Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harcourt ... - Ordbøgerne: M - merkeblæk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
merkværdighed-merveille
1515
Hardangerfjorden—Hardangervidde!!
1516
(s. d.), ogsaa fra Hardanger; deraf navnet h. Ga. 1730—
50 kom h. til Telemarken, hvor opfindelsen snart
fuldkommengjordes endnu mere, særlig af Karl Rue, Olav
Gullbekk, Hellandætten o. fl. Som anvendt
instrument er h. nu brugt foruden i Hardanger, Voss og
Telemarken ogsaa delvis i Sætersdalen, Numedal, Hallingdal,
Valdres, Sogn, men først i det 19 aarh. disse sidste steder.
H. er bygget paa grundlag af den alm. fiolin, har fire
overstrenge og fire understrenge og kortere hals end
fiolinen. Den stemmes i mange forskjellige
hovedstillinger, hvilket giver h. en sær klang, og bidrager meget
til at danne sjaatternes karakter. Mest alm. er
«upp-stillt» (a, d, ä, ë), dernæst «nedstillt», d. v. s. alm.
fiolin-stemning; endelig har man «trollstemt», «forstemt» o. a.
Hardangerfjorden (eller Haranger-) skjærer fra
Søndhordland i nordøstlig retning ind i distriktet
Hardanger. Den fortsætter mod nordøst under navn af
H. ca. 40 km. til Utne, hvor den deler sig i den trange
og vilde, ca. 40 km. lange Sør fjord, der skjærer ret
sydover til Odda, og den ca. 25 km. lange Eidfjord,
der fortsætter omtrent i hovedfjordens retning i en mod
nord konveks bue. Fra Eidfjorden, hvor fjeldene er
mægtige og fossene prægtige, skjærer Osa og
Ulvik-fj orden mod nordøst. Der fiskes en del brisling og
laks. Med et geografisk samlingsnavn forstaaes baade
den egentlige H. og den ytre del, der gjennemskjærer
Søndhordland. Denne ytre del har i distriktet selv
forskjellige navne efter de herreder, den passerer imellem.
Hardangerjøkelen eller, som den tildels ogsaa har
været benævnt, H a 11 i n g j ø k e 1 e n, er navnet paa den
store jøkel nordligst paa Hardangervidden, der begrænser
(Fot. af Wilse.)
Fra Hardangerjøkelen.
Finsedalen i syd og paa afstand virker som en jevn,
hvid snekuppel. Den ligger med en del i Ulvik og en
i Eidfjord herred i Søndre Bergenhus amt. Arealet
opgives til 122 km.^ eller en gammel norsk kvadratmil og
dens høieste punkt er ca. 1920 m. Der foreligger endnu
ikke nøiagtige maalinger i disse strøg, saa at saavel høide
som fladeindhold kun er tilnærmelsesværdier. Selve
toppen er saa flad, at det er vanskeligt at afgjøre, hvor
det høieste punkt er. Rundt jøkelen, hvis omkreds er
næsten cirkulær, ligger en kjede af nuter: Dyrenuterne,
Kongsnuten, Helvedesnuterne, Isdalsnuterne, Lurenuten
m.fl., og imellem disse sender jøkelen arme (skaakjer)
nedover i dalsænkninger og gjuv. Særlig maa nævnes
Rembes-dalsskaakji i sydvest og Helvedesskaakji i sydøst. Skraa-
ningen mod Finsedalen i nord er forholdsvis jevn, mod
syd er den brattere. Over bræen fører nu flere opstakede
(vardede) veie mellem Finse station, Dæmmevasshytten
og Fossli ved Vøringsfossen. H. sammen med
Hallingskarvet danner afslutningen mod nord af
Hardangervidden, hvorfra dens hvide kalot tager sig mægtig ud.
Hardangersøm, hvidsømsbroderi, der stammer fra
Hardanger. To arter findes: udtrækssøm og udskaarssøm.
Den første bestaar i udtrækning af langtraadene i et
stykke lærred og sammensyning af de gjenstaaende
tvertraade; den anden bestaar i udklipning af firkanter
og omsyning af de mellemliggende traade samt
udfyldning af aabningerne med diagonale linjer og kredse.
Hardangervidden (eller blot Vidda, Vid do)
betegner i folkets mund den midterste del af den store
fjeldmark, som udbreder sig mellem Hardangerfjordens
indre forgreninger i vest og Hallingdals og Numedals
øverste dalfører i øst. Dette er vidden i snævreste og
egentligste forstand. I almindelighed indbefatter man dog
under dette navn hele fjeldmarken fra Sogne^’ordens
indre arme i nord til Telemarkens øverste bygder i syd.
Geografisk seet danner denne udstrakte fjeldvidde et
hele og gaar temmelig umerkelig over i Sætersdalens
heier. I nord og vest styrter fjeldmassen brat af mod
fjorden eller dalen. Mod øst og syd derimod sænker
den sig langsomt og gaar efterhaanden over i
Hallingdalens, Numedalens og Telemarkens øvre dalfører. Taget
i sin videre betydning har H. et areal af ca. 10—12 000
km.^ med en gjennemsnitshøide af henimod 1200 m.
Den er saaledes Europas største og høiest beliggende
fjeldmark. Fra selve fjeldplateauet hæver sig en række
større og mindre høider, som snart danner afrundede
koller, snart nuter og toppe af mere og mindre udpræget
karakter og snart forrevne tinder i dristige former. De
høieste toppe er Hardangerjøkelen i nord (1917 m.),
Osaskavlen (ca. 1600 m.), Vosseskavlen (2055 m.),
Haar-teigen (1720 m.), Tresfonn (1402 m.), Napseggen (1735 m.)
o. s. V. Da kartet over vidden er meget unøiagtigt i
enhver henseende, er alle høideangivelser kun at betragte
som omtrentlige. Viddens naturforhold er meget
forskjellige paa østsiden og vestsiden. Den østlige del, især
strækningen omkring amtsgrænsen, har den mest
udprægede viddenatur med store, ganske jevne sletter og
svagt bølgeformet terræn imellem, som lidt efter lidt
gaar over i øst—vestgaaende høidedrag med
mellemliggende dalfører (Ustedalen, Skurdalen, Dagali, Opdal
o. s. V.). En mængde større og mindre vande (Store
Heieren ca. 8 km.^ Halnevand 15 km.^, Langsjøen 16 km.^
Bjønnesfjorden 19 km.^, Nordmandslaagen 11 km.^ m. fl.)
ligger her, og naar man fra en høide ser ud over vidden,
er det især denne uendelighed af store og smaa vande,
som giver vidden sin eiendommelige natur. Den vestlige
del af vidden er derimod gjennemfuret og oprevet i en
uendelighed af dale, skar, revner og sprækker, der paa
sine steder, særlig langs vestranden, gjør vidden
overordentlig vild og sønderrevet. Større dalfører er
Osa-dalen, Siniadalen, Maabødalen, Syssendalen, Bjoreidalen,
Veigdalen, Kinsodalen, Valledalen o. s. v. Flere af vore
betydeligste elve har sine kilder her, saasom
Aurlands-elven, Flaamselven, Vosseelven, Bjoreia, Veig, Kinso,
Tysso, Suldalslaagen, Vinjeelven, Tokke, Kvenno, Tinne,
merkværdighed — (t)
Merkwürdigkeit f — © remarkableness;
(pl) curiosities — ® singularité;
chose remarquable osv.; curiosité f.
merlan (D m, slags torsk,
gober le m. lade sig narre,
merle (sjøudtr.) — ® marlen
— (e) mari; (om flaske o. 1.) quilt
— ® merliner.
Merle (t) f, merle (f) m,
svarttrost.
merlin © dvergfalk.
merlin (f) m, vedhuggerøks ;
slagterklubbe.
merling — (t) Marlien f — ©
marline — (|) merlin m.
merluche (î) f, tørfisk,
mermaid © havfrue,
merman @ havmand.
merrain (D m, tynde bord,
tøndestaver.
merriment © lystighed,
merry © lystig, make m.
more sig.
merry-An drew © bajas,
merrymaking © lystighed,
lystigt lag.
merry-thought © gaffelben (i
fuglebryst).
mers — ® Mastkorb m, Mars
f - © top - (D hune f.
merskum — (t) Meerschaum m
— © kiefekil, meerschaum — (g
écume (f) de mer.
mersseil — (t) Mars-, Topsegel
n — © topsail — (?) hunier m.
merveille (f) f, under(verk). à
m. storartet, udmerket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
