Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eystein Orre ... - Ordbøgerne: H - Hemmniss ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1511
henføre—henhøre
Faaberg, herred i Kristians amt ved Mjøsens
nordvestre ende, omkring Lillehammer, 478 km.^ med 5237
indb.; 11.53 pr. km.^ Herredet, der svarer til F.
prestegjeld med F. og Mesna sogne, er det sydligste herred i
Gudbrandsdalen og omfatter de vakre, veldyrkede og
forholdsvis flade strøg ved Mjøsens nordende samt dele
af Gausdal og den egentlige Gudbrandsdal. Herredet,
der gjennemstrømmes af Jøra (Gausa) fra nordvest og
Laagen (Gudbrandsdalslaagen) fra nord, deles ved
Laa-gens dalføre i en østlig og en vestlig del, af hvilke den
vestlige igjen opdeles ved Saksumelvens dalføre. Lierne
er bratte, med adskillig dyrket, sterkt bakket land inde
imellem naaleskogen; i nordøst ligger Balbergkampen
med udsigtstaarn 660 m., hvorfra glimrende udsigt. Fra
det 1086 m. høie Næverfjeld haves en endnu videre
udsigt. Arealet af aker og eng m. v. er ikke beregnet.
Inden herredet findes adskillige sanatorier,
rekreations-og sommer- og vinteropholdssteder. Særlig nævnes
Balberg sanatorium, Balbergkampen, Nordsæter, Ersgaard,
Langset, Ravnum, Reiset m. fl. Gudbrandsdalsbanen og
den gudbrandsdalske hovedvei gaar gjennem distriktet.
Ved Brunlaag er der bro (i nærheden stort hotel med
skydsstation, s. d.) over Laagen med vei til Gausdal.
Inden herredet ligger Hove landbrugsskole og paa
vestsiden af Laagen Jørstadmoen eksercerplads for
Gudbrandsdalens bataljoner. De vigtigste næringsveie er
jordbrug og skogdrift, hvortil kommer hoteldrift. Der
findes en del sagbrug. F. sparebank, oprettet 1857, med
sæde i Lillehammer. Antagen formue (1907) 4144 000
kr., indtægt 748 000 kr.
Faaborg, Hans (d. 1516), slotsskriver paa Kbh.s slot.
Angav Torben Oxe for at have efterstræbt Dyveke, men
blev senere selv beskyldt for det samme og hængt. Efter
Dyvekes død 1517 opstod rygter om hans uskyldighed,
hvorfor Kristian II lod hans lig nedtage og begrave.
Faaborg, kjøbstad paa Fyns sydkyst ved den lille F.
fjord; omkr. 4000 indb. (1906). F. er gammel; den har
været befæstet, men det meste af befæstningen er
forlængst forsvundet. Er nu en by i vekst og virksomhed. To
baner fører til F., en ældre fra Ringe, en nyere fra Odense.
Fåhræus, Johan Fredrik (1796—1865), sv.
stats-raad og embedsmand. Afløste 1847 sin broder, Olof I.
F , som statsraad og civildepartementets chef og
udfoldede en betydelig virksomhed (brændevinslov 1855,
decimalsystemets indførelse, oprettelse af et statistisk kontor).
1856 blev han generaltolddirektør, adlet 1857. Han
varetog en mængde hverv og var medlem af flere rigsdage.
Fåhræus, Olga, f. Björkegren (1857—), sv.
skuespillerinde, f. i Stockholm. Gik 1879, efter at have spillet
paa Nya teatern, til Dramatiska teatern, hvor hun
navnlig tolkede det moderne repertoires tragiske
kvindeskikkelser. Trak sig tilbage fra scenen 1887.
Fåhræus, Olof Immanuel (1796—1884),
tvillingbroder af J. F. F., sv. statsraad, embedsmand og
videnskabsmand. Som statsraad og civildepartementets chef
(1840—47) forenklede han forvaltningen, fremmede
samfærdsels- og undervisningsvæsen. Landbrugs- og
navigationsskoler oprettedes, landbrugsakademierne omordnedes
og laugsvæsenet ophævedes (1846). F., der 1842 var
blevet adlet, var 1867—78 medlem af første kammer, dets
viceformand 1868—72 og 1875, 1867 medlem af stats-
Faaberg—Faareracer
1512
utskottet og 1867—71 ordfører for rigsbankens direktion.
Har skrevet flere entomologiske arbeider samt
«Skildrin-gar ur det ofl’entliga lifvet» (1880).
Faar (ovis), afdeling af de hulhornedes familie af
drøvtyggerne (s. d. art.), adskiller sig fra de meget
nærstaaende gjeder (s. d.) fornemmelig ved at have
spiralsnoede horn, fladere pande, krum næse, høiere, slankere
ben og gjerne kortere, alsidig behaaret hale samt ved
mangelen af skjeg og tilstedeværelsen af taare- og
klov-kjertler. Pelsen bestaar af en tæt uld, blandet med
længere, tynde haar; snuden haaret. Begge kjøn har
horn; men hunnernes er altid mindre og gjerne mindre
krumme; det tamme f.s hunner kan helt mangle horn.
De vilde f. ligner i levevis gjederne og bebor som disse
skogbare klippeegne, hvor de klatrer og springer med
stor dygtighed og udholdenhed; de lever gjerne i store
flokker. Slutter sig villig til menneskene og omdannes
let ved deres udvalg. Se Faareracer. De vigtigste
vilde arter er følgende: 1. Den europæiske muflon
(o. musimon) var før udbredt over de europæiske
Middelhavslande, men er nu indskrænket til Gorsicas og
særlig Sardiniens bjergegne. Overgaar kun lidet det
tamme f. i størrelse; jages meget for sit velsmagende
kjød. 2. Mankefaaret, arabernes arni (o. tragelaphiis),
ligner adskillig stenbukken; udmerker sig ved de lange
mankehaar, som dækker brystet og forbenene og hos
hannen naar lige til jorden. Bebor de ødeste og vildeste
fjeldegne i Nordafrika. Jagten farlig, da de gamle bukke,
som naar en skulderhøide af 1 m., ofte angriber
mennesket. 3. Kaschkaren (o. polii) fra Mellemasiens
fjelde naar en vegt af 230 kg. og bærer mægtige, næsten
cirkelformig krummede horn med udadbøiede spidser;
omfatter en række underarter, hvoraf argali-f. er den
største og mest bekjendte. 4. Det tykhornede f.,
amerikanernes bighorn (o. montana), bebor de øde
strækninger paa Klippebjergenes vestskraaning. Klatrer
og springer med overordentlig færdighed. Vegt indtil 175
kg. Det har hidtil ikke lykkedes at fange noget levende
eksemplar. Paa Kamtsjatka og nærliggende øgrupper
findes nærstaaende former.
Faarbaute, i nordisk mytologi en jætte, fader til Loke,
eg. den, som slaar med ulykke.
FaarekylHng, se Siris.
Faarelus, faarelusflue, faaretæge (melophagiis
ovinus), et 5—6 mm. langt, vingeløst, brungult farvet,
luslignende insekt, der lever som blodsugende snylter
paa faaret, skjult under ulden. Den hører til de
saa-kaldte lusfluer og formerer sig, som disse, ved at føde
levende larver, der straks efter forvandles til pupper. Ved
sin massevise optræden kan den stundom blive skadelig.
Faareracer. Tamfaarets (ovis aries) tæmning er
fore-gaaet i forhistorisk tid. I Mellemeuropa skriver de første
knokkelfund af tamfaaret sig fra den ældste neolitiske
tid (ældre stenalder). Tamfaarets afstamningsforhold er
uklare; man har været tilbøielig til at føre det tilbage
til en enkelt vild art, men det er neppe rigtigt, flere arter
er vistnok etterhvert tæmmet og har saaledes bidraget til
dannelsen af tamfaaret. Af forskjellige grunde gaar man
ud fra, at stenalderens første tamfaar (o. a. palustris)
er kommet ind med et kvægbrugende folk østenfra, det
antages at stamme fra det afrikanske mankefaar (o.
(om lyd) verhallen — © die (away),
expire; (-ende) ogs. languishing
-® mourir, languir, s’éteindre,
expirer.
henføre — (t) (auf etw.)
beziehen - (e) refer (to) — (f)
rapporter (à): ranger (compter) parmi.
hengaa — (t) vergehen — (e)
elapse, pass away — (î) se passer,
s’écouler.
hengive: h. sig (til) - ®
sich hin-, ergeben — @ abandon
one’s seîf to, indulge in, give one’s
self up to; (for andre) sacrifice
one’s self — (f) s’abandonner (se
livrer, s’adonner; se laisser aller,
hengivelse - ® Dahin-,
Hingabe, -gebung, Ergebung f — (e)
resignation - (f) résignation f.
hengiven — (t) ergeben;
zu-gethan — (ê) attached, devoted,
well-affected (to) — (f) dévoué,
affectionné, attaché.
Hengst (t) m, hingst,
henhold: i h. til — ® mit
Bezug (Beziehung) auf, unter (mit)
Bezugnahme auf - with
reference to, pursuant to — (^
conformément à, selon, suivant; en
se référant à. henholdsvis —
(t) beziehungsweise, bezüglich,
respektiv - (g) respectively - (f)
respectivement
henholde: h. sig til sich auf
etw. berufen ~ @ refer (appeal)
to - ® s’en tenir (s’en référer,
s’en rapporter) à.
henhøre — ® (unter etw.)
gehören — (g) appertain, relate to;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
