- Project Runeberg -  Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind III : Fabre-Hellige kilder (Ordbøgerne: Henstaa-Modning) /
199-200

(1907-1913)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland ... - Ordbøgerne: H - hæler ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

193

hængning—hærje

umiddelbart strømmende poetisk begavelse er iMikael
Ghoræus (1774—1806), den særlig som historiker
be-kjendte Adolf Ivar Arwidson (1791—1858) og Axel
Gabriel Sjöström (1794—1846). Selv Franzéns navn
blegner dog for Johan Ludvig Runeberg (1804—77), F.s
største digter hidindtil og en blandt de større i
verdenslitteraturen. Hos ham staar digtningen paa
virkelighedens faste grund ; han er samtidig realistisk og
sublim, naturlig, sand og enkel i form, kraftig, høi og
ædel i indhold. Runeberg er ved sin af
Fædrelands-kjærlighed beaandede digtning blevet F.s nationale skald
fremfor nogen; ham skylder det sin skjønne
fædrelandssang («Vort land»), og i hans digtning lever alle dets
løftende minder. Med ham kappes i popularitet den
l)lødere og mere romantiske og stemningsrige Zakarias
Topelius (1818—98), hvis overstrømmende produktivitet
aabenbarer sig inden alle digtekunstens arter. I
Runebergs digtcyklus «Fänrik ståls sägner» og i Topelius’
vældige historiemaleri «Fältskärns berättelser» har F. to
folkebøger af ypperste rang. Ved siden af dem virkede
i denne guldalder Fredrik Gygnæus (1807—81), en
frugtbar, idérig, Ij^Msk og dramatisk forfatter, J. J.
Ner-vander (1805—48), som forlod digtningen for at vie sig
til fysiken, L. J. Stenback (1811—70), der ombyttede
poesien med pietismen, forfatteren af «Suomis sång»,
Emil von Quanten (1827 — 1903) og den ulykkelige J. J.
Wecksell (1838—1907), der 24 aar gl. blev sindssyg efter
at have skjænket den svensk-finske litteratur dens mest
fremragende drama, «Daniel Hjort». Det 19 aarh.s mest
fremragende prosaforfattere er J. V. Snellman (1806—81),
bet^^delig baade som tænker, statsmand og publicist,
J. J. Nordström (1801—74), som skrev «Svenska
sam-hällsförfatningens historia», reiseskildreren M. A. Gastrén
(1813—52), den fortræffelige kunsthistoriker og kritiker
K. G. Estlander (1834—), polarforskeren og geografen
N. A. E, Nordenskiöld (1832—1901), som fra 1857
over-Ih’ttede til Sverige, samt astronomen J. A. H. G3ddén
(1841—96), som i 1871 kom til Sverige. — Ogsaa det
nulevende slegtled i F. har en række fortræffelige
forfattere i sin midte. Den moderne realismes
foregangsmand er K. A. Tavaststjerna (1860—98), hvis romaner
og noveller betegner et gjennembrud. En fantasifuld
og livlig fortæller er J. J. Ahrenberg (1847—). Jonatan
Reuter (1859—) har i digte og noveller skildret havet
og skjærgaarden. Mikael Lybeck (1864—) iklæder sit
tungsind en raffineret form. De yngste lyrikere er
Hjalmar Procopé (1868 -), Jakob Tegngren (1875—) og
Arvid Mörne (1876—). Videnskabelige forfattere af høi
rang er historikeren M. G. Sch3^bergson (1851—), fysiologen
A. A. Tigerstedt (1853—), sprogforskerne F. Gustafsson
(1853—) og I. A. Heikel (1861—), litteraturhistorikeren
J. Verner Söderhjelm (1859—) og F.s mest berømte
navn i samtiden, sociologen E. A. Westermarck (1862—).

— 2. Den paa finsk skrevne litteratur blev grundlagt
allerede i det 16 aarh. af biskop Mikael Agricola (1508

— 57), men i de følgende 250 aar udkom paa finsk ikke
stort andet end opbj^ggelsesbøger, elementære lærebøger
og endel smaaskrifter uden litterært værd. Om den
righoldige og storslagne folkedigtning, som aarh. gjennem
havde levet alene paa folkets mund, havde man ingen
anelse før i det 19 aarh. Fortjenesten af at have vakt

Finland

200

interessen for disse værdifulde nationale minder
tilkommer den foran nævnte polyhistoriker H. G. Porthan.
Dette gav stødet til den finske sproglige
nationalitets-bevægelse, der i det 19 aarh. har fyldt landet med sin
strid. Det begyndte med, at de finske dialekter stredes
om overherredømmet. Denne strid blev bragt til
end-skab af Elias Lönnrot (1802 — 84), som ved at
sammensmelte dem skabte det finske landsmaal. Lönnrot samlede
ogsaa en stor mængde af folkedigtningens skatte og
sammenføiede sine fund til et mægtigt nationalt epos,
«Kalevala», der udkom 1835, paany i betydelig øget
udgave 1849 og senere lige til den nyeste tid end j^derligere
udvidetved nyopdagede brudstykker; desuden indsamlede
han mange lyriske digte («Kanteletar»), eventyr og
ordsprog. Lönnrotsvirksomhed betegnerdet finske folkeljmncs
gjennembrud. En stor samling folkeeventyr indsamledes
og udgaves i 4 bd. (1852—66) af E. Salmelainen. 1889
omfattede det Finske litteraturselskabs samlinger 22 000
episke, lyriske og mytiske sange, 13 000 fortællinger og
eventyr, 40 000 ordsprog, 10 000 gaader, 2000 folkemelodiei%
og 20 000 besvergelsesformularer, lege og andet
folkloristisk materiale. Siden 1841 har denne
indsamlingsvirksomhed havt sit videnskabelige organ i tidsskriftet
«Suomi»; censuren lagde imidlertid en hemsko paa den.
1848—60 var trykning paa finsk af bøger, som ikke var
af religiøst eller økonomisk indhold, ligefrem forbudt som
følge af en misforstaaet frygt for, at den finsk-sproglige
agitation skulde opelske revolutionære tilbøieligheder
hos folket. En egentlig kunstdigtning i moderne
betydning fik det finske sprog først efter 1860 ved A. Oksanen
(A. E. Ahlquist, 1826—89), hvis digtsamling «Säkenia»
har grundlæggende betydning, og ved «Suonio» (Julius
Krohn, 1835—88). en blød, stemningsrig lyriker. Begge
disse mænd var dog overveiende videnskabsmænd, som
professorer knyttet til universitet. Helt og alene for sit
digterskab levede den geniale Aleksis Kivi (Stenvail, 1834
—72), der baade som dramatiker og fortæller har ydet
det fortræffelige; han skjænkede ogsaa det finske sprog
en smidig og fin prosastil. En fremragende efterfølger
som dramatisk digter fik Kivi i fru Minna Ganth (1844
— 97), der sterkt paavirket ogsaa af Ibsen og G. Brandes
fremtraadte som en djerv samfundsreformator. Andre
dramatikere af betydning er det finske teaters
grundlægger og leder Kaarlo Bergbom (1843—1906),
lystspilforfatterne R. Kiljander (1848—) og J. H. Erkko (1849 —
1906), som har skrevet en række skuespil med emner
hentet fra folkedigtningen. Omkring 1890 opstaar en
realistisk forfatterskole med indbyrdes sterkt særprægede
fysiognomier. En af dens udenfor F. mest bekjendte
skikkelser er den fortrinlige novellist Juhani Aho
(Bro-feldt, 1861—); han ser paa livet med et mildt resigneret
vemod og skildrer det med en i fransk og norsk skole
virtuosmæssig udviklet fortællekunst og sprogbehandling.
Et kraftigt talent med dybt temperament er den
dybsindige psykolog, Tolstoj’s elev, Arvid Järnefelt (1861—).
En mesterlig skildrer af livet i de smaa forhold er Tenvo
Pakhala (Frosterus, 1862—). Den paa videnskabelige
studier opbyggede historiske roman dyrkes af Santeri
Ingman (1866 —). En produktiv kvindelig
tendensnovellist er fru Maila Mikkola (pseud. Maila Talvio, 1871—).
F. har en gruppe folkelige forfattere, mangen rigere litte-

denas m. hængelampe — (t)

Hängelampe f - © hanging
(ceiling-, suspension ) lamp — ® (lampe
suspension f.

hængning ^ (t) Hängen n;
Erhenkung f - (g suspension;
hanging - (?) pendaison; mort (f)
par suspension.

hængsel — ® Hänge, Haspe,

Thürangelf - @ hinge - ©gond
m, penture f.

hær — ® Heer n — © army

- ® armée f. h ærfugl — ®
Wiedehopf m - © hoopoe,
hoo-poop — (f) huppe f. hærfører

— (t) Heerführer m — ©
commander of an army - ® général,
capitaine m. h ær førsel — ®
Heerführung f - © strategy - ® stra-

tégie f. hærskare — ®
Heerschar f - (g) host - (f) armée f.
hærverk - ® Gewaltthätigkeit,
Zerstörung, Verheerung f — @
assault, violence; ravage, havoc —
(?) ravage(s) m (pl), dévastation,
destruction f. hærvæsen — (î)
Heerwesen n — (g the army — ®
(tout ce qui concerne) l’armée,
hærde — (t) (ab)härten, stählen

- @ harden, indurate; temper
(steel) — (f)(en)durcir: (staal)
donner la trempe à, tremper; (h.t)
ogs. dur à la fatigue.

hærdning — (t) (Ab)härten,
Stählen n, Abhärtung. Stählung f

- © hardening osv.: (af metal)
tempering — (?) endui’cissement m;
(af Staal) trempe f.

hærje ^ (£) verheeren, ver-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 11:09:10 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ink/3/0110.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free