Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gude-Smith ... - Ordbøgerne: M - mâchicatoire ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1281
Gude-Smith—Gudsbevîs
1282
han er ogsaa et oversanseligt, rent aandeligt væsen.
«Gad er en aand».
Gude-Smith, Just (1820—1903), n. forfatter og
legatstifter, blev officer 1838, men tog afsked 1857, hvorefter
han begav sig paa reiser et aar og nedsatte sig saa i Kra.
Skrev en række populær-filosofiske, af en religiøs stemning
baarne bøger, «Naturen og mennesket» (1869), «Mennesket
som borger i staten» (1870), «Brændende spørsmaal fra
fjærnt og nær» (1872) samt dilettantmæssige digte og
dramaer. Virkede ivrig for kvindelig husflid og industri,
fik 1875 sat igang den Kvindelige industriskole i Kra,,
hvis administrerende direktør han var indtil 1896.
Oprettede ved testamente 1884 en række 1907 konfirmerede
legater til bedste for Diakonisseanstalten, den Kvindelige
industriskole og det Norske bibelselskab.
Gudhetn, sv. kloster for cistercienser-nonner, anlagt
omkr. 1160 ved Hornborg sjø i Västergötland. Det modtog
rige gaver, bl. a. af kong Erik Erikssons enke Katarina,
og flyttedes i det 14 aarh. atter tilbage til G. efter en tid
at have været forlagt til Rackeby og Aranäs. 1529
herjedes det af ildsvaade, hvorefter dets gods blev anvendt
til verdslige formaal i kraft af Vasterås-recessen.
Gudhjem, Bornholms største fiskerleie med 667 indb.,
ligger paa nordøstkysten i skraaningen af en hoi
granitodde, hvis vakre og vilde fjeldnatur har gjort G. til en
søgt turistby.
Gudin [gijdæ’], Jean Antoine Théodore (1802
—80), fr. marinemaler, elev af Girodet-Trioson ; hans
elegante, virtuosmæssige kunst gjorde ham tidlig populær
og indbragte ham store offentlige bestillinger. En række
store dekorative billeder fra den franske marines
historie i Louvre.
Gudjarat, se Gujarat.
GuÔmundr Arason (1160—1237), isl. biskop med
tilnavnet «den gode» (paa grund af hans gavmildhed) og
«den hellige» (paa grund af hans bodsøvelser). Som biskop
gjorde han haardnakket og hensynsløst den kirkelige ret
gjældende overfor stormændene, som havde ventet, at
den strenge asket ikke vilde befatte sig med kirkens
verdslige anliggender. Herved kom han i mange
stridigheder. To gange maatte han fl3^gte til Norge for at søge
støtte hos den norske erkebiskop. Ofte fordrev hans
fiender ham fra bispegaarden, saa at han maatte flakke
om i landet, ofte ledsaget af en hob af tiggere og
løs-gjængere, som gjorde sig skyldig i mange udskeielser.
Efter hans død blev han æret som helgen; mange hellige
kilder og steder bar hans navn. Derimod mislykkedes
forsøgene paa at faa ham kanoniseret i Rom.
GuÔmundsson, Dade, se Dade Gudmundsson.
GuÔmundsson, Jo n(l 807-75), isl. politiker ogredaktør.
Var en af de fem islændinger, som kongen valgte til at
repræsentere Island paa den grundlovgivende
rigsforsamling, og sad i den islandske nationalforsamling 1851 og
paa det raadgivende alting 1845—67. Som ældre mand
tog han dansk juridisk embedseksamen (1851) og blev
1858 overretssagfører. G. var en ivrig forkjæmper for
Islands selvstændighed. Redigerede bladet «l>j6Ô61fur»
1852—74.
GuÔmundsson, V alt yr (I860—), isl. kulturhistoriker
og politiker; dr. phil. 1889 med den grundlæggende
afhandling «Privatboligen paa Island i sagatiden»; docent
mâchicatoire—Macht
i islandsk historie og litteratur ved Kbh.s universitet
1890; altingsmand 1894—1901 og 1903—08. Har taget
afstand fra bestræbelserne for Islands adskillelse fra
Danmark. G. har siden 1895 redigeret det litterære
tidsskrift «EimreiÔin» (lokomotivet). Blandt hans øvrige
publikationer maa nævnes «Islands kultur ved
aarhundred-skiftet» (1902).
Gudrun. 1. Ifølge vølsungsagnet Sigurd Favnesbanes
hustru (se Grim hild). — 2. Midtpunkt i en tysk
sagn-kreds (se K u d r u n).
Gudrunskvadene i den ældre Edda omfatter ialt
4 digte: «GüÖrünarkvl^a» I, II, III, der er forfattet noget
før 1000, og «^GiiÔriinarhv^t», der er lidt yngre. Det
betydeligste er «GiiÔrûnarkviÔa» I, der i skjønne lyriske
udtryk skildrer Gudruns taareløse, overvældende sorg
ved hendes husbond Sigurds lig. Forgjæves søger de
tilstedeværende kvinder at trøste hende ved at fortælle
om sine egne tunge prøvelser, «dog kunde Gudrun ikke
græde»; først da en blotter hendes husbonds blodige hoved,
bryder taarerne frem, og hun faar lindring.
Gudrød, navn paa to af Harald Haarfagres sønner;
den ene, Harald Haarfagres og dronning Gydas søn,
fik land at styre i Sogn; den anden, Harald Haarfagres
og finnekvinden Snefrids søn, kaldt Ljome, blev opfostret
af skalden Tjodolv af Hvin og druknede udenfor Jæderen.
Gudrød Veidekonge (jægeren, af oldn. veiâr, jagt)
var ifølge kongesagaernc konge paa Vestfold og Romerike,
dræbte kongen paa Agder og bortførte hans datter
Aasa, som han egtede. Aasa fødte ham sønnen Halvdan
Svarte (s. d.), men fik siden sin træl til at dræbe G.
og hevnede saaledes sin fader. Adskillig omtvistet er
det, om G. er identisk med den danske konge Gudfred,
som kjæmpede med Karl den store og frankerne, og hvis
ligeartede mord faldt i samme aar.
Gudsbespottelse, se Blasfemi.
Gudsbevis. Ved denne betegnelse sigtes snarere til
forsøg paa for fornuften at retfærdiggjøre troen paa en
Gud end til beviser i egentlig forstand. Deres
beviskraft er da ogsaa af Kant i hans «Kritik der reinen
Vernunft» bestemt benegtet (se dog nedenf.), med den
begrundelse, at vi ikke kan have nogen objektiv vished
om det oversanselige. Disse «beviser» er: det
kosmologiske kausalitetsbevis, der fra verden slutter tilbage
til dens ophavsmand som dens forudsætning (jfr.
Rom. 1, 19 flg.); det fysik o-teologiske eller
teleologiske bevis, som fra verdens hensigtsmæssighed (jfr.
Salme 104, 24) slutter tilbage til eksistensen af en
høieste intelligens, en verdens-indreder eller -ordner;
hertil slutter sig det historik o-teologiske bevis,
som fra historiens teleologi slutter til en høieste
forstand og en efter sedelige normer raadende vilje; den
teoretiske fornufts bevis: der slutter 1. fra gudsidéens
almindelighed til dens nødvendiglied og sandhed, 2.
fra idéen i os til dens aarsag udenfor os, 3. fra
guds-idéens indhold til Guds eksistens (Anselms ontologiske
bevis) ; den praktiske fornufts bevis : der sluttes 1.
fra den sedelige lov i os til dens ophavsmand udenfor
os, 2. fra kollisionen mellem den sedelige lov og
lyk-salighedsdriften til en kommende udjevning mellem begge,
og til et absolut væsen som foretager denne udjevning
(saaledes Kant i «Kritik der praktischen Vernunft»).
mâchicatoire (f) m, (med.)
tyggestof.
mâchiller ® smaatygge.
machin ® m, tingest; denne
hersens.
machinal ■© & ®
maskinmæssig)-, mekanisk.
machinate @ planlægge,
udklække, anstifte, smede, spinde
rænker).
machinateur (f)m,
machinator ©anstifter; rænkesmed,
intrigant.
machination @ & ® f,
planlæggelse, anstiftelse; anslag, intrige,
rænker.
machine (e) & (|) f, maskine;
maskineri (i teatret); ® ogs. rænke,
intrige; tingest; (pneumatique
luftpumpe; (à måter) mastekran.
m. guns © revolverskyts,
m.-OUtils ® m, m.tool ©
verktøis-maskine.
machiner (f) anstifte,
iverk-sætte, smede; forsyne (teater) med
maskineri.
machinerie (f) f, maskineri,
machinisme ® m,
maskin-væsen.
machinist © maskinbygger;
maskinmester ved teater =
machiniste ® m.
mâchoire ® f, kjæve; kjæft
(paa skruestik), klo (paa tang); (fig.)
tosk.
mâchonnement ® m.
smaa-tygging; mumien.
mâchonner (f) maule (paa):
mumle.
Macht ® f, magt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
