Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gerd ... - Ordbøgerne: L - lambin ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lamîer—lampée
919
Gering—Germaner
920
Gering, Hugo (1847-), t.-nord. filolog, f. i Vest-Preussen,
1876 docent i Halle, 1883 ekstraordinær professor smst.,
siden 1889 ordinær professor i nordiske sprog i Kiel.
Har udgivet islandske sagaer og eventyr og oversat den
ældre Edda (1893), som han ogsaa har oplyst ved et
glossar (to udg.) og en fuldstændig ordbog (1902).
Gerlach, Andreas Christian (1811-77), t.
veterinær. Lærer ved veterinærskolen i Berlin fra 1848—59,
derefter direktør for veterinærskolen i Hannover indtil
1870, da han atter gik til Berlin som forstander for
skolen der. Udgav flere lærebøger i dyrlægefagene og
afhandlinger om smitsomme og parasitære sygdomme
hos husd3rene samt tidsskriftet «Archiv für
wissenschaftliche und praktische Thierheilkunde».
Gerlach, Ernst Ludwig v. (1795—1877), t. jurist
og politiker, 1844—74 præsident for overlandsretten i
Magdeburg. Var 1848 med at stifte den saakaldte
«Kreuzzeitung» og tilhørte tilligemed broderen Leopold den
reaktionære kamarilla, som støttede Fredrik Vilhelm IV
i hans kamp for det «kristelig-germanske» monarki. I
underhuset 1851—58 og efter 1873; altid Bismarcks
ivrige fiende; nærmede sig tilsidst centrum. Som
journalist kjendt for sine «oversigter» i «Kreuzzeitung».
Kort før sin død indvalgt 1 rigsdagen.
Gerlach, Georg Daniel (1798—1865), d. general;
udmerkede sig under krigen 1848—49 ved Fredericia og
ved Isted, hvor han viste sig som en rask og modig fører.
Som overgeneral ledede han under felttoget 1864 efter
krigsministerens ordre det haardnakkede forsvar af
Dybbølstillingen indtil stormen den 9 april, tiltrods for,
at han selv ansaa det for rigtigst at rømme stillingen.
Efter indtagelsen af Als maatte G. afgive
overkommandoen til general Steinmann.
Gerlache [zærlds], Adrien de Gomery (1866-),
belg. sjøofficer, foretog 1895 med en norsk hvalfanger
en studiereise til Grønland og Jan Mayen, ledede 1897
—99 den belgiske sydpolarekspedition med et til «Belgica»
omdøbt norsk hvalfangerfartøi (se B e 1 g i c a-e k s p e d
i-tionen). G. skildrede færden i «Quinze mois dans
l’Antarctique» (Brüssel, 1902) og «Premier hivernage»
(1903). For de videnskabelige resultater redegjøres i
«Reports scientifiques publies aux frais du gouvernement
Belge» (beregnet til 10 bd., 1901 ff.). 1903 medfulgte G.
den franske sydpolarekspedition under Charcot, men
trak sig tilbage paa grund af meningsforskjel med lederen.
G. har for tiden (mai 1909) i SandeQord under
udrustning en ny Belgica-ekspedition.
Gerlache [zærlås], É tienne Constantin de,
baron (1785—1871), belg.politiker, advokat; 1825 dommer;
1832—67 præsident i kassationsretten. 1824 sæde i
generalstaterne som klerikal; indtraadte 1828 i det
forenede klerikal-liberale belgiske parti og tog ivrig del i
begivenhederne 1830—31, var 1831 nalionalkongressens
præsident og formand for deputationen til Leopold 1.
Skrev bl. a. «Histoire du royaume des Pays-Bas 1814—
30» (4 udg. 1875, 3 bd.) i strengt klerikal aand. «Oeuvres
complètes» (udkom 1874—75 i 6 bd.).
Gerland, Georg (1833—), t. geograf og etnolog. 1875
blev han professor i geografi og etnografi i Strassburg og
1903 direktør for den seismologiske centralstation. Han
har skrevet «Uber das Aussterben der Naturvölker»
(Leipzig 1868), «Die Völker der Südsee» (bd. 5 og 6 af
Waitz’ «Anthropologie der Naturvölker», Leipzig 1870),
udgiver siden 1887 «Beiträge der Geophysik» og siden
1892 «Geographische Abhandlungen aus den Reichslanden».
Germain [zermœ’], Sophie (1776—1831), fr.
matematiker, vandt 1816 akademiets pris for en afhandling
om elastiske fladers svingninger, som hun ogsaa senere
gjorde til gjenstand for sine studier. Har forøvrigt
behandlet fladers krumning, talteori og andre mat. emner.
Germaner betegner i den moderne etnologi den gren
af den store ariske folkeæt, som fra tidlig forhistorisk
tid har beboet det midtre Nord-Europa, særlig
Nord-Tyskland (med Holland) og Skandinavien, hvorfra den
efterhaanden har udbredt sin sammenhængende
bebyggelse til Syd-Tyskland (med Østerrige) og Storbritannien
og derhos har ydet betydningsfulde tilskud til
befolkningerne og raceblandingen i de fleste af Europas lande
(se Folkevandringen), Nordamerika, Syd-Afrika og
Australien (se Udvandring). Istedetfor g. foretrækker
dansk videnskab betegnelsen «goter» el. «goto-g.», medens
engelskmændene siger «teutoner». Selve ordet g. synes
at være af keltisk rod og oprindelig at have været
særnavn for enkelte spredte smaastammer (maaske af
ligu-risk afstamning) i Syd-Spanien, den schweiziske
Rhone-dal og det nordøstlige Belgien. Fra den sidstnævnte egn
overførtes benævnelsen paa de nærmest boende tyske
stammer, specielt frankerne (Prokop); men allerede
Tacitus anvender dog ordet om den hele tysk-skandinaviske
folkegruppe, og i denne betydning har det senere fæstnet
sig, omend med adskillig vaklen i henseende til
opfatningen af gruppens omfang, eftersom man besad større
eller mindre oversigt over dens enkelte afdelingers
tilhørighed til samme og naturligvis med fremhævelse af
tyskerne som den sydpaa bedst kjendte hovedstamme
(g. i snævrere forstand, paa fransk kaldt «Allemands»,
paa engelsk «Germans», medens af engelskmændene ordet
«tysk» («Dutch») bruges om hollænderne). G.s nærmeste
sproglige frænder er grækerne i sydøst, kelterne i vest og
italikerne i syd; især med de sidstes stemmer urforraadet
af ord nøie. Formelt skiller de germanske sprog (s. d.)
sig fra de beslegtede gruppers ved den eiendommelige,
saakaldte lydforskyvning (s. d.), hvilken fremdeles paa
visse trin af den sproglige udvikling synes at gjentage
sig og saaledes at være en særprægende germansk
foreteelse. — G.s oprindelige hjem ansees nu alm. at maatte
søges omkring den SA^dlige del af Østersjøen, det
nordøstlige Tyskland (Preussen) og Syd-Skandinavien. I det
sydlige Sverige menes racens fysiske særpræg (lyst haar,
blaa øine, store lemmer, som allerede Tacitus angiver
det, med tydelig langskalleform, som nutidens
antropologi tilføier) indtil den dag idag at have holdt sig bedst.
Den ældste inddeling af g. i istæver mod sydvest, ingæver
mod nord og herminer østover (Tacitus) synes i det
væsentlige at falde sammen med den af sprogforskerne
senere akcepterede i vest-, nord- og øst-g., saaledes at de
nuværende tyskere, hollændere og engelskmænd gaar ind
under den vestlige gren og skandinaverne under den
nordlige, medens til øst-g. fortrinsvis regnes de paa
folkevandringstiden saa sterkt fremtrædende goter, burgunder,
vandaler o. fl. Mellem nord- og øst-g. har man forøvrigt
ment at finde et nærmere sprogslegtskab end mellem
lamîer (?) m, (bot.) tvitand.
lamina (e) (tynd) skive, lamelle,
blad.
laminage ® m, valsning.
laminar @ bladet, skivet,
lamination @ bladlagthed,
skivedannelse.
laminer ® valse,
laminerie (f) f, valseverk,
lamineur ® m, valser.
laminoir ® m, valse(maskine,
-verk). passer au 1. gaa en
haard skole igjennem.
Lamm (t) n, lam; rakle,
lamme — ® lähmen — (e)
palsy, (ogs. fig.) paralyse — ®
paralyser.
lammelse — ® Lähmung f —
© paralysing - (f) paralysie f.
lammen (t) læmme.
lamp (ê) lampe,
lampadaire (f)m, fakkelbærer;
lampestativ, kandelaber.
lampadiste, lampadophore
(?) m, fakkelbærer.
lampante (T): huile (f) 1.
lampeolje.
lampas ® m, hais; ganesvull
(sygdom hos dyr); kinesisk silketøi.
lampe — (t) Lampe f — (e)
lamp — (f) lampe f. l.feber —
® Lampenfieber n - © stage funk
— (f) fièvre (f) de la rampe; trac
m. 1.række — (t) Lampenreih*^
f - © foot lights pl - (f) rampe f.
Lampe ® f, lampe (?) f, lampe.
L.ncylinder ® m, lampeglas.
Lampe (J) m, hare, pus.
lampée ® f, svær slurk, et
ordentligt bæger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
