Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hebraisk ... - Ordbøgerne: M - misforhold ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1601
Hebraisk—Hebraisk litteratur
1602
Hebraisk kaldes det sprog, hvori de
gammeltestamentlige skrifter er affattet; mere specielt kaldes det
gammel-h. i modsætning til det ny-h. i jødiske skrifter
fra den efter-bibelske tid. Udtrykket «h. sprog»
forekommer ikke i det gamle testamente, derimod «Kanaans
sprog ». H. (samt ny-h. og rabbinsk), kanaanitisk og
fønikisk danner en egen gren paa den semitiske
sprogstamme; en anden gren er arabisk, en tredje
babylonisk-assyrisk, og en fjerde aramæisk; dette sidstnævnte sprog
afløste i løbet af de sidste aarhundreder før vor
tidsregning det h. som talesprog. Paa Kristi tid talte man
i Palæstina aramæisk (i det nye testamente er det mest
dette, der sigtes til med udtrykket h., f. eks. Joh. 5, 2;
19, 13. 17). — Den h. gammeltestamentlige tekst var opr.
uvokaliseret ; først fra midten af 6 aarh. e. Kr. tilføier
man egne tegn for tekstens vokalisation og akeentuation,
overensstemmende med den gjennem synagogerne og de
lærde skoler overleverede udtale. Begyndelsen til en
nogenlunde videnskabelig behandling af h. finder man
hos jøderne ved begyndelsen af 10 aarh. e. Kr., efter
eksempel af araberne. Høi anseelse vandt de paa h.
skrevne grammatiker af Abraham ben Esra (d. 1167) og
David Kimchi (d. 1235). Den h. sprogvidenskabs fader
blandt de kristne er Reuchlin (d. 1522); en anden
fremragende sproglærd var Johann Buxtorf den ældre (d. 1629).
Af moderne forfattere maa nævnes Gesenius, Ev^ald,
Ols-hausen. Stade, König og Kautzsch.
Hebraisk litteratur. Det gamle testamente, som her
væsentlig kommer i betragtning, vil først og fremst tjene
bestemte religiøse formaal og kan derfor ingenlunde
betragtes som et alsidigt udtog af hele den engang
eksisterende h. 1. — I. Den ældste periode (indtil ca.
750 f. Kr.). Ogsaa inden den h. 1. viser det sig, at poesien
gaar forud for prosaen ; der begyndes med (ganske korte)
sange. De har havt en fast rytmisk form (som man
nu i den sidste tid er begyndt at komme paa spor).
Deres foranledning og indhold har været mangfoldig.
Børnene sang under sin leg (Sak. 8, 5), og de voksne
under sit arbeide (Ps. 65, 14); om natten lød vægterens
sang oppe fra taarnet (Es. 21, 11 f.). Man digtede
drikkeviser (Es. 24, 9), seierssange (1 Mos. 4, 23 f.),
nidviser (Es. 23, 16), kjærlighedssange (en samling
saa-danne udgjør den saakaldte «Høisang»), klagesange ved
dødsfald (2 Sam. 1, 19 ff.), høitidssange (Ps. 45, digtet i
anledning af en konges bryllup). Ved siden af de private
og profane enkeltmandsdigte blomstrede den officielle
politiske digtning (slag- og seierssange, spottesange,
velsignelser og forbandelser, kongehymner); den har ofte
samtidig et religiøst præg; politik og religion var hos
israeliterne indfiltret i hinanden. Forresten var, hos
israeliterne som andetsteds, den ældste religiøse digtning
den til gudstjenesten knyttede kultusdigtning (den
større forsamlings hymner (lovprisninger af guddommen)
og klagesange (under pest, krig, uaar o. 1.), samt den
enkeltes takoffer- eller klagesange til guddommen).
Adskillige af disse sange har været foredraget (ofte i
form af vekselsang) af et kor og hyppig ledsaget af
instrumentalmusik og dans. — Efter lyriken fremstiller
fortællingen sig for vor betragtning. Først den
poetiske, hvis formaal er at glæde og begeistre, og som
oprindelig, i lighed med den lyriske folkedigtning, er
misforhold—misgjerning
blevet mundtlig overleveret. Herhen hører myter,
d. V. s. fortællinger om guder. Saadanne myter var
oprindelig de fleste fortællinger af urhistorien i Genesis
(1 Mos. 1—11); men da den gammeltestamentlige religion
jo er væsentlig monoteistisk, saa finder vi det
mytologiske materiale her gjennemgaaende i en sterkt
omformet og modificeret skikkelse, hvori det kunde være
tjenligt til at udtrykke de specielt israelitiske
forestillinger og tanker om guddommens væsen og handlemaade.
Her maa endvidere nævnes sagn. Først sagnene om
urfædrene i anden del af Genesis, hvori delvis
etnologiske forhold fremstilles under billedet af en
familiehistorie. De vil give svar paa et spørsmaal som dette:
hvorfor maa Kanaan tjene sine brødre? (etnologisk
motiv); eller: hvoraf kommer egentlig navnet «Babel»?
(1 Mos. 11, 9, etymolc-gisk motiv); eller: hvorfor er der
saa øde og trøstesløst omkring det Døde hav? (geologisk
motiv); eller endelig: hvorfor feirer vi sabbaten eller
paaskefesten? (kultussagn). Dernæst de historiske sagn
om visse folkehelte, som Moses, Josva, Gideon, Samson,
David etc. Den fortællekunst, som i disse sagn lægger
sig for dagen, er beundringsværdig. Efterhaanden er
sagnene blevet nedskrevet og stillet sammen. Vi har i
Pentateuken to saadanne samlinger, den «jahvistiske»
(ca. 9 aarh. f. Kr.; den kalder guddommen «Jahve») og
den «elohistiske» (ca. 8 aarh. f. Kr.; den kalder
guddommen «Elohim»). Der findes ogsaa spor efter eventyr
(Amos 5, 19, Ezekiel 16), og der er fabler (Dom. 9, 5ff.).
Foruden den poetiske fortælling møder vi den strengt
historiske, hvem det er om at gjøre at berette
kjends-gjerninger fra fortiden. Eksempler paa saadanne
historiske fortællinger er 1 Sam. 13 f., 2 Sam. 13—20.
Ogsaa paa dette felt er der præsteret udmerkede ting.
I sammenhæng hermed maa nævnes den overlevering,
som angik kultusen og i forbindelse dermed det etiske
og juridiske, og som under betegnelsen «tora» blev
afledet fra Moses. Den blev oprindelig bevaret og øget
som mundtlig familietradition inden de prestelige kredse
og senere nedskrevet. Herhen hører «kultusdekalogen»
(2 Mos. 34, 14—26) og den mere alm. kjendte dekalog
(2 Mos. 20). En samling retslige bestemmelser af profan
art (de saakaldte «mishpatim») finder vi i 2 Mos.
21—22, 16. — II. Den profetiske periode (ca.
750—540). Det er den tid, da Israel hjemsøgtes af
assyrerne (722), og Juda af kaldæerne (597, 586), en
frygtelig og heftig bevæget periode, hvis begivenheder
indeholder forklaringen til den profetiske litteraturs
voldsomme og lidenskabelige karakter. Det er samtidig
en periode, der betegnes ved skarpe sociale modsætninger
mellem rige og fattige. Under disse oprivende forhold
bliver den enkelte mere end tidligere henvist til sig selv,
det er individualismens tidsalder, da vi møder de
vældige personhgheder, profeterne, religiøse heroer; thi
det er paa det religiøse omraade, gjennembruddet finder
sted. Her finder vi først den steile Amos med hans
truende tale og den mere sammensatte Hoseas,
vaklende mellem vrede og kjærlighed; dernæst den
majestætiske Esaias, hvis sprog minder om tordenens
rullen, og den ømhjertede og dybsindige Jeremias ;
endelig prestejuristen, den dæmoniske Ezekiel og den
entusiastiske Deuteroesaias, hos hvem profetien bliver
noget som ikke passer; ikke
(abpasse, passe feil.
misforhold — (t)
Missverhältnis n, Nichtübereinstimmung f —
(g) disproportion, incongruity ;
misunderstanding, disagreement — ®
disproportion f; (mellem
mennesker) désaccord m, mésintelligence f.
misfornøielse — (î)
Missvergnügen, Missfallen n - @ discon-
tent, displeasure, dissatisfaction,
disgust — (?) mécontentement,
déplaisir m.
misfornøiet — (t) missvergnügt
- (e) displeased, discontented,
dissatisfied — (Î) mécontent.
misforstaa — ® missverstehen
— @ misunderstand, misconceive,
misapprehend — (D mal entendre
(comprendre).
misforstaaelse — ®
Missverständnis n. Missverstand m
-@ misunderstanding ;
misapprehension, misconception — (?)
malentendu m; méprise, eri-eur f;
(uenighed) mésintelligence f.
misfortune @ ulykke, uheld,
gjenvordighed.
misfoster — ® Missgeburt f
— (e) monster, abortion — (|)
enfant difforme; monstre m.
misgive @ lade ane noget ondt.
misgiving © tvil ; bange -neise,
bekymring.
misgjerning - ® Misse-,
Übel-that f; Verbrechen n - @
misdeed, crime, offence — (f) crime,
méfait, délit m.
51 — Illustreret norsk konversationsleksikon. III,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
