde zone. Det
tilhører altsaa væsentlig den tempererede zone; det
yderste syd kan dog betegnes som subtropisk. Endvidere
faar det stor betydning for E., at verdensdelen udgjør
vestsiden af et stort fastland og ligger ud mod østsiden
af et verdenshav. Ogsaa indskaaretheden i vest og den
uhindrede tilgang for havets vinde og fugtighed giver
det vestlige E. et gunstig skiftende veirlag, hvorimod
Øst-E. ogsaa i klimatisk henseende er ensformigt. — E.s
planteliv har undergaaet betydelige forandringer i
tidernes løb som en følge af de allerede foran berørte
klimatiske skiftninger og som en følge af menneskets
optræden. Det skyldes klimaskiftninger, klimaet før,
under og efter istiden, at de forskjellige dele af E. har
havt et helt andet plantedække, end de nu har.
Menneskets optræden har over omraader, som tilsammen
udgjør meget over halvdelen af verdensdelens overflade,
fremkaldt en «kulturvegetation» istedetfor det
oprindelige plantedække. Særlig er det oprindelige skogdække
mere eller mindre forsvundet, væsentlig kun bevaret i
de nordlige egne, hvor rydning i opdyrkningsøiemed
har været mindre omfattende. Ved siden af skogen,
som i nord bestaar af naale- og birketrær, længere syd
af løvtrær, kan som karakteristiske plantestrøg nævnes
den russiske ishavskysts tundra og Kjølenhalvøens og
Alpernes høifjeldsbelter med lavarter og myrstrækninger.
Ligesaa græsstepperne, den russiske, den ungarske og
den spanske. — I tertiærtiden har E. tildels huset et
tropisk dyreliv: aber, elefanter o. s. v. Istiden fordrev
dorn m, hagtorn; slaape(bær).
H.miinzer m, falskmynt(n)er.
H.mutter f, liggehøne.
Hecke® f I, hæk, levende hegn;
buskads, (torne)krat; grind.
Hecke ® f II, parring(stid),
(hæk)kelid, klækning; hækkebur;
(klækket) kuld.
hecken ® parre sig, hække,
klække; yngle; udklække, -ruge.
Heckenigel ® m, bustdivel.
Heckenkäfer ®m, oldenborre.
Heckenschnarre ® f,
åkerrikse.
heckicht, heckig ® busket,
gjennemskaaret af hækker,
hectare ® m, hektar,
hectic©, hectique®hektisk;
© Ggs. hektisk feber = hectisie
® f.
hed - ® heiss; hitzig(es
Getränk) — © hot; heady (wines);
(the) torrid (zone).
hede sb - ® Hitze f - © heat
- ® chaleur, ardeur,
hede II se hei.
hede vb — ® heissen — © be
called (named); (hvad h.r De) what
is your name?; (hvad h.r det
paa norsk) what is the Norwegian
for that? (som det h.r i visen) as
the song has it, as the old song
goes — d) s’appeler; se dire; faire;
(hvad h.r det paa norsk) comment
dit-on (appelez vous) cela en
norvégien?; (som det h.r i) ainsi que
dit . . .
Hede (t) f, stry.
hedensk - ® heidnisch - @
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
