Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrige ... - Ordbøgerne: K - Kachel ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
o23
Kahn—Kalauer
dighed (Karl Martels seier over araberne i slagene ved
Poitiers og Tours 732). Karls søn Plpin den lille, som
selv var en høitstræbende, maalbevidst og udholdende
mand, høstede frugten af egen og forfædres dygtighed.
Med pavens hjælp lykkedes det ham 751 at overvinde
stormændenes betænkelighed ved at bryde deres «troskab»
mod Merovingerslegten, og han blev hyldet som konge.
Karolingerne blev Frankerrigets «anden kongesiegt»
(751—987). De ældre Karolinger stansede tildels
stats-opløsningen. Ikke fordi de havde noget høiere begreb om
stat og regjering end den alm., men fordi de i kraft af
dygtighed, krigersk held, familierigdom og kirkens støtte
indgjød stormændene større ærbødighed, agtelse og frygt,
end Merovingerne havde evnet. Stormændene lystrede
til en vis grad Pipin og Karl den store, saaledes at disse
nu kunde føre en rigspolitik, idet de kunde faa
kriger-godseierne i riget overtalt til ialfald delvis at yde
ledingstjeneste til kongens krige og til at svare skat.
Men nogen afgjørende forandring i styrelse og samfundsliv
skede ikke, og efter Karl den stores død skred opløsningen
atter frem. — Pipin den lille (751—68) blev salvet af
paven 752. Med ham indledes den karolingiske
kirkepolitik, som for paven betød hjælp mod det truende
longobardervælde i Italien og for Karolingerne kirkens
medhjælp til styrkelse af kongemagt og orden, hvilket
sidste var vigtigt, fordi kirkens mænd i kraft af sin romerske
dannelse for nogen del havde bevaret traditionerne fra
romertidens st\^re. Karl den store (768—814) slog 774
longobarderne, tog deres land og sikrede pavedømmet de
hidtil under Byzans hørende dele af Italien; disse blev
kjernen i den senere pavestat. Hermed var et brud
mellem paven og den østromerske keiser indledet, og
dette brud er atter forudsætningen for, at den gamle
forestilling om det universale romerske keiserdømmes
fortsatte bestaaen i det byzantinske keiserdømme svandt.
Til bruddet medvirkede ogsaa dogmestridigheder mellem
Rom og Byzans, og da Karl ved sine seierrige kampe
mod hedningerne havde vundet ry som kristendommens
store forkjæmper, var alt lagt tilrette, saaledes at han,
da han juledag 800 overvar messen i Peterskirken i Rom,
blev kronet til romersk keiser af pave Leo III. Den
romerske keiserværdighed blev ganske vist ikke varig i
den karolingiske æt og heller ikke knyttet til F.s konger,
men denne begivenhed tilintetgjorde for bestandig de
byzantinske keiseres haab om et verdensherredømme.
Fra nu af fremtræder den romersk-katolske kristenhed
som noget for sig. Under Ludvig den fromme (814—40)
brød de opløsende kræfter frem igjen, begunstiget,
foruden af keiserens svaghed, af rigets deling mellem hans
sønner. Ved delingen i Verdun 843 og ved senere mindre
ændringer udskiltes, i hovedsagen efter nationale grænser,
af Frankerriget det territorium, som blev F’., og den
første konge af F. blev Karl den skaldede (843—77). Men
F. var nu neppe mere end et begreb, idet lensopløsningen
under de senere Karolinger stadig skred videre frem.
Enkelte af de dygtigste og mægtigste stormænd dannede
hele smaastater med overhøihed over flere eller færre
godseiere. 911 fik normannerne overladt Normandiet,
der opstod et burgundisk kongerige (se Burgund) o. s. v.
De sidste Karolinger, Ludvig den stamme 877—79,
Ludvig III 879-82, Karlman 882—84, Karl den tykke 884
o23 Frankrige
556
—87, Odo (Eudes) 887—98, Karl den enfoldige 898—923,
Rudolf af Burgund 923—36, Ludvig IV, den engelske
(d’Outremer) 936—54, Lothar 954—86, Ludvig V 0<den
dovne») 986—87 førte i virkeligheden kun et
skinherredømme. — 987 valgte en del stormænd, tilskyndet af
geistligheden, en af Nord-F.s mægtigste stormænd Hugo (Gapet)
til konge, og det kapetingiske dynasti ( « den tredje
konge-slegt») var grundlagt. De første Kapetinger havde kun magt
i sit eget gamle landomraade (Paris og omegn), men de var
næsten alle dygtige og kloge mænd, og siegten havde det held,
at der altid var egtefødte sønner til at følge efter fædrene,
saaledes at stormændenes ønsker om valgkonger ikke
fik næring ved tronledighed og arvetvist; derfor blev
arvekongedømmet lidt efter lidt faktisk anerkjendt, støttet
af kirken, saaledes at kongeslegten (i modsætning f. eks.
til Tyskland) kunde tage fat paa en fra slegtled til
slegt-led fortsat kamp for at udvide kronlandet ved erobringer
fra vasallerne. Det er Kapetingerslegten, som har skabt
F. som stat. Men det gik langsomt. De første større
landvindinger for kronen var Normandiet 1206, Languedoc
1223, hvortil kom Champagne 1285. 1328 uddøde den
ældre kapetingiske linje. Denne kongeæts dygtighed
viste sig ikke alene i krigene med vasallerne, men ogsaa
i den indre styrelse. De dygtigste af kongerne var
Filip August, Ludvig den hellige og Filip den smukke
(s. d.). Medens de ubændige vasaller gjennem 200 aar
søgte afløb for sin vildskab i korstogene og derved
for-skaanede landet for en del af den ødelæggelse, som deres
mangel paa samfundsaand altid truede med, indrettede
kongerne lidt efter lidt, under stigende benyttelse af
romerretskyndige, borgerlige embedsmænd med indsigt i
og beundring for romersk statskunst, en efter
omstændighederne klog og fast styrelse af kronlandet og skaffede
kongemagten respekt hos godseierne, stadig under kirkens
kraftige medvirken. Takket være disse forskjellige
omstændigheder udbredtes kongernes anseelse ogsaa udenfor
kronlandet, saa befolkningen opdroges til at se hen til
kongen som den, som kunde hjælpe mod stormandsvold
og anden ulykke. Denne efterhaanden hos det franske folk
dybt rodfæstede agtelse for kongemagten fik stor
betydning for den senere udvidelse af kronlandet, for
samlingen af det hele F. — Den ældre
kapetingiske linje: Hugo Gapet 987—96. Robert 996 —1031.
Henrik I 1031—60. Filip I 1060—1108. Ludvig VI
1108—37. Ludvig VII 1137—80. Filip August 1180—1223.
Ludvig VIII 1223—26. Ludvig IX, den hellige, 1226—70.
Filip III 1270—85. Filip den smukke 1285—1314.
Ludvig X 1314—16. Filip V 1316—22. Karl IV 1322—28. —
Filip den smukke havde i sin kamp med pave Bonifacius
VIII (s. d.) søgt støtte hos tredjestanden, som ellers ingen
politisk indflydelse havde havt, og havde sammenkaldt
en stænderforsamling i Paris 1302. Der var herved
skapt en mulighed for et bredere grundlag for et
folkeligt kongedømme, men uheldigvis blev denne mulighed
ikke til virkelighed. Den nye linje af kongeslegten, huset
Valois, som efter den direkte mandslinjes uddøen 1328
kom paa tronen, talte længe ingen virkelig dygtige
politikere, og hertil kom, at den gamle skinsyge mellem
det engelske og det franske kongehus fremkaldte den
ødelæggende række krige, som er kjendt under navnet
hundredaarskrigen(1328—1453). En tid saa detud til,
Kahn ® m, baad.
kahyt — (t) Kajüte f — ©
cabin; cuddy; state-room — ®
cabine, chambre f.
kai - (t) Quai, Kai m - ©
quay, wharf, embankment — ®
quai m.
kaie (en fugl) — (t) Dohle f
-© jackdaw — ® choucas m.
Kaiser (t) m, keiser.
Kaiserin (t) f. keiserinde.
K.-Mutter, -Witwe f,
enkekeiser-inde.
kaiserlich ® keiserlig.
Kaisertum ®n, keiserdømme.
Kajüte ® f, kahyt.
kakadue - ® Kakadu m — (e)
cockatoo — ® cacatois m.
kakao — ® Kakao m — ©
cocoa — (D cacao m.
kakkelovn — ® Kachelofen m
- © stove - (f) poêle m.
kakkerlak — (t) Kakerlak m
- © cockroach - (?) babarotte,
blatte f, cancrelat m.
kakse - (t) Matador m - ©
matadore; (pl) big people — ®
gros fermier, paysan cossu;
matador, gros bonnet m.
kaktus — ® Kaktus m — ©
cactus — (?) cactier m.
Kalabasse, Kalebasse (^ f,
flaskegræskar.
kalas — (t) Gelage n, Schmaus
m - © carousal, feast, treat - ®
festin, régal m.
Kalauer ® m, brander,
«kjel-dermand». kalauern sige
vittigheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
