Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkedanse ... - Ordbøgerne: I - indocilité ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
Folkedanse—Folkeeventyr
346
indocilité-indpodning
Norge» (1816). Udvalg af f. giver Elberling’s «Danske f.»
(1867), Bäckström’s «Svenska folkböcker, sagor, legender
och äfventyr» (1845—48) og Schvs^ab’s «Deutsche
Volksbücher» (15 aufl. 1894).]
Folkedanse, se Danse og Folkevisedanse.
Folkedigtning, se Epos, Folkeeventyr, -viser.
Folkedragt bruges almindeligst med betydningen
nationaldragt eller rettere den i en bestemt egn
brugelige dragt. Særlig nationaldragt bruges i Europa kun af
ganske enkelte folk (finner, tyrker), hvor man hyppig
ser grunden til den særegne dragt deri, at de er
udelukket fra sterkere samkvem med kulturlande. F. bruges eller
brugtes af bønderne, for hvem den vedtagne dragt netop
var et baand og kjendingsmerke, og for hvem fristelsen
til at efterligne udlandets toneangivende hoffer ikke var
saa stor. Imidlertid er f. ingenlunde en fra oldtiden
overleveret eller selvstændig opstaaet dragt; f. forandrer
sig stadig med smaa skridt og er ofte i sin kjerne en
efterligning af de øverste klassers eller betydelige
fremmedes dragt. Man kan derfor indse, at der ofte i en
dragt kan læses spor af betydelige kulturhistoriske
bevægelser. I en række europæiske lande er f, nu næsten
gaaet af brug selv hos bønderne, medens i andre lande
forrige aarh.s sterke nationale bevægelser atter har
skaffet f. udbredelse i de øverste klasser (Sverige, Ungarn,
de slaviske lande). F. har særlig interesse for
folkloristerne, og museerne indsamler originaler, fotografier og
ældre afbildninger. Af den gamle middelalderske dragt
med lang kofte og brok fandtes spor ind i det 18 aarh.
blandt Vestlandets bønder. Renaissancen skar dragten
over paa midten, koften blev kortere, og broken blev
til knæbukser, som til gjengjæld fik en stor bredde.
Ludvig XlV’s dragtmoder danner grundlaget for den
gudbrandsdalske f. samt for den trondhjemske,
roms-dalske og de østenfjeldske fladbygders. I fjeldbygderne
bygger udviklingen paa renaissancedragten, men har ofte
over sig noget ganske selvstændigt. Vesten, det 18 aarh.s
yndlingsplag, kunde dog heller ikke fjeldbonden staa for.
Til høitid likte han at bruge endogsaa to og tre i
forskjellige farver, med broderier og blanke knapper. Af
yngre dragter er de sætersdalske de eiendommeligste. At
de skal gaa tilbage til en rytteruniform fra den spanske
arvefølgerkrig, har lidet eller intet for sig. Det er vistnok
en sætersdalsk omformning af yngre dragtmoder. Besiegtet
med den sætersdalske er den yngre hallingdalske f. —
.Renaissancen betød for kvindedragten det samme som
for mandsdragten, nemlig dragtens opstykning i flere
klædesplag og delt ved midjen. Det middelalderske
klædebon opdeltes i overliv og stak, hvortil kom bringeklud.
Heraf har saa den kvindelige f. fremgaaet. Fjeldbygderne
har formet denne særlig eiendommelig, især kanske den
sætersdalske med den korte stak, i hverdagslag om
sommeren hvid med tre sorte baand, til vinterbrug og høitid
en sort over, med grønne baand. Da stakken var kort,
lagdes stor vegt paa vakre legger, og strømperne har
derfor en eiendommelig strikning, hvorved legmuskelen
fremhæves. De sætersdalske kvinder lægger særlig vegt
paa anstand og at føre sig, og et «fint gangelag» er
uadskillelig knyttet til det sætersdalske skjønhedsideal. Ind
i samme gruppe gaar den telemarkske, hardangerske og
hallingdalske kvindedragt. Det middelalderske kvindelige
hovedplag er skautet. Det har sine interessanteste
udformninger i Hardanger, Fane ved Bergen, det gamle
vosseskaut, samt indre Sogn. I enkelte bygder brugte
konerne en sort hue. Det er en renaissancedragtskik.
Den bæres nu i Kvinnherred, Tysnes, Os; særlig høi er
huen i Sogn og Søndfjord. Paa grund af sin form kaldes
den kjøl-hue. I Hallingdal er den liden, prægtig udsyet
og bæres bag i nakken. [Litt.: J. H. Senn, «Norske
nationale klædedragter» (1812—15, 74 bl.); G. Prahl, «Samling
af Norges mest eiendommelige bondedragter, illumineret»
(1827 ff., 4 à 5 hefter); N.C.Tønsberg, «Norske
nationaldragter» (1850 —52); Nielsen, «Træk af den n. bondestands
kulturudvikling» (1881); Norsk folkemuseum,
«Særudstilling nr. 1, nationaldragter, katalog af H. Fett» (1903).]
Folkeernæring, d. e. ernæringen af de brede lag,
veksler med de forskjellige folkeslags livsvilkaar og
fødemidler. I hvilken udstrækning den paa grund af de
økonomiske kaar er en underernæring, er endnu
usikkert, trods de talrige aprioriske beregninger, der er
udført paa grundlag af de i art. Ernæring gjengivne
opgaver over det daglig nødvendige kvantum
næringsstoffe, sammenholdt med fødemidlernes priser. I Norge
synes f. at stille sig ret gunstig (undersøgelser af prof.
Helland og dr. Støren); dog synes den tiltagende brug af
«finbrød» at øve en skadelig indflydelse paa tænderne (s.d.),
hvad der i længden vil skade ernæringen. — F. søges
ophjulpet ved folkekjøkkener og anden undervisning i madstel.
Folkeetymologi er den alm. betegnelse for falsk
analogi, d. v. s. paavirkning mellem ubeslegtede ord, som
af sprogfølelsen urettelig bringes i forbindelse med
hinanden. En saadan paavirkning kan være tilstede i
forestillingen uden at give sig udtryk i formen, som naar
graahærdet (graahærdet synder) sættes i forbindelse med
’forhærdet, skjønt det egentlig betyder «graahaaret». Eller
den kommer tilsyne alene i en forandret retskrivning,
som ved skinsyg, der rettelig burde skrives skindsyg
(se S kind syg). Eller den har mere vidtrækkende
lydforandringer til følge. Saaledes er syndflod en i tysk
opstaaet foranskning af det ældre sinflut (hvor sin- er d. s. s.
si- i «siregne»), hvorved der i ordet indlagdes et, forresten
meget passende bibegreb. En fremragende rolle spiller
f. i folkets behandling af fremmedord, f. eks. sukkerlade,
chokolade, sangtøs, chanteuse, kleiniken, kliniken.
Folkeeventyr findes hos alle folkeslag, og de er
udformet ved samarbeide gjennem lange tider af de
forskjellige folkefærd, baade de mindre og de mere
civiliserede. I bearbeidet form fremtræder eventyr og
eventyrtræk meget tidlig i kunstlitteraturen. F. er fundet i
ægyptiske papyrushaandskrifter fra mellem 1500 og 2000
aar f. Kr. Der findes f. hos Homer, Herodot, Apuleius
o. a. Af middelalderlige verker, hvori der findes f., kan
nævnes pave Gregor den stores « Dialogi» (594), «Gesta
romanorum», samlinger af eksempelprækener og
helgenlegender. Petrus Alfonsi, en spansk jøde (døbt 1106),
skrev «Disciplina clericalis», som indeholder oversættelser
og bearbeidelser af arabiske og jødiske traditioner,
hvoriblandt en hel del eventyr, som endnu gaar igjen hos
os. Johannes de Capuas «Directorium vitae humanae»
(ca. 1250) er en bearbeidelse gjennem flere led af
«Pant-schatantra», en stor indisk fabel- og eventyrsamling. F.
findes i de norrøne sagaer, i eddaerne, hos Saxo Gram-
indocilité (?) f, indocility ©
tungnemhed: umedgjørlighed.
indocte ® ulærd, uvidende,
indolence @&(f) f,
ligegyldighed; træghed, sløvhed.
indolent © & (f) ligegyldig;
træg, sløv.
indomitable ©, indomptable
© utæmmelig.
indompté (f) ustyrlig, utæmmet.
in-door © indendørs, indre,
indordne — (t) ein-,
unterordnen, einfügen - © place in an
order (series), dispose in the
proper order; submit (one’s self) —
(?) ranger; mettre à sa place; (i et
system) class(ifi)er ; (se)
subordonner, se soumettre.
indpakke — (t) einpacken.
-schlagen, verpacken — © pack up
— (?) emballer, empaqueter.
indpakning — (t) Einpacken,
-schlagen n; Verpackung f - ©
packing (up) — ® empaquetage,
emballage -enveloppement m.
indpakningspapir — (t) Packpapier
n — © wrapping paper — (^ papier
(m) d’emballage.
indpas — ® Eingang, Zutritt m
— © access, admittance, entrance
— (D accès m; (faa i.) ogs être
accueilli, admis, accepté; (skafïe
sig) s’insinuer, se glisser.
indpasse - ® einpassen, - fügen
— © fit in — (g ajuster; emboîter,
indpode ~ (t) einpropfen,
impfen — © (in)graft; inoculate ~
(f) enter (dans); inoculer, greffer.
indpodning — ® Einpropfung,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
