Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haukland ... - Ordbøgerne: M - milord ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156a
Haukland—Hauptmann
1566
vigtigste er: «Natur, folkeliv og folketro i Harda-nger, Voss
og Søndhordland» (11 bd., 1884—96), «Reiseskildringer^
(5 bd. 1890—93), «Norsk eventyrskat» (1888) og «Norsk
sagnskat» (1905). [Litt.: T. S. H., «H.-slegtens sagai> (1908).]
Haukland, Andreas (1873—), n. forfatter. I sin
ungdom flakkede han omkring nordenfjelds som løsarbeider
og handelskar og fik under sine vandringer udgivet en
samling «Digte» (Røros 1899) og nogle smaaskisser
«Sitrende sanser» (Stenkjær 1900). Sin egentlige debut i
litteraturen havde han dog først med «Ronsaks
fortællinger» (1902), hvori han aabenbarer sig som en
naturlyriker og sprogkunstner af betydning. Den store, halvt
selvbiografiske roman «01-Jørgen», der udkom i fire dele:
«01-Jørgens barndom» (1902), «Udve» (1903), «Hvide
nætter» (1904) og «Hjemve» (1905), vakte ved sin
fremkomst adskillig forargelse ved sin utilslørede sensualisme,
men staar særdeles høit ved sine naturskildringer, der
er givet i en eiendommelig knap og malende stil. Hans
mennesker er enkle, ganske ureflekterede væsener med
sterke, let vakte følelser og drifter. Sikrere i udførelsen
er de to smaa fortællinger «De store skoge» (1905) og
«Havet» (1906) og samlingen «Nybyggerhistorier (1907).
Her viser han ogsaa en i vor litteratur neppe overtruffen
evne til skildring af dyrenes liv. I sin sidste bog, «Gunnar
Rabens egteskab» (1908), har han forsøgt at give en
udredning af kulturmenneskers mere sammensatte
følelsesliv, men denne opgave har ligget mindre godt tilrette for
hans talent.
Haulleville [ålviV], Prosper Charles Alexandre,
baron af (1830—), helg. publicist. 1856—57 professor i
Gent, siden ansat ved klerikale blade; 1878 — 89 redaktør
af «Journal de Rruxelles». Lærer ved krigsskolen og
konservator ved kunstmuseet i Rrüssel. Har udgivet
talrige historiske og politiske skrifter.
Haupt, Moritz (1808—74), t. filolog, elev af G.
Hermann i Leipzig; prof. i Leipzig i tysk sprog og
litteratur 1841 — 51, afsat for deltagelse i frihedsbevægelsen,
fra 1853 prof. i Rerlin (Lachmanns efterfølger)^ hvor han
baade læste over klassisk og tysk filologi; fremragende
lærer, som energisk indskjærpede sine elever metode i
arbeidet; talrige udgaver og mindre afhandlinger vidner
om hans store skarpsindighed. Udgaver af Gatul, Tibul,
Properts, Horats; Hartmann von Aues «Erec» og «Armer
Heinrich», Winstrecke o. m. a.
Haupt, Otto m ar (1839—98), t. og fr. finansforfatter.
Var i længere tid direktør for store bankinstituter i
Wien, Amsterdam og London, men levede senere i Paris.
Skrev med fremragende sagkundskab bl, a. «Arbitrages et
parités. Traité des operations de banque» (Paris 1872,
t. udg. Wien 1874), «Gold, Silber und Währung» (Wien
1877), «L’histoire monétaire de notre temps» (Paris 1886)
og «Gold, Silber und Valutaherstellung» ^Wien 1892).
Haupt, Paul (1858—), t.-amer. orientalist, specielt
assyriolog, 1883 prof. i Göttingen, men fulgte allerede
s, a. en kaldelse til John Hopkins-universitetet i Raltimore.
Han har offentliggjort adskillige afhandlinger, bl. a. i de
af ham og Friedr. Delitzsch (s.d.) udgivne «Reiträge zur
Assyriologie». 1897 begyndte han, med bistand af lærde
i Europa og Amerika, udgivelsen af det gamle testamentes
tekst («A critical edition øf the Hebrew text printed in
colors», derfor ogsaa kaldt «Regnbuebibelen»).
milord—mimiker
Hauptmann, Gerhard (1862—), t. digter, den største
begavelse blandt den tyske naturalismes dramatikere. H.
er f. i Salzbrunn i Schlesien; hans fader var hotelvert.
Det gik ud med familiens velstand; dog led de ikke
nød. H. fandt en trofast støtte i sin ældre broder,
fysiologen Karl H.; han forsøgte først at blive
billedhugger og gik paa kunstskolen i Rreslau, men forlod
den efter et par aar, studerede i Jena under Haeckel,
uden at opgive billedhuggerkunsten. I 1883 reiste han
til Spanien og Italien, og her modtog han indtryk,
hvoraf hans første bog, den byroniserende
«Promethi-denlos» (1885), voksede frem. Han giftede sig og bosatte
sig i Erkner ved Rerlin, og efter et par forsøg,
hvoriblandt den naturalistiske novelle «Rahnwärter Thiel»,
slog han i 1889 afgjørende igjennem med den rystende
dramatiske skildring af en drankerfamilie, «Vor
Sonnenaufgang». Derefter fulgte familietragedierne «Das
Friedensfest» (1890) og «Einsame Menschen», hvor han navnlig
er paavirket af Ibsen. H. har frigjort sig derfra i det
mægtige folkedrama «Die Weber» (1892), en dramatisk
skildring af de udsultede schlesiske væveres opstand
1848, skrevet i schlesisk _
dialekt. S. a. udkom den V~~W ’ ^^^
livfulde karakterkomedie
«College Grampton» og
næste aar «Hanneles
Himmefahrt» (oversat af
Hulda Garborg), en
rørende og gribende
skildring af en liden plaget
landsbj^piges febersyner
og død, hvor
barneforestillingen om død og
himmerige kaster et
eventyr-skjær over barnesjælens
lidelser. Saa fulgte den
ironiske tyvekomedie
«Der Riberpelz» (1893),
som H. siden har fortsat i
«Der rothe Hahn» (1901).
I «Florian Geyer» (1895),
en skildring fra
bondekrigene paa
reformations-tiden, søgte H. at give et realistisk historisk drama,
hvorimod «Die versunkene Glocke» (1896) er et eventyrdrama
i pragtfulde lyriske vers med idéskikkelser uden personlig
karakteristik. Med «Fuhrmann Henschel» (1898) vendte H.
tilbage til den moderne naturalisme, hvorimod «Schluck
und Jau» (1900) er en shakespeariserende komedie og «Arme
Heinrich» en lyrisk-filosofisk bearbeidelse af Hartmann von
Aues middelaldersdigt; barnemordstragedien «Rose Rernd»
(1903) er atter moderne naturalistisk. «Eiga» (1905) er
en dramatisering af Grillparzers «Kloster von Sendornir».
H. er en ubarmhjertig menneskeskildrer, hvis verker
eier voldsom dramatisk kraft uden at jage efter
teatereffekt, brutal i sin naturalisme, men tillige begavet med
en fantasi, som higer ud over naturalismens skranker.
Hauptmann, Moritz (1792—1868), t. musikforfatter,
komponist, fiolinist og pianist, prof. ved konservatoriet i
Leipzig, elev af Spohr. Hans teoretiske arbeider, særlig
hovedverket om harmoniens og metrikens kunst med
Gerhard Hauptmann.
milord ® m, (i tiltale) mylord;
lord, rigmand; (firtijulet) kabriolet,
mill-race, -tail (e) mollerende.
mill-stone (e) møllesten,
mill-works (e) mølleverk
mill-wrigbt (ê) møllebygger,
milt - (t) Milz f - (ê) milt,
spleen - (f) rate f.
milt (e) milt; melke (i fisk);
issel, krøl (i fisk); befrugte (rogn).
miltbrand - ® Milzbrand m
- © anthrax, splenic fever - ®
sang (m) de rate; liénite f.
milter © melkefisk.
miltsygdom - ® Milzsncht,
Milzkrankheit f — © spleen, hypo
chondria — ® maladie (f) de la rate.
milturt - ® Milzkraut n,
Goldmilz f — © golden saxifrage - ®
dorine f.
Mime ® m, skuespiller,
mime © & ® m, mime, farce;
(lav)komiker; mimiker.
mimer ® fremstille, gjengive
^ed komik.
mimetic © mimisk anlagt,
efterlignende, efterabende.
mimeux, -se ® mimoseagtig,
mimeuse (f) f, mimose,
mimic ©, mimique ® efter-
abet; eftergjort; efterlignende,
mimisk; © og’s. mimiker, efteraber;
efterligne, efterabe; ® f, mimik.
mimicry © efterligning,
efterabeise.
mimik — ® Mimik f — ©
mimic art; mimicry — ®
mimique f.
mimiker — ® Mimiker m —
© mimic — (?) (panto)mirae m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
