Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrige ... - Ordbøgerne: J - juniority ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
o23
Frankrige
541
juniority—jurisdiktion
og pest længe hemmende. Renaissancens fulde lys gaar
ikke op over F. før i det 16 aarh.; da holder den
græskromerske verden, tolket af italienerne, sit indtog, og fra
nu af bliver efterligning af antiken den store, alment
befulgte regel. I poesien kommer, efter overgangsskikkelsen
Marots fine og gratiøse digtning, den lyonnesiske skole
(Maurice Scève, i hvem man nutildags ser en symbolist;
Louise Labé og hendes skjønne kjærlighedssange. Lyon
gaar en stund forud for Paris), derpaa Pleiaden, en
sammenslutning af syv digtere med Ronsard i spidsen; de
arbeidede ensidig i italiensk og antik retning; en af dem,
Jodelle, leverer den første franske antiktragedie
(«Gléo-pâtre»). I slutten af aarh. digtede protestanten du Bartas,
som gjorde megen lykke i England og Tyskland. Prosaen
dyrkes i vid udstrækning. Marguerite de Navarre giver
i sin «Heptaméron» en fransk Decamerone, og fra Spanien
indføres Amadisromanen med nye ridderidealer.
Reformationen skaber en vældig skriftveksel, og epokegjørende
verker udgives af videnskabsmænd. Amyot oversætter
Plutark, Monluc og Brantôme skriver memoirer. Men de
største skribenter er harcellisten Rabelais og dilettantisten
Montaigne, begge to moder naturs tilbedere. Af dette
urolige, uklare, gjærende, umodne, voldsomme, men og
geniale 16 aarh.s brydninger fremgaar langsomt Ludvig
XIV’s «gyldne», klassiske ro, harmoni og skjønhed. En,
som her har ydet et stort bidrag, er Malherbe, en streng
og stiv parnassets lovgiver; han satte en grænse for den
tidligere løssluppenhed i metriske og formelle ting og
skabte den følgende digtnings regelverk. — I begyndelsen
af det 17 aarh. udgav Régnier sine ypperlige
samfundssatirer paa vers. Han er endnu ikke grebet af den
bevægelse, som den første halvdel af aarh. underligger og
som benævnes preciøseri. Det var en raffineret
smags-retning, som skyldtes italiensk indflydelse modificeret fra
Spanien. Dette land begyndte som de andre i Europa
med at modtage parolen fra Italien, men siden lagde det sit
høitidelige, gravitetiske, mandige væsen i det importerede
sødlige. Denne forenede italiensk-spanske maade trængte
saa ind i F. og blev der kaldt preciøseri (smig.
euphu-ismen i England). Dette nye er i virkeligheden kun den
halvbarbariske form, som kjæmper for at naa antikens
elegance. Det fik et glimrende arnested og et næsten
akademisk regulativ i Hôtel de Rambouillet, som har
de største fortjenester af det sociale livs kultivering og
sprogets forædling. Molières spot over hotellet og over
tidens første grammatiker Vaugelas er delvis uretfærdig.
Den preciøse manér fremtræder i den berømte
hyrderoman «Astrée» af d’Urfé og lidt senere i M.lle de Scudérys
uendelige, heroiske romaner («Le grand Cyrus», «délie»),
som blandede Astrées egenart med Amadis’. Begyndelser
til en realistisk roman betegnes ved Sorels «Francion»
og «Le berger extravagant», hvor han persiflerer den
skruede hyrdemanér, ved Furetières «Roman bourgeois»
og ved Scarrons «Roman comique», hvis mønster er hentet
fra den spanske picareskegenre, skjelmeromanen. Men
tidens bedste roman og tillige den tidligste paa det strengt
psykologiske felt er «La princesse de Glèves» af M.me
de la Fayette. De, som foruden disse forfattere har virket
mest til den moderne prosas udvikling, er først retoren
J. L. G. de Balzac og filosofen Descartes, dernæst i eminent
grad den store matematiker, tænker og sekterer Pascal,
hovedsagelig gjennem sine «Lettres provinciales»,
endvidere La Rochefoucauld med sine fine, dybe og
ubarmhjertige «Maximes», La Bruyère («Caractères»), M.me de
Sévigné (breve), den pompøse prædikant og
geistlig-filosofiske skribent Bossuet (ligtaler, «Discours sur l’histoire
universelle»), Perrault (de charmante folkeeventyr «Lille
Rødhætte», «Tornerose», «Blaaskjeg» o. s. v.; den samme
ivrede i fremskridtets navn for de moderne skribenters
overlegenhed ligeoverfor de antike), Fénelon («TéJémaque» ;
geistlige og kritisk-æstetiske skrifter; breve). I poesien
staar lyriken atter lavt (Malherbe, Théophile de Viau,
Racan, May nar d, Voiture); i dens sted træder senere en
halvt leilighedsagtig digtning (Chapelle, Segrais, Ghaulieu).
Selv kritiken skrev paa vers: Boileau vil være Horats og
er fornuftig og snusfornuftig som han. Den litterære
kritik var allerede begyndt med Pleiaden (du Bellay) og
fortsættes af den gamle pedant Chapelain, som digtede
en bedrøvelig «Pucelle d’Orléans». Saint-Amant ogScarron
udmerkede sig i travestien, den saakaldte genre burlesque,
indført fra Spanien. Til virkelig poetisk storhed hæver
sig La Fontaine i sine fabler; han er tillige i denne
klassicismens tid en af de faa, som viser følelse for
naturen. Men den af guldalderaarhundredets digtarter,
som der staar mest glans af, er dramaet. Den moderne
franske skueplads grundes af Hardy (ca. 1620). Tragedien
og komedien føres af Corneille, som til medhjælpere har
Rotrou og Mairet, ind i det spor, italienerne (Trissino,
Ariost o.fl.) havde anvist: streng efterfølgelse af de antike
regler bliver principet for den tragedie, som herved
skabtes, og som man har kaldt den pseudoklassiske, fordi
den ved siden af saa meget skjønt og genialt ogsaa
indeholdt meget falskt. Her møder vi mesterverker af
Corneille: «Le Cid», som paa grund af sin lykkelige
udgang egentlig er, hvad der dengang hed en tragikomedie,
«Horace» (1640; dette stykke betegner de tre enheders,
tidens, stedets og handlingens, fuldstændige seier), «Cinna»,
«Polyeucte» og komedien «Le menteur». Saa kommer
Racines dybt psykologiske, fint poetiske tragedier i bløde,
harmoniske rytmer, der ofte virker som den rene musik
(de skjønneste: «Phèdre», «Iphigénie», «Athalie»); han
har ogsaa skrevet en komedie: «Les plaideurs». Den
første moderne franske komedie af rang er Corneilles
ovennævnte, men den største franske komedieforfatter i
nyere tid er Molière, som begynder med farcer i den
italienske maskekomediestil; hans bedste stykker er: «Le
Misanthrope», «Le Tartufe», «L’école des femmes», «Le
bourgeois gentilhomme», «Les précieuses ridicules», «Les
femmes savantes», «Amphitryon», «Le médécin malgré
lui». Efter Molière falder komedien sterkt tilbage
(Regnard, Dancourt). — Det 17 aarh. bæres af tre aandelige
strømninger, en rationalistisk-cartesiansk, som tenderer
henimod det universale, en naturfilosofisk-epikuræisk
(Gassendi, La Fontaine og Molière; samme aand som hos
Rabelais og Montaigne), en kristelig-dogmatisk
(katolicisme: Bossuet, Corneille; jansenisme: Pascal, Racine;
kvietisme: Fénelon). Det store aarh. ender, politisk seet,
i forfald og misère. Derfor bliver litteraturen i sin
overgang til det 18 aarh. meget oppositionel; den finder nu
og i fremtiden et tilflugtssted i det tolerante Holland,
som liberalt tillod trykning af dengang farlige og ved
borneret censur forbudte skrifter. «Paa en litteraturens
juniority © yngre alder eJ.
anciennetet.
junk (e) skibmandsgods,
gam-melt taugverk; saltkjød; (kinesisk)
djunke.
Junker ® m, junker, ung
adelsmand.
junket (e) (lækker) smaus;
smause; beverte vel.
jupe (?) f, kjoleskjørt, j.-cage
f, krinoline.
jupon (f) m, (under)skjørt.
juponner ® sætte skjørt paa.
juponnier (f) skjørte-; m,
skjørtejæger, dameven.
jurande (f) f,
oldermandsbestil-ling; oldermændene, lauget.
Jurat ® m, edsvoren, jurymand.
juré edsvoren ; svoren (fiende);
m, oldermand ; lagrettesmand,
(med)domsmand, jurymand.
jurement ® m, banding; ed.
jurer (f) sverge ved, tage til
vidne ; (qc à q) tilsverge, love ;
foi’-sikre, bedyre; (intr.) sverge, bande;
skurre, skrige; (avec) passe daarlig
til, stikke af imod.
jureur (^ m, fyr som bander
meget ; gudsbespolter.
juridisk - ® juridisch,
juristisch ~ (e) juridical: (the faculty)
of law, law (book, student, adviser),
(lectures) on jurisprudence, (a
person) in law — (D de droit, de
jurisprudence ; juridique; (étudiant m)
en droit; (terme m) de palais.
jurisconsult (e),
jurisconsulte (f) m, retslærd, jurist,
jurisdiktion - (t) Jurisdiktion,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
