Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi ... - Ordbøgerne: H - hyalin ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
Filosofi
182
aanden eller kraften som det eneste virkelig tilværende,
faar man spiritualisme, medens den opfatning, at
materien er det eneste tilværende, saaledes at de «sjælelige»
fænomener kun er en ytringsmaade ved denne, kaldes
materialisme. Man kan tiltro tænkningen evne til uden
erfaringens hjælp (apriorisk) at opbygge et gyldigt
er-kjendelsessystem, saaledes at man altsaa udleder verdens
væsen af tænkningens egne indre love; derved
fremkommer den spekulative f., genialest repræsenteret ved
Hegel. Omvendt kan man paa forhaand afstaa fra at
ville fatte tilværelsens egentlige væsen for at «nøie sig
med» empirisk at sammenfatte erfaringsvidenskabernes
resultater i et system af erfaringslove; denne tankeform
er positivismen, grundlagt af Auguste Comte. — F.s
historie er videnskaben om den filosofiske forsknings
udvikling; i sin sammenhæng kan den betrages som en
tankeproces, hvori kulturmenneskeheden har nedlagt sin
opfatning af verden, sjælen og livet. F.s historie kan
deles i tre hovedperioder: den antike, omkr. 600 f. Kr.
til omkr. 500 e. Kr., den middelalderlige f., som varede
til omkr. 1640, da René Descartes fremtraadte, og den
n3^cre f.; en overgangstid til denne er renaissancen (1440
—1640). Thales og hans elever, den miletiske sliole,
formulerede det filosofiske problem om det ubetingede
og bestaaende i al veksling og mangfoldighed. Deres
f. var en naiv materialistisk lære om urstotîet. Thales
holdt vandet for grundprincipet. Hans efterfølgere, de
øvrige græske naturfilosofer, antog luften eller ilden
eller en blanding af elementer som verdens og
tilværelsens ophav. Herakleitos (omkr. 500 f. Kr.), som
af grækerne kaldtes «den dunkle», brød nye baner for
tanken ved at lære, at det var omvekslingen, som
var fænomenernes sande væsen ; alt var bevægelse,
strøm; fasthed og varighed kun et skin. Omvendt
mente eleaterne, at det var mangfoldigheden og
vekslingen, som var blot et skin. Formidlende opfatnin
ger var atomistiken (Demokritos) og p3 tagoræismen,
ved hvis senere sammensmeltning den matematiske
naturvidenskab fik sit grundlag. Af de allerede talrig
forekommende filosofiske meninger drog sofisterne den
slutning, at mennesket ikke formaar at skjelne mellem
sandt og falskt, ja at nogen saadan forskjel ikke findes,
hvorfor der heller ikke er nogen forskjel paa godt og
ondt: alt er underkastet individets egen afgjørelse.
Individualismen faar sit første gjennembrud. Mod
samtidens filosofiske og moralske anarki optræder Sokrates
(469—399) og søger at paavise, at vi i vor
begrebs-dannende fornuft har en virkelig erkjendelsens kilde og
en norm for at handle ret, altsaa godt. Hermed er
teoretisk og praktisk rationalismen traadt ind i verden.
Men er det gode viden om det godes begreb, saa reiser
sig spørsmaalet om dette begrebs indhold. Platon,
Sokrates’ elev, finder svaret ved at opstille de evige,
aandelige idéer som begrebernes indhold. Aristoteles,
der gik 1 Platons lære og blev den antike verdens største
systematiske tænker, kunde ikke blive staaende ved sin
forgjængers abstrakte idélære. Han stod paa realismens
grund og betragtede ikke idéerne, som han kaldte
«former», som skilt fra sanseverdenen, men opfattede
dem som sammen med materien udgjørende de virkelig
tilværende, individuelle ting. Den antike f. er efter
hyalin—hydropathy
Aristoteles’ tid for en væsentlig del moralfilosofi og
ender som en af orientalske forestillinger gjennemsyret
religions-f., som ved sin asketiske tendens er besiegtet
med den spirende kristendom. — Middelalderens f. er
blot en systematisering af kristelig troslære, som henter
sin ydre form fra Platon og Aristoteles (skolastiken); f.
er blevet troens tjenerinde. — Den nyere f. grundlægges
af Descartes (s. d., 1596—1650), og dens betydeligste
repræsentanter til det 18 aarh.s begyndelse er de
dogmatiske rationalister Spinoza og Leibniz og de
psykologiske empirikere i England Locke og Hume, hvortil
kommer idealisten Berkeley. Epokegjørende blev Kant
(1724—1804) med sin «Kritik der reinen Vernunft». Han
søgte at forsone rationalistisk (apriorisk) tænkning med
erfaringsfilosofiske synspunkter. Erkjendelsens stof er
givet med erfaringen ; formerne for erkjendelsen er
derimod et aandeligt udstyr, mennesket eier som
fornuftvæsen eller overhov^edet som bevidst subjekt. Idet Kant
skal udvikle disse «formers» forhold til den ydre verden,
gaar han ikke fri af den gamle metafysik. Denne side
af hans f. blev fortsat af det 19 aarh.s metafysikere i
Tyskland: Fichte, Schelling, Hegel (og paa sit vis af
Schopenhauer). Historisk mest betydningsfuld blev af
disse Hegel. Hans spekulative f. var en tid ligefrem
ene-raadende og betragtedes endog af sine begeistrede
tilhængere som afsluttende, det høieste udslag af menneskelig
erkjendelse. Den delte sig imidlertid snart i en høire
og en venstre retning, denne sidste repræsenteret bl. a.
af religionsfilosofen L.A. Feuerbach og den videnskabelige
socialismes grundlægger K. Marx. Reaktionen mod den
romantiske begrebs-f. hos Hegel kom forøvrigt i en
ensidig materialistisk retning, hvis mest kjendte
repræsentanter var Carl Vogt, L. Büchner og Jac. Moleschott.
Andre krævede, at man skulde gaa tilbage til Kant, blandt
disse Fr. Alb. Lange. I Frankrige brød den af H. de
Saint-Simon sterkt paavirkede Aug. Comte med alle nærmere
forgjængere og grundlagde positivismen. I England har
Bentham, James Mill, dennes søn John Stuart Mill og H.
Spencer opretholdt den i dette land nedarvede empirisme.
Spencer er den mekaniske og biologiske udviklingslæres
filosof; som mange moderne tænkere er han sterkt
paavirket af den moderne naturvidenskab. Den mest
fremragende repræsentant for den forbindelse, som f., specielt
sjælelæren, har indgaaet med naturvidenskaben, er
Wilhelm Wundt i Leipzig. Inden moral-f. har Fr. Nietzsche
virket vækkende. Hans etik sigter paa en aristokratisk
mennesketype, hvis grundvæsen er «vilje til magt». Blandt
nutidens filosofer i de nordiske lande er den d. H. Høffding
den mest bemerkede. I Norge har de fleste af de store
filosofiske tankestrømninger fundet gjenklang. I det 19
aarh.s beg. udfolder Niels Treschow en rig
forfattervirksomhed; staar i flere punkter Kant nær. Senere
repræsenteredes den Hegel’ske dialektik og spekulation paa norsk
grund af M. J. Monrad, G. V. Lyng, W. Dons og delvis af
J. Mourly Vold, medens de nyere retninger for tiden
hævdes af professorerne Arne Løchen og Anathon Aall samt
universitetsstipendiat Kr. Birch Reichenwald Aars (Se
for-øvrigt under specialartiklerne om de enkelte filosofer.)
[Litt.: H. Høffding, «Den nyere f.s historie» (Kbh. 1894).
Smlg. afsnittet «Die Philosophie in Norwegen und in
Dänemark» fremstillet af Anathon Aall i det i 1909
{e) hyacinth - (f) hyacinthe,
jacinthe f.
hyalin (f), hyline © glas-,
(kryslarklar
hyalite © glasopal.
hyaloid © glasagtig,
gjennem-sigtig
hybel — ® kleines (Studier-)
Zimmer n — © nest, den;
diggings - ® galetas m, niche f.
hybrid ©, hybride (|) (m),
hastard(-).
hydra @ hydra,
hydrant ©’vandpost,
hydrate (f) m. hydrat,
hydraulic©, hydraulique ®
hydraulisk, vand- ; ® ogs. f,
vand-kraftslære = hydraulics © pl.
hydrauliste (f) m,
vandbygmester.
hydre ® f, vandslange, hydra;
(flg.) drage, uhyre.
hydrocele ©. hydrocèle (D
f, (med ) vandbrok.
hydrocéphale ® (m), (patient)
med vand i hovedet.
hydrocéphaUi)e (?) f,
hydrocephalus © vand i hovedet.
hydrodynamique ® f,
vandkraftlære.
hydrogen ©, hydrogène (f)
m, vandstor.
hydrographe (f) m,
hydrographer © sjøkarttegner.
hydromel © & ® m, mjød.
hydrometer ©, hydromètre
(f) m. hydrometer; regn-,
vand-ni aal er.
hydropathy © vandkur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
