Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giftliljernes familie ... - Ordbøgerne: L - largess ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
949
Giftliljernes familie—Gigt
950
largess—lärmen
kalder især ulidelige mavesmerter, koldsvedning,
svim-melfølelse og afmagt. Disse sidste soppe spiller dog hos
os en mindre rolle. Endelig har vi i morklerne
(mor-chella esculenta og helvella esculenta) en eiendommelig
gift, der opløser de røde blodlegemer og frembringer en
farlig anæmi og gulsot. Denne gift er opløselig i kogende
vand og flygtig. Soppen kan spises, naar den har faaet
et opkog, og afkoget slaaes ud, ligesaa svinder giften ved
lang tørring. Ved alle sopforgiftninger maa læge hentes
straks, men imedens maa søges frembragt opkastninger
(som maa forevises lægen) og afføring. Hovedsagen er
dog, at det altid indskjærpes, at man ikke maa anvende
andre soppe end de, man sikkert kjender som spiselige
(se S o p). Eiendommelig nok er ikke overalt i de samme
soppe giften den samme. Den røde fluesop ansees i
Japan for uskadelig. — G. s. har i middelalderen været
sterkt anvendt til giftmord (Lokusta, Cæsar Borgia).
Giftliljernes familie (bot.), enfrøbladede planter med
knold eller rodstok. Blomsterne er regelmæssige,
to-kjønnede, undersædige og 3-tallige, frugten er en 3-rummet
kapsel. Herhen ca. 150 arter (hvoriblandt mange
giftige) hjemmehørende især i Nordamerika og Syd-Afrika.
I Norge tre vildtvoksende arter: 1. Bjørnebrod
(to-fieldia borealis), en liden fjeldplante med et knippe af
sverdformede blade ved grunden og ganske smaa,
gulhvide blomster i tæt, næsten kugleformig blomsterstand
i spidsen af et forholdsvis langt skaft. 2. Ben bræk,
vallsaks el. rome (narthecium ossifragum), myrplante
i kystegnene, med en opret klase af stjerneformede,
indvendig gule, udvendig grønne blomster med uldhaarede
støvdragere. 3. Nyserod (veratrum album f.
lobeli-anum), indtil mandshøi, giftig plante med en
rigtblom-stret top af gulgrønne blomster, vokser hos os kun i
Øst Finmarken. Hovedarten, hvis blomster er hvide
indvendig, er alm. i Alperne.
Giftmel, arsensyrling.
Giftsalat (lactuca virosa) (hot.), en i sydligere egne,
f. eks. fleresteds i Tyskland voksende salatart, hvis
melke-saft har narkotiske virkninger.
Giftslanger, se Slanger.
Gifttænder, se Slanger.
Gifu el. Imaizumi, by i Japan, øen Hondo (Nippon),
n.ø. f. Biwasjøen; 40168 indb. (1903). G. blev næsten
ødelagt vinteren 1891—92 af jordskjælv. G. har
silkevæverier og papirfabriker.
Gig. 1. Enspænderkjøretøi med to høie hjul. — 2.
En langstrakt, smal og letroet baad. Ogsaa om en
enkelt talje (s. d.).
Giga^nter (græ.) var efter græske sagn, der allerede
kjendes i Homers «Odyssee», vældige jettevæsener, som
fremgik af jorden efter drabet af Uranos (s. d.). Snart
tænkes de som guddommelige, trodsige og vilde
skikkelser, snart antages de at være dødelige. I den noget
senere digtning omtales ofte deres kamp mod guderne,
gigantomachien. Det heder, at jorden (Gaia) eggede dem
til at hevne drabet paa titanerne. De taarnede bjerge
ovenpaa hinanden for at naa op til guderne og
udslyngede klippeblokke mod dem. Kampen var haard, men
Zeus og de andre olympiske guder seirede tilsidst. Lynet
kløvede bjergene, og mange af g. begravedes under dem.
Helt seire kunde guderne dog kun ved et menneskes
hjælp, hvorfor Herakles kaldtes til og dræbte flere af
dem med pileskud. Kampen skildres især hos senere
tiders digtere med voldsomme enkelttræk. Fra den
ældre kunsts tid kjendes adskillige fremstillinger af disse
kampe (bl. a. af Fidias paa Athenes skjold). I ældre
tid afbildes g. helt i menneskelig skikkelse. Fra den
alexandrinske tid fremstilledes de derimod som mennesker
med benene formet som slanger. 1 denne skikkelse
sees de navnlig paa den store relieffrise fra Zeusalteret
i Pergamon (nu i Berlin).
Giga’ntisk, kjæmpemæssig.
Gigas, Emil Leopold (1849—), d.
litteraturhistoriker, siden 1907 bibliotekar ved det Kgl. bibliotek. G.
har dyrket romanske sprog, musik, kunsthistorie og
æstetik. Foruden sin doktorafhandling, «Grev B. de
Re-bolledo, sp. gesandt i Kbh. 1648—59» (1883), har G. udg.
«Lettres de divers savants du 17 et 18 siècle» (2 bd.,
1890—93), «Litteratur og historie, studier og essays»
(3 bd., 1898—1902) samt «Katalog over det Kgl.
biblioteks haandskrmer vedrørende Norden» (2 bd., 1904—06).
Gïgas librörum (af græ. gigas, gigant, og lat. liber,
bog), et haandskrift af usedvanlige dimensioner og noget
af det værdifuldeste, som nu findes i det Kgl. bibliotek
i Stockholm; kaldes ogsaa «Djævel-bibelen» efter en af
bogens illustrationer, som fremstiller den behornede og
med klør forsynede djævel. Manuskriptet indeholder det
gamle testamente paa latin (efter Vulgata og Hieronymus)
og det nye testamente (i en tekst, som afviger fra andre
kjendte redaktioner. Meget gammel synes saaledes
oversættelsen af Ap. gj. at være; den er udgivet, sammen
med Johannes’ aabenbaring, af J. Belsheim, 1879). G. 1.,
som desuden indeholder skrifter af Flavius Josefus o. fl.,
samt magiske formler etc., skriver sig muligens for
størstedelens vedkommende helt fra det 9 eller 10 aarh. Den
har engang tilhørt det böhmiske kloster Podlazitz, hvis
munke pantsatte den til et cistercienserkloster, hvorfra
den siden solgtes til et benediktinerkloster. Senere kom
den til Prag og erobredes her af svenskerne under deres
storm paa byen (1648).
Gige el. Gigue, «faarelaar», var opr. et øgenavn paa
den ældre tyske fiolin fra det 13 aarh. Ogsaa en livlig
dansemelodi i trippeltakt, undtagelsesvis i todelt.
Giglio [dzi’ljå], ital. ø i det Toskanske hav, hører til
prov Grosseto. 21.2 km.^ 2062 indb. (1901). Stenbrud.
Gigoux [zigu], Jean Fr a n ço i s (1806—94), fr. maler
og litograf. Paavirket af Géricault. Historiske billeder,
hvoriblandt især «Leonardo da Vincis død» (1833,
museet i Besançon) gjorde lykke. Gode portræter som:
General Dwernicki og Gh. Fourier (begge i Louvre).
Litograferede illustrationer til Bérangers sange og til
«Gil Blas».
Gigt bruges i alm. om den saakaldte reumatisme,
d. e. en smertefuld lidelse i musklerne, tildels ogsaa i
leddene og disses baand, samt i sener og fascier. I stor
udstrækning synes den afhængig af forkjølelser, idet den
bl. a. bliver bedre af varme og i varmt veirlig, medens
den omvendt opstaar eller forværres ved koldt eller
fugtigt veirlig. Den kjendes ofte som «flugtende» smerter,
der «flytter sig». I somme tilfælde er den haardnakket,
«kronisk» g., der oftere ledsages af «g.-knuder» om og
forkrumninger af leddene. Behandles med mineralvande.
betydelig størrelse; storhed;
liberalitet, høisind.
largess (e), largesse (?) f, gave,
skjænk ; ® ogs. gavmildhed ;
drikkepenge.
largeur (f) f, bredde, vidde,
largue (f) slapt (taug), vent 1.
rum vind. alier, avoir, courir,
porter vent 1. seile rumskjøds,
largue (D f, kone, kvinde.
larguer (f) fire, slakke; kaste,
gjøre los.
lariat @ lasso ; blive rum (vind);
faa rum vind.
Larifari (t) n, vrøvl, sludder,
larigot (D m, (slags) fløite.
låring (sjøudtr.) - ® ein
leichtes Lüftchen, Katzenpfötchen
n — (^ slight breeze, cat’s paw —
® fraîcheur f.
larix (?) m, lerketræ.
lark (ê) lerke ; (dagligtale) (have)
kommers, moro; fange lerker.
larm — (t) Lärm m — (ê) noise,
din, alarm — (g bruit, tapage,
vacarme m.
larme — ® lärmen, toben —
@ make a noise - (f) faire du
bruit osv.
Lärm(en) (t) m, støi, (a)larm,
tummel; opløb.
larme (?) f, taare; en taar,
skvet, draabe; (pl) (de sapin)
harpiks; (de plomb) spurvehagl,
dunsthagl. l.-du-Christ (bot.) stenfrø.
larmier (Dm, øienkrog;
taare-sæk ; (pl) (hests) tindinger ; tagskjeg.
lärmen (t) larme, støie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
