Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevæbning ... - Ordbøgerne: I - indu ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
361
Folkevæbning—Folklore
362
prest paa Færøerne Lyngby (udg. 1820). Ny revideret
udgave kom i 1851 ved «Færøernes Ivar Aasen», provst
Ven-ceslaus Hammershaimb, som ogsaa samlede og udgav andre
færøiske dansekvad, som tryktes i hans «Færøsk
antho-logi», et grundlæggende verk for fæørsprogets gjenreisning,
særlig som skriftsprog. Den gamle færøiske litteratur
bestod væsentlig af dansekvad, der hentede sine emner
fra Norges, Islands og øernes egen historie. Folket fik
i dansestuen gjennem kvadene sin første
historieundervisning og indførtes i den gamle nordiske sagnverden.
(Ang. de færøiske Sigurdkvads forhold til eddasangene,
«Vølsungasaga» o. a. nordiske og tyske sagn se P. E.
Müllers «Sagabibliotek» II, samt indledningen til Lyngbys
udgave.) I senere tid er vistnok alle de gamle
dansekvad paa øerne nedskrevet. Ligesaa de fleste melodier.
Paa Island glemtes viserne, da dansen blev forbudt;
de brudstykker som har holdt sig til vor tid, ligesom
alle nyere legeviser er samlet at dr. Olafur Davidsson.
Det eneste overleverede dansekvad fra Shetlandsøerne blev
optegnet paa øen Foula i det 18 aarh. Det er det
be-kjendte cHildinakvad», hvis halvt engelske og halvt
gammelnorske sprogform nedskriveren selv ikke forstod.
Det fik derfor en form, som har gjort det helt uforstaaeligt
for alle, indtil det i vor tid er gransket og tydet af den
norske prof. M. Hægstad. Reisende, som i første halvdel
af det 18 aarh. saa dansen paa Shetland, siger, at de
shetlandske danseviser ligesom de færøiske fortrinsvis
behandlede emner fra Norges historie, som «de kunde paa
sine fingre, medens den øvrige verden var dem omtrent
ukjendt». Et bevis paa, at dansen og rimeligvis ogsaa en
dei viser er kommet derud fra Norge. — 1851 fik ogsaa
Norge sin første store f.-samling ved daværende provst
i Telemarken Magnus Brostrup Landstad. Senere er en
mængde viser samlet (og tildels udgivet) af professor
Sophus Bugge, biskop Jørgen Moe, professor Moltke Moe,
stipendiat Hans Ross o. a. De fleste af disse venter
endnu paa videnskabelig bearbeidelse. En større norsk
f.-samling mangler, da Landstads er udsolgt; men af
mindre samlinger er der flere. En del af vore gamle
viser er skandinavisk fælleseie, andre er varianter af
vandreviser længer sydfra; men mange kan ogsaa sikkert
bestemmes som særegne for Norge, f. eks. nogle af vore
eiendommeligste og kraftigste skjemteviser. Ligesom
færingerne har ogsaa vi nogle viser med motiver fra
eddasangene («Sigurd Svein», «Ystlandsgalten» o. a.).
Den episke vise i nordlandene har havt den
eiendom-melighed, at den er smeltet sammen med den lyriske
dansevise, som man ofte gjenfinder i omkvædet, «stevet »,
eller som indledning for fortællingens begyndelse. Stevet,
«etterslengen» eller «millomslengen », har da anslaaet
visens stemning (se visen om «Torø liti»>, «Gudmund
og Signeliti» o. a.). Hovedstokken af vor viseskat er
samlet i Telemarken og nedskrevet i denne landsdels
maalføre. En stor del af de eiendommelige vekselsange,
stev, stammer dog fra Sætersdalen. Vi har ellers spredte
viser i mange dialekter. I sydligere lande, særlig
Tyskland, England og Frankrige, er der større rigdom paa
lyriske f. (Tyskland har bl. a. en mængde visesamlinger i
landets forskjellige dialekter, overveiende lyriske), men den
episke vise naaede sin høieste udvikling i Norden.
Kjæmpe-viserne er skabt af en fantasi, som er udpræget nordisk,
indu-indurate
og romancernes stilfærdige ynde og enkle udtryksmaade
skiller sig ofte sterkt fra de mere ordrige sydlandske viser
af samme art. [Litt.: V. Ü. Hammershaimb,
«SjurÔar-kvæSi)» (1851) og hans «Færøsk anthologi» (18891; Hjalmar
Thuren, «Folkesangen paa Færøerne» (1908); Olafur
Davidsson, «Islenzkir vikivakar og vikivakakvæSi»» (1908);
M. B. Landstad, «Norske folkeviser» (1851); Sophus Bugge,
«Gamle norske f.»» (1858) og «F. fra øvre Telemarken»
(Kbh. 1859); Jørgen Moe, «Norske viser og stev i
folkesproget» (1840);’ Hans Ross, «Norske viser og stev» med
indledning af Jørgen Moe (tredje forandrede og forøgede
udg. 1869); Thorvald Lammers, «Norske f.»> med melodier
(1901—02); Bernt Støylen, «Norske barnerim og leikar»
(1899); Rikard Berge, «Stev fraa Telemarki» (1908);
Studentmaallaget og Norigs ungdomslag, «Norske
folke-visor»» I—II med ei utgreiding um songdansen av Hulda
Garborg)» (1903); R. Steffen, «Norska stev» (1899).]
Folkevæbning, det hele folks bevæbning og oplærelse
i vaabenbrug. Den gamle skik, at hver vaabenfør mand
pligtede at verge landet mod fiender, gik ned gjennem
tiderne af brug. Først da Frankrige i 1793 kaldte
nationen til vaaben mod koalitionen, blev folkeopbudet
organiseret og grunden lagt til den alm. vernepligt.
Folkevæbningssamlagene i Norge har til maal at
styrke landets forsvarsevne. Første f. stiftedes 29 jan.
1881 i Nordre Trondhjems amt paa initiativ af cand. real.
Ole Five, der 1882 valgtes til formand i det da dannede
f.s fællesstyre. En stortingsbevilgning til f. blev ikke
taget tilfølge af ministeriet Selmer og blev derved en
medvirkende aarsag til rigsretstiltalen mod ministeriet.
Siden den tid har skyttersagen (s. d.) skudt stadig sterkere
vekst, navnlig efterat der ved kgl. resol. af 8 okt. 1892
og 13 juni 1900 er sørget for en sterkere rapport mellem
arméen og skytterlagsinstitutionen, idet denne er forudsat
at skulle være en forskole for arméens rekruter.
Folkland, d. e. et folks landomraade, brugtes i den
tidligere norske middelalder enstydigt med fylke (s. d.),
medens det i sv. Uppland betegnede en af de tre
hoveddele, hvori dette landskab var delt.
Folklore [féklåå] (eng.; eg. læren om folket) betegner
1. folkets traditioner, de levninger af ældre, primitivere
tiders kultur og litteratur, som hos kulturfolkene er
mundtlig overleverede og bevarede af almuen. I videre
betydning ogsaa om de tilsvarende traditioner hos
naturfolkene. F. omfatter sagn, event3^r, viser, reggler, ordsprog,
gaader, lege, danse, overtro, skikke o. 1.; 2. den
videnskab, som beskjæftiger sig med indsamling,
offentliggjørelse og sammenlignende studium af folketraditionerne,
traditionsvidenskaben. Den søger at bestemme
sammenhængen og forholdet mellem de forskjellige landes
traditioner og vil finde deres oprindelse, meningen med dem
og den betydning, de har havt i folkets liv. F. betegner
saaledes baade videnskaben og dens emne. I Tyskland
bruges ogsaa Volkskunde og i Norden «folkeminder» og
«folkemindeforskning» i samme betydning. F. som
videnskab blev grundlagt af brødrene Grimm med udgivelsen
af «Kinder- und Hausmärchen» (1812) og Jacob Grimms
«Deutsche Mythologie» (1835). Grimm’ernes hovedprincip
var at gjengive folkets overleveringer nøiagtig som de
hørte dem uden ændringer, udpyntninger eller
over-arbeidelse. De tidligere samlere og udgivere havde be-
indu (f) utilbørlig, upassende,
indubitable © & (f) utvilsom,
upaatvilelig.
induce ©indføre; overtale, faa
(en til); volde, foraarsage.
inducement @ overtalelses-,
lokkemiddel, motiv, opfordring;
(jur.) foreløbige bemerkninger,
indledning.
inducible (e) som kan sluttes,
faaes frem, bevirkes.
induct © indføre, præsentere;
indsætte (prest).
inducteur (f) (m), (fys.)
induktions-apparat ; inducerende.
inductif (f), inductive ©
induktiv, slutnings(vis)-.
induction © & (f) f, induktion
(ogs. fys.), slutning; © ogs. ind-
førelse; indledning; indsæUelse (af
prest); (f) ogs. tilskvndelse.
induire (f) forlede (en til noget),
lede (i fristelse); drage (en) slutning;
(fvs.) inducere.
induit (î) induktions-,
indulge © føie, tilfredsstille,
følge; unde (sig); hengive sig (til).
indulgence © & (f) f,
over-bierenhed, mildhed, lemf;eldighed ;
aflad ; © ogs. tilfredsstillelse ;
henstand.
indulgencier (?) (rel.) indvie,
velsigne.
indulgent © &Cf) overbærende,
mild, lemfældig.
indûment © fjærbeklædning,
indurate © hærde ; forhærde(s),
hærdne; forhærdet, forstokket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
