Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig ... - Ordbøgerne: L - lupe ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1205
Grundtvig—Grundtvigîani^sme
1206
en irettesættelse, fordi han «ved at udgive den i trykken
havde røbet en forfængelig lyst til at gjøre opsigt». G.,
der imidlertid var begyndt at drømme om «en heltefærd
til troens ære», blev nu baardt anfegtet af tvil om sin
egen kristenstand, og denne følelse gjennemrystede ham
saaledes, at han blev baade legemlig og sjælelig nedbrudt.
Efter at være vendt hjem til sin faders prestegaard kom
han dog snart til ro og klarhed og kunde med kraft
begynde sin prestegjerning. Med to lange afbrydelser, de
to «vintersæder i studerkammeret» (1813—21, 1826—39),
som kom litterær virksomhed tilgode, var han prest til
sin død, og han prækede i sin kirke, Vartou, endnu
dagen før han døde. G. var efter sin «hjemgang til
kristendommen» først luthersk skriftteolog. Men under
sin kamp mod rationalismen, navnlig under feiden med
H. N. Clausen, der i sit verk om «protestantismen og
katolicismen» (1825) havde gjort sig til talsmand for
en rationalistisk skriftteologi (skriften er eneste trosregel,
men dens lære maa bringes i samklang med fornuftens
udsagn), kom han ind paa sin saakaldte «kirkelige
anskuelse». G. havde allerede tidlig betonet, at kirken er
et trossamfund, og at daab og nadver er
brændpunkterne i den kristne gudstjeneste. Idet han nu forfulgte
dette synspunkt, kom han i «Kirkens gjenmæle» til det
resultat, at daabsbekjendelsen er kirkens grundvold og
sandhedsregel, et langt gyldigere vidnesbyrd om den
egte oprindelige kristentro, end bogstavskriften (d. e.
bibelen) kunde være for alle «ulærde». Trosbekjendelsen
ved daaben maa være et ord til os af Herrens egen
mund, saavist som han, der har indstiftet daaben og
bundet saligheden til tro og daab, ogsaa maa have
bestemt, hvilken tro det er, som gjør salig. Bibelordet
faar da kun en understøttende betydning som « lys-ord»,
medens Herrens «mundsord», der ikke er blevet
opskrevet, men mundtlig forplantet fra siegt til siegt, er
«livs-ordet». Den omsorg for de ulærde, for folket,
som ligger til grund for G.s kirkelige anskuelse, og hans
adskillelse af kirken og skolen (d. e. teologien), hænger
sammen med hans romantiske grundanskuelse, hvori
Rousseaus idéer om naturen og enfoldets ret klinger
igjen. Kirken skal være en folkekirke, ikke, som
ortodoksien vilde, en statskirke, men endnu mindre, som
pietismen vilde, en konventikel. G. bekjæmper derfor
den dannelse, som er ufolkelig og fremmed (latinskolen),
ligesom han bekjæmper den opdragelse, der ikke ser
forbindelsen mellem det kristelige og det menneskelige
(pietismen). Men skal et folk blive sig sin
eiendomme-lighed bevidst, maa det gaa tilbage til sine kilder, til
sin egen oldtid. Samtidig med G.s «hjemgang til
kristendommen» fulgte derfor hans «indgang i det gamle Norden».
«Kun da kan et folk levende fortsætte sin bedrift, naar
dets aand er over det.» G. har en særlig tro paa
Nordens aand, fordi den nordiske mytologi aabenbarer et
slegtskab mellem dens aand og kristendommens. Til at
fremme en sand folkelig dannelse paa kristelig grund
skal skolen tjene, fremforalt den af G. skabte
folke-hø i s køle, der lægger an paa at vinde den voksne
lands-ungdom. G.s mangesidige forfatterskab dreier sig om
de to poler: kristendommen og historien. Her er ikke
plads til en opregning af hans skrifter; hans hovedverk
er sikkerlig hans salmedigtning: «Sangverk til den danske
lupe—lure
kirke» (1837—41). Som salmedigter staar han over
Kingo i poetisk sving og kommer op imod ham i
tros-varme. G. er særlig pinsens digter, og hans kirkesalmer
er uovertrufne. Medens G. i begyndelsen stod meget
ensom, vandt han efterhvert en voksende indflydelse
baade i Danmark og i Norge. Efter den Hauge’ske
vækkelse, som særlig greb de bredere lag, fulgte i Norge en
Grundtvig’sk, som mere naaede de dannede kredse, særlig
prester og lærere. Vore første professorer, Hersleb og
Stenersen, var G.s venner, og den bekjendte prest W. A.
Wexels var paavirket af G. Overhovedet var den
Grundt-vig’ske retning ganske sterk i vor kirke, før Johnson og
Gaspari med sin strengt lutherske teologi trængte den
tilbage. Større merker end i kirken har G.s tanker dog
afsat sig paa andre omraader af vort aandsliv, ikke
mindst i skolen. Mænd som Herman Anker, Arvesen,
Chr. Bruun og Ullmann brød veien for folkehøiskolen,
og et veltalende udtryk for G.s pædagogiske anskuelser
har Chr. Bruun givet i sine «Folkelige grundtanker».
Flere af de forandringer paa skolens omraade, som i sidste
halvdel af forrige aarh. blev gjennemført hos os, navnlig
den sterke indskrænkning i latindannelsen og ligestillingen
af landsmaalet med rigsmaalet, skyldes bevidst eller
ubevidst G.s indflydelse. Og endelig har G.s tanker
trængt ind i folkets hjerte ved den digteriske tolkning,
de har faaet navnlig af Bjørnson. I Landstads salmebog
er der optaget 26 salmer af G. G. har ogsaa fundet to
norske biografer: H. Brun, der i to bind har skildret
«N. F. S. G.s levnetsløb» (1879—82), og B. Stauri, «N. F.
S. G.» (Lillehammer 1905). Af den øvrige litteratur om
ham kan nævnes: F. W. Horn, «N. F. S. G.» (1883);
Fr. Nielsen, «G.s religiøse udvikling» (1889); L. Schrøder,
«N. F. S. G.s levnet» (Kbh.1901); F. Rønning, «N. F. S. G.»,
I (Kbh. 1907).
Grundtvig, Svend Hersleb (1824—83), d.
folkemindeforsker, søn af N. F. S. G. I overensstemmelse
med faderens pædagogiske principer fik G. ikke alm.
skoleundervisning (lærte ikke latin), men blev vænnet til
at arbeide paa egen haand med flid og grundighed. Han
kastede sig tidlig over studiet af folkeviserne og i 1842
udgav han «Engelske og skotske folkeviser fordanskede»,
hvori han viste sin fine poetiske og sproglige begavelse.
I 1850 begyndte han udgivelsen af «Danmarks gamle
folkeviser». Hans princip var at udgive alle
folkeviser og samtlige optegnelser af dem. Først naar det
var skeet, kunde man give folkeviserne i deres opr.
skikkelse. Den store folkeviseudgave blev G.s livsverk. Ved
hans død var han kun naaet til udgivelsen af 4 bind,
men fortsættelsen (5—8 bd.) besørges af Axel Olrik.
Den er blevet forbilledet for udlandet saavel ved sin
nøiagtige tekstangivelse som ved sin udmerkede
bestemmelse af de enkelte visers litterære stilling. G. har
ogsaa besørget to folkeudgaver af de danske viser. Desuden
har han udgivet «Gamle danske minder i folkemunde»,
«Danske folkeeventyr» og (sammen med Jon Sigur5sson)
«Islenzk fornkvæSi». Blev 1848 løitnant, 1863 kaptein;
sidstnævnte aar blev han docent og 1869 titulær prof.
Imod B. Keyser skrev han «Om Nordens gamle
lite-ratur» og «Er Nordens gamle literatur norsk eller er
den dels islandsk og dels nordisk?»
Grundtvigiani^sme, se Grundtvig, N. F. S.
lupe — (t) Lupe f — © lens,
(magnifying) glass — (f) loupe f.
lupin ® m, Lupine ® f,
lupine © (bot.) lupin.
lupine @ ulveagtig; glubende,
lupinelle (f) f, (bot.) slags rød
kløver; esparset.
lur I: staa (ligge) paa 1. —
® auf der Lauer stehen, liegen
-Ce) lurk, lie in wait, on the catch
(watch) - ® être (se tenir) aux
aguets, au guet, à l’affût, (for at
lytte) aux écoutes.
lur II — (t) Schläfchen n,
Schlummer m — (g) a little (short)
sleep, nap, snooze - (f) (petit)
somme m ; (middags-) sieste,
méridienne f.
lur III (mus.) - (t) Horn n -
(e) alp-(cowherd’s) horn — ®
clairon m.
lur adj — ® verschmitzt,
verschlagen, listig - © cunning, sly ;
trickish, tricky — (f) rusé, fm.
lurch © (sjøudtr.) (tage en)
overhaling, leave in the 1. lade
i stikken.
lurcher © hund som ligger
paa lur efter vildt.
lure - (jD lauern; lauschen,
horchen; (eim.) aufpassen; (auf
eine Gelegenheit) warten ; (bedrage,
narre) betrügen, überlisten — ©
(ligge paa lur) lurk; (lytte) eavesdrop;
(bedrage) best, bilk, come over, do;
trick; hesitate; (1. sig ind pna)
steal upon — ® (lytte) écouter;
(narre) duper, tromper; attraper;
(1. paa) guetter; être au guet (à
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
