Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frans ... - Ordbøgerne: K - kamelot ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
566
Frans
566
kammen—kamp
grete af Navarra^ var han først tolerant, senere haard. —
2. F. II (1544—60), konge 1559—60, søn af Henrik II
og Katharina af Medici, gift med Maria Stuart, var kun
en gut, saa regjeringen lededes af moderen og guiserne.
En hugenottisk sammensvergelse (i Amboise) mod den
ivrig katolske regjering blev opdaget og blodig straffet
1560. Under sterk gjæring i landet døde saa F. pludselig.
Frans, konger af begge Sicilier. 1. F. I (1777—1830),
konge 1825—30. Havde som tronfølger paa skrømt
givet efter for de liberale, bl., a. ved forfatningen af
1820, men saa med fornøielse, at Østerrige tilintetgjorde
denne. Som konge førte han et strengt
enevoldsregi-mente og et ødselt hof. — 2. F. II (1836—94), konge
1859—61, var en svag, ubegavet mand, et bytte for
hoffet. Uden at tage varsel af begivenhederne i
Nord-Italien 1859, fortsatte han det gamle spion- og
politisystem. 1860 landede Garibaldi med sine skarer paa
Sicilien, som derved gik tabt. F. slog nu om og
gjen-oprettede forfatningen af 1848, men det var for sent.
I aug. s. a. kom Garibaldi til fastlandet, og F. maatte
flygte og udholde en lang indeslutning i Gaëta (sep.
1860—feb. 1861). Da alt var tabt, drog F. til Rom, og da
alt haab om at gjenvinde landet slog feil, 1869 til Bayern.
F. var gift med Marie, datter af Maximilian af Bayern.
Frans, hertuger af Modena. 1. F. IV (1779—1846),
hertug 1814—46. Han arvede 1806 landet efter faderen
Ferdinand, men fik det først i besiddelse efter Napoleons
fald. Dermed forsvandt alle frie institutioner, og en
sterk reaktion begyndte. Et oprør 1831 forjog F., men
han gjenindsattes af Østerrige. — 2. F. V (1819—75),
hertug 1846—59, fortsatte faderens haarde regimente.
Marsrevolutionen 1848 fordrev ham, men støttet af
østerrigske vaaben vendte han igjen tilbage. I juni 1859
maatte han flygte paany, og efter en folkeafstemning
forenedes Modena med kongeriget Sardinien. F. trak sig
tilbage til sine godser i Böhmen. Med ham uddøde
mandslinjen af huset Este.
Frans II, den sidste hertug af Bretagne (1435—88),
hertug 1459—88, kjæmpede en fortvilet kamp for
Bretagnes selvstændighed mod de franske konger Ludvig XI
og Karl VIII. Var saaledes med i den af Karl den
dristige af Burgund stiftede Ligue du bien public, sluttede
1478 forbund med England og trolovede sin datter og
arving med den engelske tronfølger. Et afgjørende
nederlag mod Karl VIII af Frankrige 1488 og F.s død s. a.
bragte Bretagne ind under Frankrige. F.s datter Anna
blev tvunget til giftermaal med Karl VIII.
Frans, af Assisi, Marie Ferdinand (1822—1902),
titulær konge af Spanien, søn af Frans af Paula, hertug
af Cadiz (1794—1865), en yngre broder af Ferdinand VII
og Don Carlos. F. egtede 1846 sin kusine dronning
Isabella, men egteskabet blev ulykkeligt. Siden 1870
levede F. i Paris uden forbindelse med Isabella.
Frans Friedrich Xaver, prins af
Hohenzollern-Zechingen (1757—1844), østerrigsk feltmarskalk, deltog
med hæder i revolutionskrigene og krigene mod Napoleon.
Udmerkede sig særlig ved Aspern og Wagram.
Frans Albrecht, hertug af Sachsen-Lauenburg (1598
—1642), t. general, deltog i trediveaarskrigen under Tilly
og Wallenstein, var en tid i Gustaf Adolfs tjeneste, siden
atter i keiserens. Under forsøget paa at undsætte
Schweidnitz blev han slaaet af Torstenson, haardt saaret
og fanget; døde i fangenskabet af sit saar.
’ Frans Ferdinand (1863— ), erkehertug af Østerrige
og (fra 1875) Este, brodersøn af keiser Frans Josef og
efter sin faders død 1896 rigets tronfølger. Hans
sympatier er storøsterrigske og klerikale; 1908 var han ivrig
for anneksionen af Bosnien og Herzegovina. Lever i
morganatisk egteskab med en adelsdame, og hans børn
er udelukket fra tronen.
Frans fra Assisi, «den hellige Franciscus»
(1182—1226), en af romerkirkens berømteste helgener,
Fransiskanerordenens stifter, søn af en rig kjøbmand
Bernardone i Assisi i Umbrien, hed egentlig Giovanni,
men fik af faderen tilnavnet Francesco, maaske paa
grund af hans sympati for Frankrige. Efter et
muntert ungdomsliv oplevede han under en alvorlig
sygdom et religiøst gjennembrud, brød med sine gamle
venner og gav sig hen til at pleie fattige og syge, især
spedalske. Forstødt af faderen levede han et par aar
som eneboer, bl. a. optaget af at gjenopføre forfaldne
kapeller, saaledes hans yndlingskirke Portiuncula. 1208
hørte han her Matt. 10, 7 ff. oplæse. Dette ord gjorde
et dybt indtr^^k paa ham, saa at han besluttede at leve
i fuldstændig apostolisk fattigdom og drage ud som
bodsprædikant. Hans ildfulde forkyndelse og vindende
personlighed, som paa en sjelden maade forenede alvor,
umiddelbarhed og livsglæde, bevirkede, at mange sluttede
sig til ham. 1209(10) gav han en regel for sine
tilhængere, hvorunder han ved en række skriftsteder
ind-skjærpede fuldstændig fattigdom og selvfornegtende
efterfølgelse af Jesus. 1223 blev hans orden stadfæstet af
paven. 1224 trak F. sig tilbage til ensomhed paa
Alverner-bjerget, dybt bekymret over, at fattigdomsløftet ikke
overholdtes i dets oprindelige strenghed af brødrene.
Her modtog han i en vision Kristi saarmerker paa sit
legeme (se Stigmatisation). I slutningen af sit liv
digtede han sin berømte «Solsang». 1228 blev han helgen.
Hans grav er i Assisis kirke, som Giotto har prydet med
billeder, der skildrer hans liv. F. har havt en
overordentlig betydning for middelalderens aandsliv og er i
mere end en henseende en banebryder for renaissancen.
[Litt.: P. Sabatier, «Vie de St. François d’Assise» (1894
og senere); H. Ussing, «F. af Assisi» (Kbh. 1894); J.
Jørgensen, «Den hellige F. af Assisi» (Kbh. 1907).]
Frans fra Paola (1416—1507), rom.-kat. helgen, levede
fra sin ungdom som eneboer, samlede flere disciple, for
hvem han byggede et kloster og en kirke. 1474
god-kjendte paven samlivet som en ny orden (Minimi, d. e.
de mindste). 1482 blev F. kaldt til den franske konge
Ludvig XI’s dødsleie og levede siden i Frankrige.
Helgen 1519; helgendag 2 april.
Frans fra Sales (1567—1622), rom.-kat. helgen, blev
1591 prest i Genf, 1599 koadjutor hos biskopen og 1602
selv biskop. Han arbeidede energisk for at føre det
nordlige Savoien tilbage til romerkirken. I forening
med mystikeren, fru de Chantai, stiftede han 1610 den
kvindelige orden Visitantinderne. Han er den
navnkundigste forfatter inden den kvietistiske mystik; af
hans skrifter er det mest berømte: «Philothea eller
veiledning til et gudfrygtigt liv» (oversat paa dansk 1678
og 1858). Helgen 1665; «kirkelærer» 1877.
kämmen (t) kjæmme, greie;
gjennemhegle.
kammer — (t) Kammer f — ©
chamber; room — ® chambre f.
k.dug — ® Kammertuch n,
Kambrik m — (e) cambric — ® toile
(f) de Cambrai; cambrai m.
k.-herre — (t) Kammerherr m — @
Chamberlain - (f) chambellan m.
k.jomfru — (t) Kammerjungfer,
Zofe f - © lady’s maid (f)
femme (f) de chambre, k.tjener
— ® Kammerdiener m - © valet
— ® valet (m) de chambre.
Kammer ® f, kammer ; rigsdag ;
kollegium.
Kämmerei ® f, kæmnerkontor.
Kämmerer (t) m, kæmner.
Kammergut ® n, domæne.
Kammerkapelle ® f, hof-
kapel.
Kammerpräsident ® m,
stor-tingspræsident.
Kammerstuhl ® m, natstol,
Kammfleisch (t) n, filet.
Kammhaar ® n, hesteman.
kamp — (t) Kampf, streit m —
© fight, combat, struggle, contest,
conflict; engagement; (paa liv og
død) mortal strife — ® combat
m; lutte f. k.dommer se
pris-dommer. k.leg — ® Kampfspiel
n — © tournament; game; (pl)
the sports (of the arena) - (f)
tournoi m. k.lyst — (|)
Kampfbegierde f — © eagerness to fight,
love of fighting, (dagligtale) fight
— (g envie de combattre; ardeur
(humeur f) belliqueuse, k.plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
