Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haakon ... - Ordbøgerne: M - Manschette ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1373
Haandslag—Haandverkerforenînger
1362
dommen. Nogen tid efter faderens død kaldtes han af
nogle med Erik Blodøkses herredømme misfornøiede
stormænd tilbage til Norge. Han landede i Trøndelagen,
hvor Sigurd jarl paa Lade fik trønderne til at tage
ham til konge. H. forstod, at faderens enevælde ikke
kunde opretholdes; han lod derfor den af Harald
indførte tvangsskat falde, «bønderne fik sin odel igjen»,
som det hed. Dette skaffede ham begeistret tilslutning
over hele riget (935), medens Erik maatte flygte fra
landet. Folkets pligter overfor kongemagten fastsattes
derefter ved forhandlinger paa tinge. Bønderne paatog sig
at yde leding til rigets forsvar, og landet inddeltes i
skibreder (s. d.). Ogsaa i lovgivningen og retsvæsenet
foretog H. væsentlige reformer. Han fik bl. a. de
vesten-fjeldske fylker til at slutte sig sammen om Gnlatingslagen
(s, d.), og paa samme maade forenede han de
nordenfjeldske fylker fra Romsdal til og med Namdalen om
Frostatingslagen (s. d.). Derimod maatte han opgive sit
forsøg paa at indføre kristendommen, da dette mødte
modstand hos de trønderske stormænd, som han skyldte
sin trone. I sine sidste aar var H. optaget af kampe
med Erikssønnerne. Han døde barnløs 961 som følge
af et saar, han fik i slaget ved Fitje paa Stord s. a.
Eyvind Skaldespiller digtede «Hâkonarmal» til hans
minde; samtiden gav ham tilnavnet den gode. — 2. H.
Magnussøn Toresfostre, sønnesøn af Harald
Haard-raade, søn af kong Magnus, Olav Kyrres broder, blev
opfostret hos den gudbrandsdalske høvding Thore paa
Steig. Efter Olav Kyrres død blev han af trønderne
taget til konge paa Øreting, medens fætteren Magnus
(Barfod) hyldedes i Viken. H. var mild og elsket af
folket, men kom snart i strid med sin frænde kong
Magnus. Det saa allerede ud til krig mellem dem, da
H. døde 1094 paa færden over Dovrefjeld, kun 26 aar
gammel. — 3. H. Herdebred (d. e. skulderbred), søn
af kong Sigurd Mund, blev efter faderens og farbroderen
Eysteins død taget til konge af disses tilhængere og fortsatte
med bistand af Sigurd jarl paa Reyr deres kamp mod kong
Inge. Med en flok, som mest bestod af røvere og ransmænd,
lykkedes det ham nærmest som en følge af nogen
tilfældigheder at vinde en del fordele og tilslut endog at fælde
kong Inge 1161. H. var nu nær ved at vinde alm.
an-erkjendelse, men det slagne parti samlede sig under
Erling Skakke og seirede over H., som faldt i slaget ved
Sekken i Romsdalsfjorden 1162, kun 15 aar gammel. —
4. H. Sverressøn, uegte søn af kong Sverre, blev efter
faderens død 1202 anerkjendt som konge af
birkebeinerne. Efter det raad, Sverre paa dødsleiet havde givet
ham, søgte H. udsoning med geistligheden, og bisperne,
som under Sverre var gaaet i landflygtighed, vendte
tilbage til Norge. Bannet blev hævet, baglerpartiet kom
i opløsning, og hele folket gav sig ind under kong H.
Landet havde saaledes atter fred, da H. pludselig døde
i sin kraftigste ungdomsalder nytaarsdag 1204. Han
skildres i sagaerne som en smuk, veltalende og begavet
mand. Den lethed, hvormed han forstod at vinde sin
æts modstandere, tyder paa statsklogt og personlig
elskværdighed. Ligesom sin fader Sverre havde han faaet
en lærd opdragelse, og han har paa en fortræffelig maade
oversat fortællingen om «Barlaam og Josafat» af
Johannes Damascenus fra latin til norsk. Han efterlod sig en
Manschette- mantle
uegte posthum søn (se Haakon Haakon s søn). — 5.
H. Haakon s søn (den gamle), uegte søn af kong H.
Sverressøn og Inga af Varteig, f. paa Folkenborg efter
faderens død 1204, blev af kong Inge anerkjendt som
kongesøn og opfostredes ved hans hof. Ved Inges dod
blev han 13 aar gammel taget til konge paa Øreting (1217),
medens Skule af Rein, den afdøde konges halvbroder, der
ansaa sig berettiget til tronen, skulde være hans
formynder. S. a. døde baglerkongen Filippus, og de fleste
baglerhøvdinger h3ddede H. Nogle misfornøiede reiste
dog nye flokke (se R i b b u n g e r), som i flere aar
foruroligede Oplandene, indtil de i 1227 blev fuldstændig
kuet. Imidlertid havde rigsmødet i Bergen 1223
afgjort striden mellem kongsemnerne ved at tildømme H.
kronen. Som myndig søgte denne at vinde Skule ved
at give ham af riget, egte hans datter Margrethe (1225)
og senere ved at give ham hertugtitelen (1237). Men da
Skule, der stadig var misfornøiet, lod sig hylde som
konge paa Øreting, tog H. kampen op mod ham, slog
ham i Oslo og lod sine mænd forfølge ham til Nidaros,
hvor Skule blev dræbt ved Elgesæter kloster (1240).
Dermed var tronstridighederne bragt til definitiv afslutning.
For at hindre deres gjenoptagelse ordnede H. tronfølgen
i overensstemmelse med de kanoniske regler: Paa
Frostatinget 1200 blev kongedømmets udelelighed og den
ældste egtefødte kongesøns fortrinsret til tronen fastslaaet.
Selv havde H. allerede i 1246—47 ladet sig legitimere af
paven og krone i Bergen. Under H.s fredelige styre gik
landet frem i velstand og folketal. Kongen anlagde byen
Marstrand, byggede en kongehal (se Haakonshallen) i
Bergen, hvor han som oftest residerede, og opførte kirker,
klostre og hospitaler, ligesom han søgte at sikre rigets
forsvar ved anlæg af en række befæstninger. I sin
udenrigspolitik lededes han af ønsket om at lægge de sidste
uafhængige norske kolonier, Grønland og Island, under
den norske krone. Efter mange aars ihærdigt arbeide
lykkedes det ham virkelig at naa dette maal (1261 — 62)
og saaledes at samle hele den norske nation til et
politisk hele. Med den engelske konge Henrik III sluttede
han handelstraktater, med Novgorods fyrste en
grænsetraktat, hvorved det uklare skatte- og grænseforhold
søgtes ordnet. H. holdt en større flaade end nogen
anden samtidig fyrste, hvad der ikke mindst bidrog til at
vække respekt for hans navn ude i Europa. Men
forgjæves blev han af udenlandske fyrster opfordret til at
tage del i tidens krigerske forviklinger; den rolige,
nøgterne H. lod sig kun lede af hensynet til sit riges gavn.
Hans eneste krigsforetagende mod en fremmed fiende
gjaldt den skotske konge Alexander HI, som strakte sin
haand ud efter de norske, mest af kelter beboede
skatlande, Suderøerne (nu Hebriderne) og Man. Under toget
blev han syg og døde i Kirkwall paa Orknøerne 15 dee.
1263. Hans lig blev bisat i Kristkirken î Bergen. H. maa
regnes blandt Norges ypperste konger. Ligesom faderen
havde han nydt en lærd opdragelse og var personlig en
ynder af kunst og videnskab; med iver søgte han at fremme
sit folks aandlige og sedelige saavelsom materielle
velvære. Tilnavnet den gamle tillagdes ham af samtiden
for at skille ham fra hans ældste søn H. den unge
(f. 1234), som fik kongenavn 1240, men døde allerede
1257; kongens næstældste søn Magnus (Lagabøter) fik
Manschette ® f, mansjet.
M.n (das M.nfieber) haben
have lampefeber.
manse @ (skotsk) preslegaard.
manse ® f, liden gaard.
mansion @ (stort) vaaningshus,
herskabsbolig.
mansjet — (T) Manschette,
Handkrause f — (e) cuff, ruffle.
(fast) wristband – ® manchette ;
(lyse-) bobèche f.
manslaughter (e) (jur.)
(uforsætligt) drab.
mansuétude (f) f, mildhed,
mante (f) f (dame)cape; sørgeslør,
manteau (f) m, Mantel ®m,
kappe; kaabe; røgfang, -hat,-hælte;
® ogs. skalkeskjul. SOUS le m.
(D i stilhed, i smug.
mantel (e) kamingesims =
m.-piece, -shelf.
Manteldreher, -hänger ® m,
rævepels, veirhane.
mantelet (e) kufte; (sjøudtr.)
blindering.
mantelet m, mantille, sjal;
skvetlæder, forskind (paa
kalesche-vogn); (tilsjøs) portluge.
Mantelkind ® n, uegte barn
som er legitimeret ved senere
egte-skab mellem forældrene.
Mantelkragen (t) m, krave
med en kappe, kaabe; slag.
Mantelsack ® m, vadsæk.
Mantelträger (t) m, rævepels,
veirhane.
mantiger (e) stor abe, bavian,
mantille (t) f, mantille,
mantle @ kaabe, kappe; (fig.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
